Spiludvikleren THQ var heldig at få licensen til at bruge UFC-navnet i forbindelse med computerspil og var dermed de første på denne generation af konsollerne, som for alvor gjorde noget ud af en sport, der i dag bliver mere og mere populær. Det store spørgsmål, som lurer i baggrunden, er, om det på et tidspunkt lykkedes konkurrenten Electronic Arts, med deres store pengepung, at få fat på licensen til UFC, eller om THQ får lov til at beholde den. Licensen betyder selvfølgelig, at der er over 150 af de rigtige UFC-kæmpere med i spillet, hvor de er gengivet helt ned til mindste detalje det samme gælder muligheden for sponsorer og intromusik til hver enkelt kæmper.
Ligesom det har været tilfældet med de tidligere UFC-spil fra THQ, så byder UFC Undisputed 3 på en række forskellige spillemodes, hvoraf karrieredelen nok er den, som kommer til at tage det meste af opmærksomheden. Man kan enten starte ud med en af de kendte UFC-kæmpere, eller man kan vælge at lave sin egen i en ganske omfattende karaktergenerator. Uanset hvad man vælger, så starter man fra bunden af i WFA-ligaen og skal forsøge at kæmpe sig op for at få lov til at kæmpe i den ottekantede ring i UFC med det mål, at du til sidst står som UFC verdensmester.
For at få bedre odds for at vinde kampene, skal man selvfølgelig træne sin karakter. Dette gøres, ligesom i så mange andre spil i samme genre, ved at man gennemfører en række minispil, der så resulterer i forbedringer indenfor forskellige områder som eksempelvis styrke, kondition og fodarbejde.
Skulle man blive træt af at spille karrieredelen, er der også en række andre spilmuligheder, herunder Title mode, og når man har opnået at blive verdensmester i det, så bliver der låst op for Title Defense mode. Der er også mulighed for at lave turneringer, hvor eventuelle skader bliver ført over til næste runde af turneringen. Sidst men absolut ikke mindst er Pride FC for første gang også en del af UFC-spillet.
Pride FC er, som nogle måske ved, den japanske pendant til UFC, men hvor UFC efterhånden er blevet mere stueren, så er der færre regler i Pride FC, og så foregår det i en helt normal boksering. Det hele er selvfølgelig krydret med japanske kommentatorer og et anderledes show omkring det hele. Selv om Pride FC er japansk, så overtog ejerne af UFC faktisk Pride FC for et stykke tid siden hvilket muligvis er årsagen til, at det nu er en del af UFC Undisputed 3.
Styringen i de tidligere UFC-spil har altid været et issue, ikke mindst hvis man ikke har tålmodighed til at sætte sig ind i alle de mange forskellige kombinationer. Typisk endte det med, at man røg ned på gulvet for derefter at tabe kampen på grund af en såkaldt submission- uden at man egentlig følte, at man havde nogen chance for at undgå det, hvis man først var blevet overmandet. Alt dette er der i UFC Undisputed 3 blevet ændret radikalt på, så det nu er langt nemmere selv at udføre alle de fede tricks, og samtidig er det blevet langt nemmere både at udføre submissions og forsøge at undgå selv at ryge i en.
Skademodellen er ganske godt lavet, og det er rent faktisk muligt at vinde kampe alene ved at lave så meget skade på eksempelvis modstanderens ben, at han ikke længere kan gå. Skader på ben og kroppen gør også, at modstanderen vil få sværere ved at udføre og ikke mindst beskytte sig selv imod såkaldte takedowns, som ender med, at de to muskuløse, svedige mænd ligger og krammer hinanden kærligt på gulvet.
Spillet indeholder også en mulighed for at spille online via Xbox Live, en ting som denne gang - ifølge THQ - skulle være kraftigt forbedret. Dette kræver, ligesom så mange andre spil efterhånden, desværre, at man har et onlinepass. For dem, som køber spillet fra nyt, er det ikke noget problem, da en sådan kode altid følger med men køber man spillet brugt, så må man betale ekstra for at kunne spille online. Selve onlinedelen er ganske traditionel og indeholder forskellige former for kampmuligheder, eksempelvis hurtige kampe og rangerede kampe. I de kampe, som undertegnede har spillet, har der ikke været de store problemer med lag og lignende, så alt i alt er denne del ganske tilfredsstillende. Ligesom det er tilfældet i offlinedelen af spillet, er det også muligt både at spille med UFC og Pride FC regler.
Der er i øvrigt en masse forskellige slags leaderboards, så man kan se, hvor god man er i forhold til resten af verden.
Grafisk er spillet virkelig flot men selv om de forskellige kæmpere er meget detaljerede, så er der alligevel et eller andet, der mangler, før at det er helt perfekt. Man kan se, at områder, hvor man slår meget, begynder at skifte farve, og der er også tilsat rigelige mængder blod, hvis enten man selv eller sin modstander skulle få en skade. Desværre er blodet ret ofte placeret på præcis de samme steder på kroppen til gengæld er der ret mange forskellige typer af skader, som ser forskellige ud.
Lydsiden er ganske fin, der er hele tiden hæsblæsende musik, og det er Mike Goldberg, der guider dig igennem de mange forskellige muligheder i spillet, herunder træningen og gennemgang af de forskellige menupunkter. Kommentatorsiden er ganske genial, de kommer hele tiden med forskellige aktuelle udbrud, og så husker de, hvilke rekorder og tidligere kampe, som du har haft. Et eksempel var, da jeg havde vundet 15 kampe i træk, og de så begynder at snakke om, at det er rekord for ligaen, og at jeg er uovervindelig. Et andet eksempel er, når man har haft flere kampe, eventuelt med forskellige udfald, imod den samme modstander, så begynder de at snakke om rivaliseringen imellem de to kæmpere, og hvor meget de brænder for at få et bedre resultat end ved sidste kamp.
Levetiden for spillet kan man sidestille meget med andre sportsspil, som typisk udkommer en gang om året eller deromkring. Det er et vigtigt kriterium for sådanne spil, at der er nok, der spiller det online og hvis man kigger på den forrige udgivelse i denne serie, så er mængden af spillere ikke særlig imponerende. De ting, som man kan spille uden at være online, er dog ganske underholdende i sig selv og trods alt er vi på den pæne side af de 8-10 timer, som et normalt konsolspil har at byde på.
UFC Undisputed 3 er klart den bedste udgave af de UFC-spil, som vi endnu har set på konsollerne. Den nye styring er i høj grad med til at gøre spillet endnu mere fornøjeligt at spille, dog uden at det er perfekt. Der er blandt andet problemer med for meget og for lange ventetider. De mange tips og hints, som man får under kampene, bliver hurtigt for meget og de forskellige lektioner i hvordan man spiller spillet, lader til at tro, at spillerne ikke kan finde ud af at trykke på en eneste knap på controlleren, uden at de først har prøvet det af. Derudover var det ikke muligt for undertegnede at installere spillet på Xboxens harddisk men det kan man jo håbe kun gør sig gældende for den promo-version, som vi har testet.
Med det sagt, så er UFC Undisputed 3 helt klart værd at spille ikke mindst hvis man går rundt med en lille UFC- eller kampsportsfan i maven.
Facebook
Twitter
