Fem spillere møder fem andre spillere. Det ene hold skal angribe et objekt, imens det andet hold skal forsvare det. Når man dør, så respawner man ikke. Det hold der til sidst løser deres opgave eller slår alle fem modspillere ihjel, har vundet runden. I næste runde skiftes der side. Der spilles til bedst af fem i en standardkamp. Så simpelt kan Rainbow Six Siege beskrives, for så simple er reglerne egentlig. Der hvor Siege til gengæld alligevel excellerer er i de taktiske finesser og strategiske muligheder. Siege er et virkelig godt eksempel på et spil, hvor talemåden ”let at lære, svært at mestre” gør sig gældende, og så er det et spil, der på fineste vis belønner taktisk forståelse, masser af træning og effektivt samarbejde.
Spillet introducerer fra begyndelsen fem af verdens forskellige antiterrorenheder, nemlig britiske SAS, amerikanske FBI SWAT, franske GIGN, russiske Spetsnaz og tyske GSG 9. Fra hver enhed er der fire operators, eller operatører, fordelt med to angribere og to forsvarere. Der er altså i alt ti operatører på hver side. Inden runderne skal hver spiller vælge sin operatør til runden, og ikke to spillere kan have den samme. Man kan kun benytte operatører efter at have låst dem op med spillets valuta, renown, som optjenes i forbindelse med fuldførelse af forskellige udfordringer samt efter hver kamp. Det tager tid at låse alle operatører op, og det tager tid at finde ud af, hvilke operatører man personligt arbejder bedst med. Jeg har på nuværende tidspunkt spillet næsten 150 runder, og jeg har stadig kun låst op for seks angribere og syv forsvarere.
Udover at alle operatører har fællestræk og kan nogle af de samme ting, så har de også alle deres egne, særlige forcer i form af særligt udstyr. For eksempel kan kun én operatør benytte ”thermite plasma” til at brænde igennem ekstra styrkede vægge, en anden har granater med giftgasser, en tredje kan sætte booby traps i vinduer og døre, nogle har skjolde, andre har shotguns og så videre. Spiloplevelsen med de forskellige operatører er meget varieret og det er vigtigt, at holdet som enhed kan forstå at benytte de styrker man har med på en taktisk god måde. Rainbow Six Siege er et svært spil, og det hold, der bare bruser fremad og tømmer det ene magasin efter det andet i vildskab, vil med sikkerhed tabe. Og formentlig også ret hurtigt.
Kan man forstå det, og kan man sætte pris på et spil, hvor man dør efter at være blevet ramt meget få gange, ikke respawner før næste runde og i øvrigt bliver belønnet for tålmodighed, taktisk finesse og kreativ tankegang, så er Rainbow Six Siege noget af det lækreste og fedeste, der nogensinde er lavet. Og man vil med øvelse komme til at opleve sig selv lave nogle manøvrer, man aldrig troede var mulige. Her får man i høj grad mulighed for at lukke sin indre elitesoldat ud. Styringen er god og præcis, elementer som døre, vægge, vinduer, væltede borde, sofaer, med videre, reagerer rent fysisk på det man laver, som man kunne forvente, og jeg synes alt i alt, at man sidder med en klar følelse af, at når man dør eller taber en kamp, så er det fordi man var taktisk og fysisk dårligere end de andre. Frustrationer kommer der rigeligt af, og man vil ofte dø på en irriterende måde. Det er i sig selv virkelig frustrerende at dø og derfor ikke kunne hjælpe holdet med runden. Man vil dog bagefter med stor sandsynlighed kunne reflektere og indse, at det ikke skyldtes latterlige spawnpoints eller andre dumme ting i spillet, som man ikke selv var herre over. Og det alene gør spillet enormt motiverende at forbedre sig i. Banerne, de forskellige operatører og de mange muligheder de tilsammen giver, gør også, at to runder aldrig er ens. Og når nu vi nævner banerne, så kan det siges, at der er ti baner, som hver kan genereres både med dag og nat.
Udover at spille online fem-mod-fem, hvor der i øvrigt kan spilles tre forskellige former for Team Deathmatch, nemlig ”hostage”, ”secure area” eller ”bomb”, så kan man spille Terrorist Hunt, hvor fem spillere skal rydde kortet for AI-styrede fjender. Disse fjender bliver af gode grunde aldrig ligeså taktisk kløgtige som mennesker. De er dog tilpas farlige og aggressive til, at udfordringen alligevel er god og sjov. Det eneste der kan spilles uden at være online er spillets ti forskellige situationer, som udover at belønne spilleren med op til tre stjerner og renown, også fungerer som en række udmærkede træningsmissioner, hvor man lærer alle spillets forskellige facetter at kende.
