Rock Band Blitz

Anmeldt af: Jens Nørup - 11. september 2012 - kl. 08:50
Del denne artikel:
8 0

Med Rock Band Blitz søger Harmonix at forny musikspillet - denne gang uden instrumenter, spørgsmålet er om det lykkes?

Det var svært at se en ende på musikspillenes stormløb op gennem 00'erne. Plastikinstrumenternes indtog gjorde det muligt for alle at forløse deres indre rockstar og med en endeløs række af udvidelser, var der altid et track, der passede til dit humør.

Men pludselig var det slut, på trods af de dyrt indkøbte instrumenter svigtede køberne; som de første trak Activision stikket på Guitar Hero og alle musikspils moder, Harmonix, stod tilbage med Rock Band serien, der ganske vist har høstet anmelderroser og gode salgstal, men som også er begyndt at vise metaltræthed på det seneste - den eneste løsning synes at være en fornyelse af genren og Harmonix er nu klar til det første skridt i revitaliseringen med Rock Band Blitz.




En af musikspillenes styrker har også været deres største svaghed - de mere eller mindre virkelighedstro instrumenter - enten elskede du at rocke igennem foran fjernsynet med din Fender/Gibson kopi eller også var du ved at dø ved tanken om at andre skulle se dig iført noget der ligner en billigt produceret plastik ukulele med ditto trommesæt. Lad det derfor være sagt med det samme; Rock Band Blitz minder ikke på nogen måde om de tidligere instrumentafhængige musikspil.

Istedet for at gribe et instrument, kan du denne gang holde dig til din almindelige Xbox controller. Dette vil utvivlsomt være et stort plus for nogle, mens andre, og til en vis grad undertegnede, synes hele ideen med et rytmisk musikspil går lidt i fløjten, når man dropper instrumenterne til fordel for en mere tilfældig jagt på point, men mere om det senere.

Har du spillet nogle af de tidligere spil i Rock Band serien, vil du straks føle dig hjemme i Blitz' grafiske univers, alt er som du kender det, helt ned til de stiliserede instrument ikoner. Som tidligere antydet er gameplayet langt fra de klassiske Rock Band spil - de nærmeste slægtninge må være de ældre Harmonix titler som Frequency og Amplitude. Det vil sige at du stadig spiller en sang ved at ramme de rigtige 'noder', men hvor serien tidligere har været kendetegnet af jagten på perfektion og korrekt spillede sekvenser, gælder det nu om at optjene så mange point som muligt uden nødvendigvis at spille sangen korrekt.




Som altid har du dit spor eller 'track', hvor du skal ramme noderne i takt til musikken. Hvor du tidligere lagde dig fast på ét instrument, for eksempel guitar eller trommer, kan du nu springe rundt mellem sangens op til 5 spor; trommer, bas, guitar, sang og keyboard. Dette giver dig mulighed for at jagte de forskellige power-ups der viser sig på vejen, samt at forhøje din sammenlagte score ved at maksimere hvert spor inden du når en fastlagt grænse.

Dette giver en fin følelse af action, da der hele tiden sker noget og man ofte må tænke strategisk over hvilket spor man skal vælge for at få maksimal score. Det er dog også med til at udvande spillet, da man aldrig opnår den glæde det tidligere har været at spille en sang perfekt. Istedet er det en endeløs jagt på point, der i mine øjne fjerner fokus fra musikdelen af spillet. Der bydes naturligvis på masser af knaptryk, der truer med at invalidere utrænede fingre, men jeg havde aldrig følelsen af at 'spille' sangen - noget der har været essentielt for genren indtil nu.

Efterhånden som du spiller dig igennem sangkataloget, optjener du point, der kan bruges til at indkøbe power-ups. Disse findes i mange udgaver, for eksempel en bombe, der sprænger et område af noder, så du ikke behøver at spille dem eller et ”ekstra bandmedlem”, der spiller et spor for dig, mens du kan koncentrere dig om et af de andre. Du kan aktivere op til tre power-ups samtidig, hvilket giver gode muligheder for at samle en masse point.

Og netop power-up'en med det ekstra bandmedlem, bringer mig hen til en af Rock Band Blitz' store mangler - Blitz er for én spiller og én spiller alene. Der er en udmærket Facebook integration, der giver dig mulighed for at udfordre venner og optjene ekstra point, men i sidste ende vil du altid sidde og spille alene. En del af charmen ved at spille musikspil var jo netop at samle vennerne for at give den gas foran flimmeren, men denne del er altså udeladt i Rock Band Blitz.




Netop multiplayer muligheden, havde ellers været oplagt hvis man har investeret i nogle af seriens tidligere spil. Helt i tråd med filosofien bag Rock Band serien, er det således muligt at spille alle de sange man måtte have liggende fra tidligere udgivelser og de medfølgende 25 sange der er i Blitz, kan uden problemer importeres til dit gamle Rock Band spil. Med et hastigt voksende sangkatalog på flere tusind sange, er det forståeligt hvis Harmonix kan have svært ved at finde inspirationen når der skal findes nyt indhold til deres spil. Men det medfølgende sangkatalog i Rock Band Blitz, står som seriens svageste. Der er ikke nogen sammenhæng i sætlisten, der veksler mellem nye hits og gamle travere - og så de obligatoriske Emo og Nu-Metal numre, der desværre endnu engang fylder en hel del på listen.

Grafisk befinder vi os som tidligere beskrevet i det kendte Rock Band miljø. De forskellige arenaer og spillesteder er dog erstattet af en temmelig ensformig vej gennem en storby, og bliver aldrig rigtig interessant. Lydsiden benytter sig af seriens kendte signatur, hvor korrrekt afspillede noder resulterer i at det instrumentspor du spiller høres ekstra tydeligt - for mig ødelæggger det oplevelsen lidt, da den evige skiften mellem sporene gør lydsiden meget fragmenteret. En anden mangel er feedbacken fra publikum, der i tidligere spil var meget tydelig når man aktiverede en power-up, men her er den nærmest ikke eksisterende.

Har du haft lyst til at spille musikspil, men aldrig brudt dig om de indtil nu, uundgåelige instrumenter, så byder Rock Band Blitz på en gang letbenet underholdning, der dog aldrig bliver rigtig udfordrende. Er du rutineret plastikguitarist vil du hurtigt blive irriteret over Blitz' manglende anerkendelse af din virtousitet, men til gengæld begejstres over en billig mulighed for at udvide musiksamlingen med 25 numre.
Fakta
Rock Band Blitz

Rock Band Blitz

PlatformXbox 360 Arcade
UdviklerHarmonix
UdgiverHarmonix
Spillere1
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 12
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Tiltrængt fornyelse af universet, god integration med tidligere Rock Band spil
Ensformigt i længden, mangler følelsen af at spille et instrument
Gameplay:6.0
Grafik:7.0
Online:-
Holdbarhed:5.0
Overall 6.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.