Sidste år kom den reelle opfølger, hvor Firaxis med alt deres erfaring indenfor genren viste vejen for en genfødsel. Nu er det så 2K Marins tur, og de går nye veje i forhold til oplægget. Efter at have været igennem en meget lang produktionstid med svingende udmeldinger, er det nu muligt at opleve XCOM som et tredje persons skydespil tilsat taktiske elementer.
Jeg må med det samme medgive, at mine forventninger har været virkeligt høje også selv om jeg godt har været opmærksom på de udfordringer, spillet har været igennem undervejs. Hele konceptet har en masse potentiale, og man burde virkeligt kunne skære noget spændende materiale ud. Det, der er så uendeligt frustrerende ved The Bureau er, at man faktisk godt kan ane potentialet under overfladen, men udførelsen er rodet og i mange tilfælde ufærdig.
Men lad os prøve at tage tingene lidt mere overordnet først. The Bureau er et historiebaseret skydespil, hvor man det meste af tiden styrer tre personer. Perioden er henlagt til 1962, hvorfor det reelt burde have været en form for prolog til de begivenheder, vi eksempelvis gennemlevede i Firaxis nyklassiker. Stemningen fra perioden er godt fanget, og man kan med det samme mærke, at det er folk som også har arbejdet med Bioshock, der har været inde over her. Grafikken er holdt i gulnede pastelfarver, der rigtigt elegant sørger for at oplive illusionen. Samtidig er spillet fyldt med teknologi, våben og referencer der på nær den åbenlyse forskel med angribende rumvæsner yderligere hjælper til.
Man indtager rollen som agent William Carter, som i en fin intro der også fungerer som let træningsbane pludselig befinder sig i orkanens øje. En militærbase raseres fuldstændigt af rumvæsner, hemmeligheder bliver afdækket og hurtigt er man på flugt fra de overlegne modstandere. Snart er man på en hemmelig base, som vækker minder om ophavet. Her bliver tilsyneladende forsket i ujordisk materiel, indsatsgrupper flyver fra og til det hele lugter lidt af noget, der godt kan blive godt.
Uheldigvis bliver det hele lidt på overfladen. Man finder hurtigt ud af, at man eksempelvis ingen indflydelse har på forskningen af nye våben. Nej, det eneste man skal gøre er, at samle møget op på slagmarken. Det resulterer så i anderledes udseende ærtebøsser, hvis eneste nyskabende egenskaber er, hvilken farve de skyder med. Det ville have været fantastisk, hvis man skulle indsamle ny teknologi og herigennem hjælpe ens side.
Et andet område, hvor man virkeligt har fejlet er hele konceptet omkring udviklingen af ens soldater. Vi har jo alle siddet i originalen eller sidste års genfødsel og værnet hårdt om vores mænd velvidende at et dødsfald i marken ville betyde evig død. Det har været hårdt når ens Major, der ellers havde flest kills på samvittigheden, blev slagtet fordi man ikke sørgede for ordentlig opdækning. Konceptet er forsøgt løftet over i The Bureau, men i et spil med en gennemgående hovedperson, fejler det bare miserabelt. Man kan have to andre med på mission og de kan da også dø men udfordringen ligger i, at hvis agent Carter stiller træskoene, så ryger man tilbage til et tidligere checkpoint og så er ens medhjælpere pludselig i live igen. Det fjerner fuldstændigt indlevelsen man ellers kunne have i sine soldater.
Samtidig er hovedpersonen utroligt kedelig. Han er tydeligvis forsøgt som en tør karikatur på en grå agent fra perioden men han ender som netop det. Dertil er hans stemme leveret fuldstændigt uden nuancer. Det føles dybest set som om replikkerne bare læses op, uden vedkommende er opmærksom på sammenhængen de indgår i. Generelt er stemmeskuespillet under middel, og det trækker ned i oplevelsen selv om soundtracket faktisk er virkeligt godt.
Et område, der dog fungerer er selve kampene. Både én selv, samt ens medagenter, får løbende nye egenskaber og disse kan fint kombineres med hinanden taktisk. Under selve kampene kan man aktivere en form for slowmotion, hvor man kan dirigere rundt med sine agenter og samtidig beordre dem til at bruge deres egenskaber. Man finder hurtigt ud af, at spillets baner er bygget op så man skal bruge dette. Samtidig er den kunstige intelligens hos ens partnere fuldstændigt horribel, så det er virkeligt vigtigt med mikro-management. Når det så fungerer, kan spillet faktisk være ganske medrivende, og når man får vinklet en taktik ordentligt kan det være givende. Især når man virkelig får nogle ordentlige egenskaber, bliver det interessant.
I sidste ende er det faktisk spillets største svaghed. Det fungerer langt hen ad vejen som rent actionspil. Selv om denne del ej heller er enestående, og knirker lidt under den dårlige kunstige intelligens, er det alligevel fin underholdning. Udfordringen er, at alt den energi, stemning og potentiale, der ligger i XCOM licensen slet ikke bliver udnyttet reelt set kunne man sagtens fjerne XCOM fra navnet, og folk ville ikke nødvendigvis selv drage sammenhængen med originalen. Endelig så hæmmes et ellers nydeligt spil af en masse tekniske fejl, der sågar går ud over mellemsekvenserne. The Bureau er en gennemsnitlig oplevelse, der er præget af en for lang og ujævn produktionstid.
Facebook
Twitter