Desværre kommer vi ikke uden om, at Rainbow Six Siege i øjeblikket også har store, store problemer. Det skal med det samme siges, at når spillet kører, så kører det upåklageligt. Jeg har endnu ikke i mine mange runder oplevet nogen former for lag. Jeg har dog to gange oplevet, at min mand frøs og ikke ville flytte sig fra det sted han stod da runden begyndte. Jeg har flere gange oplevet, at jeg som et lyn fra en klar himmel blev smidt ud af kampene og direkte til hovedmenuen. Resultatet af dette er, at man ingenting får med sig rent xp-mæssigt og i form af renown. I et spil, hvor det sommetider kan være en stor præstation overhovedet at få et enkelt kill, der er det virkelig demotiverende ikke at kunne høste frugterne af sit arbejde. Spillet kan kronisk som standard ikke logge på serverne når det startes op. Man får en fejlmeddelse hver gang, hvorefter man alligevel kommer på inde i spillet.
Endnu værre er det dog, at det sommetider er praktisk talt umuligt at blive tilknyttet en kamp. Problemet var virkelig stort for få dage siden, hvor jeg på hold med Xboxlifes chefskribent brugte i nærheden af en time på kun at komme ind og spille to kampe. Problemet er at dømme ud fra kommentarer fra brugere på spillets forum større i takt med at man er flere på et samlet squad. I går var problemet ikke ligeså stort, og der kørte det generelt en del bedre. Om det kørte bedre fordi weekendpresset var væk eller fordi Ubisoft har taget konsekvensen af de massive mængder af rasende spillere, der fyldte deres forum med utilfredse meldinger, det vides ikke. Vi må se tiden an. Uanset hvad, så er det uacceptabelt at man i et ”online-only” spil ikke bliver serviceret med en ordentlig serverkapacitet. Især med tanke på, at Ubisoft har gjort så stort et arbejde ud af deres betatesting, både lukket og senest åben.
Rent grafisk er Rainbow Six Siege et rigtig fint spil. Til tider kan man godt føle, at detaljegraden på bygninger og andre genstande er lidt flad og udetaljeret, men generelt, så er grafikken flot og levende. Især effekterne giver spillet sit udtryk, og her må man sige, at alt hvad der opstår af smadret inventar, røg fra granater, blodsprøjt ud over vægge og lofter, og hvad der ellers opstår som følge af de intense kampe, det er godt lavet. At man så i øvrigt samtidig sjældent har særligt meget tid til at læne sig tilbage og nyde grafikken, fordi man ved, at der formentlig er nogen i nærheden, der vil slå en ihjel, det er en anden sag.
På lydsiden leveres et meget sparsomt soundtrack, der primært kører i ring i menuerne. Det er i spillets lydeffekter, at den helt store skat ligger gemt. Udover at lydene fra våben, pigtråd der rulles ud, vægge der forstærkes, døre der barrikaderes, skruemaskiner der monterer fælder og meget andet, er gode og lyder rigtige, så er lydniveauet på en eller anden måde skruet op til brug for selve den taktiske spiloplevelse. Lyde fra fodspor på etagen ovenover, på en tagkant udenfor eller brædder på et vindue der flækkes med en geværkolbe, er høje og intense. Man kan konstant høre, hvordan fjenden rumsterer rundt. Og bare det at forsøge at fornemme, hvor tæt fjenden er på, er intenst og skaber en ufattelig fed følelse af paranoia. Rent taktisk giver det også muligheden for at bruge lydtaktikker for at snyde sine modstandere. Vi giver her på siden ikke karakterer for lyd. Vi beskriver den kun. Hvis vi gav en karakter ville den dog være helt i top. Sjældent er lyden så vigtig for spiloplevelsen som i Rainbow Six Siege.
Alt i alt har vi i Rainbow Six Siege med et spil at gøre, som ikke er for alle. Det må vi slå fast. Hvis man griber dette spil an på samme måde, som når man spiller Call of Duty eller Battlefield, så vil man dø hurtigt og tit. Siege inviterer til at gribe tingene an på en ny måde, og det tager tid at blive god til. Kan man værdsætte et spil, hvor taktik er i det absolutte højsæde, og hvor man kan dø pludseligt og nådesløst, og bagefter tålmodigt vente til næste runde går i gang, så får man til gengæld også med Siege en spiloplevelse, der er noget af det mest tilfredsstillende der overhovedet findes, når det fungerer og man laver det gode, velovervejede indgreb. Og man får et spil, hvor mulighederne nærmest er uden grænser, når det kommer til, hvordan man vil gribe tingene an. Øvelse og samarbejde bliver belønnet. Selvfølgelig med xp og ingame valuta, men i højeste grad i virkeligheden bare med en tilfredshedsfølelse, jeg sjældent har oplevet bedre i et andet spil. Indholdet kan ved første øjekast virke en smule i underkanten og til den smalle side. Jeg synes dog hurtigt det gik op for mig, at det er ligegyldigt, fordi det er spillerne selv, og den alsidighed hver kamp har i forhold til den forrige, der gør, at dette spil bliver ved med at virke nyt og spændende.
Vores samlede karakter afspejler Rainbow Six Siege som det står nu, med den ustabile og alt for dårlige serverkvalitet. I et spil, der i så høj grad afhænger af, at folk kan komme online og forblive online, der er det alt for stor en faktor til blot at slå det hen som noget, der måske bliver bragt i orden. Hvis Ubisoft får endegyldigt styr på serverne, så kan der lægges 2,0 til den samlede karakter.
Facebook
Twitter
