The Walking Dead: Season 02 - Ep. 01

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 20. december 2013 - kl. 18:58
Del denne artikel:
4 0

Efter hvad der føles som en evighed, er anden sæson af The Walking Dead endelig skudt i gang – og endda i fin stil. Læs vores anmeldelse af All That Remains her.

Telltales fremragende The Walking Dead serie udkom i fem episoder sidste år, i en periode fra maj til november – og er af mange blevet udråbt til et af 2012’s bedste spil og er ikke mindst blevet hyldet for sin sublime historiefortælling. I juli i år udkom The Walking Dead: 400 Days, en 90 minutters lang episode, der byggede bro mellem sæson 1 og sæson 2 og introducerede en række nye personligheder, som vi må forvente at støde på i sæson 2.



Nu er anden sæson så skudt i gang med første episode, som har fået navnet All That Remains og det er godt at se, at Telltale stadig leverer det de er blevet så berømte for; nemlig fremragende historiefortælling, der kalder alle de store følelser frem i spilleren, lige fra sympati og håb, til skyldfølelse, ensomhed, smerte og sorg.

Sæson to starter omkring halvandet år efter første sæson og den lille 8-9 årige pige Clementine, er nu blevet mere moden og langt mere hårdfør, hvilket man på grusomste vis oplever i en flere minutter lang og ubehagelig scene mod slutningen af denne første episode. Clementine har slået sig sammen med to overlevne fra den oprindelige gruppe, men inden længe er hun alene og må klare sig selv. Hun støder på bunker af zombier, hun skal løse simple gåder og undersøge omgivelserne for at overleve. Jeg vil ikke afsløre for meget af historien, for et spil som dette skal opleves uden at man kender noget til historien, for den er virkelig velskreven og gribende.



The Walking Dead kan beskrives som en interaktiv tegneserie, der er pakket ind som en godt gammeldags ”point and click” eventyr. Det hele bliver krydret med nogle hektiske actionsekvenser, hvor der skal tages hurtige beslutninger og trykkes på de rigtige knapper på de rigtige tidspunkter for at overleve. Historien er spillets helt store styrke og den fortælles med sådan en overbevisning, at man ikke kan undgå at blive fanget af den. Det er svært at sætte en finger på, hvad det er Telltale gør, men historien og måden den bliver leveret på, er af meget høj kvalitet og flere af medlemmerne af familien (dem der er gamle nok), sad ved siden af mig i sofaen og fulgte med i spillet med stor spænding – det er der ikke ret mange andre spil der formår at gøre.

Grafikken er ganske lækker at se på og er holdt i en næsten tegnet stil. De tekniske problemer som vi oplevede i første sæson af serien, er desværre stadig til stede og det er mildest talt skuffende. Telltale har nu haft et år til at optimere deres spilmotor, men vi ser stadig lidt klodsede animationer og kraftige fald i grafikhastigheden med jævne mellemrum. Selv om det giver lidt ridser i lakken, er det stadig ikke noget som ødelægger oplevelsen af spillet voldsomt (men det er stadig irriterende når det sker), for spillets andre åbenlyse kvaliteter, overskygger de tekniske problemer det meste af tiden.

The Walking Dead: Season 02 Episode 01 - All That Remains trailer - se i HD her

Lydsiden er ganske vellykket, med et fint og stemningsfuldt soundtrack, hvor specielt musikken der kører under rulleteksterne er virkelig god. Stemmeskuespillet er meget overbevisende og de er med til, at gøre de velskrevne dialoger endnu mere intense.

The Walking Dead: Season 2 – Episode 1: All That Remains skyder anden sæson af The Walking Dead serien i gang i fin stil. Kunne du lide første sæson af The Walking Dead, vil du også elske starten på denne anden sæson, der følger i fodsporerne på første sæson, nu med en ny og spændende hovedperson. Man kunne måske have håbet på, at der var sket lidt mere på gameplayfronten og især at de tekniske problemer var blevet fjernet og det føles ikke helt som om, at ens valg i denne episode var helt svære at tage, som i nogle af de forrige afsnit. Alligevel tager man sig selv i, at lappe de lidt mere end to timer som denne episode varer, i sig uden at tænke over disse problemer.

Denne første episode af anden sæson af The Walking Dead kan nu købes på Xbox Games Store og koster 40 kroner, en ganske fornuftig pris når man tænker på, at man får godt og vel to timers solid og spændende underholdning for de penge.
Fakta
The Walking Dead: Season 02 - Ep. 01

The Walking Dead: Season 02 - Ep. 01

PlatformXbox 360 Arcade
UdviklerTelltale Games
UdgiverTelltale Games
Spillere1
Udgivelsesdato18-12-2013
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Overbevisende og spændende historie, følelsesmæssigt intenst, stemningsfuld grafik
Lidt klodset styring, tekniske problemer
Gameplay:7.5
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:5.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.