Den klassiske Syndicate stemning er det i hvert fald lykkedes for Starbreeze at fange. En fornemmelse af, at her lades alt håb ude for dem der ikke er en del af et syndikat. At ligemeget hvad der sker omkring dig, så har et af samme syndikater haft en finger med i spillet. Til dem der ikke ved det, kan jeg kort fortælle, at i Syndicates univers er landegrænser udviskede og magten ligger hos gigantiske koncerner, kaldet syndikater (heraf titlen), der hver især tilbyder sin befolkning en komplet pakke af sundhed, underholdning, husly og alt hvad et menneske ellers har brug for. Til gengæld er man som enkeltperson bundet til sit syndikat via indopererede chips i hjernen.
Rigtig mange penge og endnu mere indflydelse er på spil i denne verden. Forretning er blevet til krig. En krig hvor soldaterne er sikkerhedsvagter iført fuld kampdragt og i nogle tilfælde energiskjold. Enhver hær har sine elitesoldater, og således også syndikaterne. Det er særligt udvalgte agenter, der fra barnsben er blevet trænet i at skyde og slås. Agenter der via deres indopererede DART chips er i stand til at hacke computerudstyr ved tankens kraft og skade andre mennesker. Det er i rollen som en af disse agenter, Miles Kilo, at man som spiller skal udføre missioner for Eurocorp.
Selve gameplayet virker rigtigt godt. Der er en god for fornemmelse af vægt, når man bevæger sig rundt, Miles reagerer på alle input med det samme, og man kan uden problemer udføre flere ting på én gang, og det er der brug for. Der skal både skydes og hackes, eller breaches som kaldes i Syndicate. Typisk kommer fjenderne i grupper, der består af flere forskellige typer, hvilket kræver flere forskellige typer breaches. Mens man breacher en fjendes energiskjold, kan man samtidig skyde på hans kumpaner, og er der rigtigt mange af dem, kan man med fordel aktivere DART Overlay. En slow motion tilstand, hvor Miles har radarsyn. Gør dig bare gode venner med denne feature fra starten af, for der er masser af fjender, og de er absolut ikke dumme. Tværtimod. Fjenderne går i dækning for dine skud, angriber dig fra én side, mens andre forsøger at flankere dig fra den anden. Den kunstige intelligens er bestemt godkendt, og bevirker at man ikke bare kan løbe og skyde sig hovedløst gennem missionerne. Syndicate kræver både omtanke og taktik, hvis man vil helskindet gennem alle spillets 20 baner.
Mellem banerne får man ind i mellem mulighed for at opgradere Miles Kilos DART chip. Opgraderingerne giver Miles nye, eller forbedrer eksisterende, egenskaber, og fungerer i princippet på samme måde som augmentationer gør det i Deus Ex: Human Revolution. Nogle forbedringer gør Miles mere modstandsdygtig overfor kugler, andre forbedrer breach applikationer, for eksempel ved at flere mennesker påvirkes ved påtvunget selvmord. Jep, man kan tvinge fjender til at begå selvmord, og det er super tilfredsstillende skulle jeg hilse og sige.
Så single player kampagnen er altså god? Ja, det er den, den er bare alt for kort. 5 timer tog det undertegnet, og så var den ged barberet som de siger ude på landet. Med mindre man vil have alle achievements, er der ikke det store incitament til at gennemføre single player delen flere gange. Man kan godt nok frit vælge mellem alle gennemførte missioner, men Miles Kilo starter uden nogle former for DART forbedringer. Disse kan dog vælges når missionen går i gang, men det havde alligevel været rart, hvis man som i co-op delen kunne bibeholde allerede aktiverede evner.
Længden er desværre ikke den eneste ridse i lakken på Syndicate. Af uransagelige årsager har man hos Strabreeze besluttet, at det ville være en god idé at indføre en quicktimer event hver gang man skal flå en dør op eller sparke end ventilationsrist ind. Det er det ikke. Det er dybt irriterende at få afbrudt et ellers godt flow med en besked om at hamre på X knappen, blot for at få adgang til en elevatorskakt. Der er ingen konsekvens ved ikke at gøre det. Quicktimer events kan være rigtigt gode, hvis de bruges rigtigt, det er de bare ikke blevet her.
Det samme kan siges om den såkaldte bloom-effekt. Det er en metode til at gøre lys mere realistisk i spil. I Syndicate er man åbenbart gået efter hyper-realisme for bloom-effekten er så voldsom, at store dele af spillet ses gennem, hvad der ligner et tykt lag vaseline. Alt er gnidret, og selv små lyskilder blænder. Generelt er Syndicate et flot spil, der glider afsted uden at hakke, og formår at præsentere en troværdig vision af fremtiden. Teksturerne er klare og detaljerede, men på grund af førnævnte effekt, ser man desværre bare alt for lidt til dem.
På lydsiden er der til gengæld ingen klager. Jo, måske fra naboerne hvis man skruer for højt op, for der er tryk på både musik og våben. Musikken er holdt i den for tiden populære dubstep genre, og uanset hvad man synes om denne, så fungerer den overordentligt godt sammen med Syndicate. Den heftige bas og de industrielle forvrængninger giver action sekvenserne et ekstra pift, uden at rive spilleren ud af den science fiction verden spillet foregår i. For våbenens vedkommende er der også skruet op for bassen, og igen; det er godt. En minigun, der fyres af for fuld skrue i en forhal, kan lave en masse dejlig larm. Faktisk så meget at næsten alle andre lyde drukner, og man som spiller sidder tilbage med den der gode fornemmelse, der ellers kun kan findes i de bedste actionfilm 1980erne har at byde på.
Hvis du har planer om at købe Syndicate, fordi du leder efter et nyt spil til at stille din Team Deathmatch tørst, så lad være. Spillet har ingen kompetitiv online del. Det betyder ingen Team Deathmatch, ingen Capture The Flag eller andre klassiske online discipliner. I stedet byder Syndicate på 9 co-op baner, hvor man sammen med tre venner eller i selskab med vildt fremmede, kan forsøge at løse forskellige opgaver. Bemærk ordet forsøge. Co-op er benhårdt, og hvis man ikke spiller sammen som hold, er chancerne for overlevelse nogenlunde lige så store, som en pose vingummibamser er i den lokale børnehave.
Opgaverne er såmænd ikke så komplicerede. De er en god blanding af elimineringsmissioner, tyveri af computere, beskyttelse af bestemte område og så videre. Det der gør dem svære er mængden af fjender. Der er nemlig rigtig, rigtig mange fjender at kæmpe imod, og de er lige så intelligente og skånselsløse som i single player delen. Lige så svært co-op kan være, lige så underholdende er det. Med sit eget Syndicate at holde styr på er der rigeligt at se til. Våben skal opgraderes, kontrakter skal opfyldes men vigtigst af alt, din personlige DART chip skal tilføres nye features, som kan benyttes i selve spillet. Selvfølgelig savner man at spille mod, og ikke kun med, andre mennesker, og især DART chippen kunne have fungeret godt som perk system, som det kendes i andre online skydespil. Alligevel skal Starbreeze have ros og respekt for netop ikke at kopiere selvsamme spil.
Syndicate er et spil for dem, der godt kan lide den såkaldte cyberpunk kultur, eller dem der leder efter en god co-op oplevelse. Single player delen skuffer en lille smule, og generelt må spillet betegnes som en metervare. Udover den voldsomme bloom-effekt skiller det sig ikke ud, hverken positivt eller negativt. En okay spil oplevelse, men heller ikke mere.
Facebook
Twitter
