Det største problem med de sidste års udspil har været, at selv om man på banen kunne have øjeblikke af ren fodboldmagi, så blev disse øjeblikke forpurret af tekniske problemer. Spillernes tyngde føltes ikke rigtig, bolden opførte sig til tider ejendommeligt, man kunne blive fanget i animationer og især forsvarernes løbemønstre efterlod noget tilbage at ønske. Heldigvis har man adresseret flere af disse emner i år, og efter at have siddet en del timer foran skærmen er jeg efterladt med et ganske positivt overordnet indtryk.
Hvis man skal starte med glasuren, så kan det ikke betvivles at PES halter voldsomt efter FIFA. Deres beslutning med kun at have enkelte licenser, som man blander med opfundne hold, virker stadig halvhjertet. Det bryder bare noget af illusionen, når man egentlig godt ved hvilket hold og spillere det drejer sig om, men alle navnene er fordrejet. Kombinerer man det med, at spillerne på alle ikke licenserede hold er markant mindre detaljerede end de få licenserede, får man endnu et hak nedefter. Når de flot gengivne spillere fra Barcelona møder et hold af udetaljerede kloner er det bare ikke optimalt.
Licenserne til Champions League samt Copa Libertadores er dog rigtigt godt integreret, og det driver altså af stemning når åbningsmelodien fra Champions League toner frem, og man gør klar til de afgørende kampe i gruppespillet. Af lokal interesse er såvel FCK samt FCN repræsenteret, selv om man også her vil blive mødt af en flok spillere, der ikke har meget lighed med virkelighedens inspirationskilde.
Kan man se igennem glimmeret og i stedet fokusere på spillet på banen, så venter der sig faktisk en behagelig overraskelse. Man har skiftet den grafiske motor ud, og det har medført, at der er kommet en klart bedre fornemmelse for fysik over begivenhederne. Det er måske ikke på et niveau som FIFA, hvor man prøver at modellere spillernes individuelle fysik, men det er i hvert fald på et niveau, hvor kropstacklinger er blevet en del af spillet. Ud over at spillerne nu kan tørne sammen, har man også givet mulighed for at skubbe med overkroppen på højre styrepind. Det er bestemt ikke essentielt for spillet, men det er faktisk en ganske rar mulighed at have eksempelvis på dødboldsituationer. Udfordringen er, at selve udførelsen ikke er så let som det måske lyder, og for mig endte det lidt som en biting.
Spillets største force er i min optik pasningsspillet. Når man først har fået fornemmelsen for spillet, så kan man sammensætte nogle utroligt flotte serier af afleveringer, der vitterligt både er visuelt og funktionelt glædende. Ikke at det er let bestemt ikke afleveringsserier er ikke blot hovedløse knaptryk, hvor maskinen automatisk finder næste spiller. I stedet er det noget, hvor øvelse og fokus langsomt vil løfte dig, og det er noget som virkeligt virker belønnende. Man kan også selv vælge hvor meget styring man vil have over afleveringerne. Første gang man prøver en gennemspillet pasning, og der dukker et kryds op som drøner frem på banen bliver man lettere overrasket. Man kan dog slå dette fra, men det er lækkert at have muligheden for at skræddersy sin spillestil og dermed også sværhedsgrad.
Det er også lykkedes Konami at gøre glidende tacklinger mere funktionelle. Der var flere gange, hvor mine spillere fik kroget bolden uden at nedlægge manden hvilket kunne være med til hurtigt at vende spillet. Det er naturligvis stadig lidt et væddemål om man kan tackle uden at hive en advarsel, og jeg synes der var flere gange hvor bolden tydeligt blev ramt først, og der alligevel blev dømt frispark. Samlet er oplevelsen dog, at det er et defensivt våben, som er blevet mere brugbart. Stående tacklinger er igen et spørgsmål om placering og timing, og kombineret med den større fokus på masse føles det mere naturligt. Der var dog gange, hvor jeg havde en fornemmelse af, at spillerne blev bremset på lidt mystisk vis. Når to spillere var tæt på hinanden, men angriberen så ud til at have højere hastighed og burde komme klart igennem, føltes det nærmest som den usynlige elastik, der eksempelvis kan ramme bilspil: I stedet for at slippe igennem blev hastigheden sat ned.
Det virker også som om man har prøvet at optimere den kunstige intelligens. Det er især noget man bemærker i medspillernes løbemønstre når man angriber, hvor de tydeligvis er blevet mere opmærksomme på at prøve at løbe dybt. Jeg synes dog stadig at det halter i forsvaret, hvor spillere nogle gange virker alt for nonchalant og tilsyneladende nærmest ignorerer bolde der ellers er forholdsvist tæt på. Det virker lidt som om, at de ikke bliver aktiveret tidligt nok. Dertil så mangler deres defensive indgreb nerve, hvor det ikke skinner igennem at en fyr eksempelvis er sidste mand. Det kan være en person, der har været involveret i kamp om bolden, og derefter virker lidt fanget i en animation for at komme på benene igen.
Pro Evolution Soccer 2014 er dog samlet en rigtigt god pakke, hvor spillet på banen efterhånden har ramt et rigtigt solidt niveau. Det føles reelt set som om det nytter at variere sit spil, og øvelse gør vitterligt mester. Grafikken er lidt en blanding, hvor licenserede hold fremstår knivskarpt, der er masser af liv og lyseffekter på stadion og det hele bare føles mere levende end før. Til gengæld er andre hold gengivet livløst, og det kommer til at stå i modstrid med resten. Kan man leve med ikke at få hele pakken med licenser med, er det dog denne gang et reelt modspil til FIFA serien, der til gengæld føles som om den lidt har ramt tomgang her op mod frigivelsen af den nye generation konsoller.
Facebook
Twitter
