Tour de France 2013

Det er sol, det er sommer og det betyder, at Tour de France er i gang igen – denne gang er det endda nummer 100. Ligesom de sidste par år, kan du igen også tage en tur op ad et virtuelt Alpe d’Huez, med en Xbox 360-controller i hånden. Er dette års udgave af Tour de France et vellykket solo-udbrud eller et stort massestyrt?

Tour de France 2013 fylder et tomrum, i noget af en nichegenre – nemlig cykelløbssimulation. Det virker meget fjernt fra så mange andre spil, men i praksis ligger det sig egentligt meget fint op ad for eksempel de årlige fodboldspil. Ligesom i dem, så styrer man et hold, som man forsøger at føre gennem de 21 etaper af Tour de France, og dermed vinde den famøse gule trøje til allersidst.

Når man styrer et hold, så betyder det naturligvis, at man til hver en tid kan skifte mellem sine cykelryttere. For eksempel kan man starte et udbrud med den ene, og så skifte tilbage og forsøge at kontrollere feltet med en anden rytter. De ryttere, som man ikke styrer, passer for det meste sig selv, men det er også muligt at give dem ordrer gennem et kommunikationssystem, så man altid kan forsøge at få dem til at gøre det, som man nu vil have dem til at gøre.


Desværre er Tour de France 2013 i bund og grund et meget kedeligt spil, og det ved udvikleren udmærket godt. Langt det meste af tiden bruger man egentlig bare på at holde RT nede, for at få ens cykelrytter til at træde i pedalerne, mens man styrer ham igennem diverse sving – eller også holder man RB inde og kører ”på hjul” af rytteren foran, hvilket fungerer som en slags autopilot.
Dermed bliver spillet meget hurtigt ret ensformigt, hvilket spillet også har et par insider-jokes omkring. På diverse etaper joker ens holdkaptajn nemlig med, at ”hvis det her var et videospil, så ville jeg anbefale dig at springe frem til sidste stigning – det er der, etapen bliver afgjort!”. Spillet har nemlig en udmærket simulations-funktion, hvor spillet simpelthen passer sig selv, indtil man har lyst til at tage over igen – og desværre kan man sagtens forvente, at det meste af ens tid simpelthen bliver brugt på at kigge på tal og navne, på et simpelt interface, mens spillet simulerer løbet.

Dermed ikke sagt, at spillet ikke har sine charmer – som for eksempel at køre mere end halvfjerds i timen ned ad et bjerg, hvor man kun kan høre kæden der snurrer rundt og den hårde vind, at vinde en massespurt eller at slippe fra de andre ryttere opad det berømte Alpe d’Huez. Det meste af spillet vil man dog enten simulerer eller simpelthen tage ved at holde RB nede og køre på autopilot – og det er jo ikke sjovt, specielt fordi at de ting man passerer forbi, ikke er specielt pæne.


Det er lige før, at der er begået rovmord på det franske landskab. Ude i horisonten kan man se store, grå pletter, som smelter sammen – de skulle nok have været bjerge. Omkring vejen kan man se tilskuere, men der er ikke specielt mange forskellige variationer af disse. Det er den samme håndfuld personer, ganske vidst i forskellige farvede T-shirts, som står langs vejkanten – og kun én af disse bevæger sig rent faktisk. De andre står bare stille og kigger på, ved siden af biler der bedst kan beskrives som firkantede. Længere fremme kan man se nøgent græs, som langsomt bliver beklædt med pop-in sten og træer, i takt med at man flytter sig fremad.

I størrelsen ligner cykelrytternes ben egentlig mest af alt noget fra Gears of War, og præcist som en maskine med gear pumper de op og ned, komplet livløst. Rytterne virker mest af alt som robotter, medmindre de er i gang med et voldsomt udbrud eller hiver drikkedunken frem. De få kirker og sparsomme landsbyer man kører igennem virker lige så livløse – selv på Champs-Élysées er det mekaniske robot-ryttere, der ræser gennem en livløs Paris, mens store mængder zombie-lignende Tour-fans står stille ude i siderne.

Selv på de små detaljer kan Tour de France ikke hive point hjem. Blandt andet er det ikke alle navnene som er licenseret, hvormed Tour-favoritter ikke har deres navne med i spillet. For eksempel er Chris Froome blevet til Chris Vroome her i spillet, mens Thor Hushovd er blevet til Thor Hushaved. Heldigvis er det muligt at ændre på rytternes navne i spillet, men at skulle rette alle navnene, for at få en helt autentisk Tour de France-oplevelse ville være en meget stor opgave.


Det er svært at se hvor charmen i Tour de France 2013 egentlig skulle have været. Selv for de mest hardcore fans kan jeg ikke forestille mig, at der findes et ord som beskriver spillet bedre end ”søvndyssende”. Det er ærgerligt, at der ikke er gjort et forsøg på at gøre de lange, flade strækninger mere interessante for spillerne, på den ene eller den anden måde, men at man bare har smidt en kommentar ind, hvor spilleren bliver anbefalet at simulere 200 kilometer, ud af en etape på 239 kilometer.

Taget i betragtning af at det samtidig ikke er et specielt kønt spil, og at der ikke er den store grund til at spille spillet igennem igen, når man først har været igennem alle 21 etaper, så er det ikke ligefrem en god cocktail. En co-op mode, hvor en kammerat kan overtage en af de andre spillere på holdet, gør heller ikke meget godt for spillet, da det så stadigvæk lider af præcist de samme problemer som når man spiller alene.


Alt i alt er Tour de France 2013 en noget sølle affære. Spillet har sine momenter, som når man ræser ensomt ned ad et bjerg eller spurter først over linjen, men de er desværre ret få og der er langt mellem dem, og de gør det ikke værd at sidde og se de lange, lange sektioner, hvor der faktisk ikke sker det store. Tour de France på fjernsynet ligner sig selv, og det gør konsolversionen her altså også – og det er ikke en god ting. Der er ganske vidst sket forbedringer, men der skal meget, meget mere til, hvis Tour de France-serien skal være andet end en årlig udgivelse, som kun er værd at købe for 20 kr. i din lokale biks, til en doven søndag.