Portal 2

Anmeldt af: Andreas Gajda Kristensen - 26. april 2011 - kl. 20:41
Del denne artikel:
14 0

Lever Portal 2 op til forventningerne? Vi har kigget nærmere på efterfølgeren til Valve's klassiker fra 2007.

Shooter-genren er uden tvivl en af de mest populære. Genrens popularitet har gjort, at vi i dag ser rigtig mange skydespil på markedet, hvilket jo i og for sig også er ganske fint. Tendensen er bare, at rigtig mange af skydespillene, minder utroligt meget om hinanden. Bevares - der er da forskel på spillene, men rent gameplay-mæssigt er de spiloplevelser man får, meget lig hinanden. Af denne grund kan man indimellem godt mærke en sult efter nytænkning fra spiludviklerne.

I 2007 udgav Valve, som en del af spilsamlingen The Orange Box, spillet Portal (senere udgivet på Xbox LIVE Marketplace), som i den grad tilførte genren en dosis nytænkning. Spillet har allerede den dag i dag, opnået en vis form for kultstatus pga. dets fascinerende gameplay, som kombinerede fps- og puzzle-genren, hvor blandt andet fysik og tyngdekraft var gjort til centrale omdrejningspunkter i spillet.




Valve er nu cirka fire år senere klar med efterfølgeren Portal 2. I Portal 2 bliver spilleren, ligesom i det første spil, placeret i en række testkamre, som hver især udgør en puzzle. Der er kun én vej ud fra et kammer, og det er op til spilleren at regne ud, hvordan denne vej skal findes. Det eneste redskab spilleren har i sin besiddelse, er den såkaldte ”Portal gun”, der med skud kan placere portaler på bestemte overflader i kamrene. Portalen gun'en kan oprette to portaler - en orange og blå, som tilsammen skaber en visuel og fysisk forbindelse mellem to steder. Det er spillerens opgave at gennemskue puzzlen og regne ud, hvordan og hvorledes han/hun skal placerer portalerne i det pågældende kammer for at nå til udgangen.

Efterhånden som man kommer længere hen i spillet, bliver man præsenteret for flere puzzle-elementer, og dermed bliver det hele mere og mere kompliceret. Til sammenligning med det første Portal, er Valve blevet en tand mere kreative, hvilket man især vil opdage senere i spillet. Elementer som eksempelvis lysbroer, gele og tunneller vil nemlig være at finde i nogle af de senere puzzles. Hvor lang tid man bruger i hvert testkammer afhænger af ens evne til at gennemskue den. Nogle gange kan man føle sig som en komplet idiot, fordi man har overset noget komplet åbenlyst - andre gange føler man sig næsten som et geni når man endelig gennemskuer, hvordan en kompliceret puzzle skal løses.




Sværhedsgraden i Portal 2 er perfekt til et bredere publikum. En puzzle er aldrig så let, at den kan gennemskues ved første øjekast, men ej heller så indviklet, at den ikke kan løses, hvis man bruger lidt tid og gennemgår hvert enkelt led og leder efter ting man muligvis har overset. Spillede man det første Portal, vil nogle af de første testkamre være meget lette, da man allerede kender til nogle af spillets grundelementer. Dog er det alligevel rart, at Valve fra starten ikke kaster nye spillere ud i alt for uoverskuelige puzzles, men også giver dem en introduktion.

Historien i det første Portal fyldte ikke meget, men det var i stedet en demonstration at det nytænkende og anderledes gameplay, der blev sat i fokus. Det er stadig det anderledes og fascinerende gameplay, der vægter mest i Portal 2, men Valve har denne gang skabt en mere dyb historie med et par interessante karakterer. Uden at røbe for meget, så er robotten GlaDOS, som vi mødte i det første Portal tilbage, og hendes karaktér er denne gang mere interessant, dyb og psykotisk. De få andre karakterer man møder gennem spillet er gennemarbejdet, og man kan tydeligt mærke, at Valve har gjort sig umage på dette punkt.




Portal 2 kører på en opdateret version af den efterhånden noget gamle Source grafikmotor, som vi blandt andet kender fra Half-Life 2. Selv om grafikmotoren er gammel, så klarer den opdaterede version sig alligevel godt og er særdeles stabil, og blandt andet lyseffekterne og fysikken tager sig rigtigt godt ud i spillet. Miljøet kan på den ene side virke en anelse sterilt, men på anden den anden side er den med til at fremhæve den kolde og kyniske stemning som spillet har. Portal 2 er til sammenligning med det første spil blevet en anelse mere farverigt, og der er en større variation i miljøerne og teksturerne.

Som noget nyt byder Portal 2 på co-op for to spillere, og Valve har designet en hel kampagne til formålet. Gameplayet er oplagt til co-op, og det er derfor kun glædeligt, at Valve med Portal 2 har taget skridtet og udviklet en multiplayer-del, som i øvrigt kan spilles både lokalt eller over Xbox LIVE. Valve har indarbejdet nogle gode elementer, som gør det lettere for spillere at kommunikere med hinanden i co-op. Blandt andet kan man lave markeringer på vægge, som kan fortælle den anden spiller, hvor man ønsker, at han/hun skal placere sine portaler.

Co-op delen stiller krav til ens kommunikative evner, da det er afgørende, at man kan forstå hinanden, når man skal løse de til tider indviklede puzzles. Samarbejde er altså alfa og omega for at man kan komme videre i kampagnen. Co-op delen er yderst gennemført og er ubetinget en af de bedste co-op oplevelser på Xbox og dette skyldes blandt andet, at Valve har designet baner specifikt til co-op, hvor begge spillere involveres og altså ikke bare er gentagelser fra singleplayer-delen, hvilket er rigtig lækkert.




Portal 2 er alt, hvad der kunne ønskes at en efterfølger til Portal. Spillet har meget mere indhold end forgængeren, besidder ny kreativitet og byder på en yderst velskabt og gennemført co-op kampange. Spillet har en god historie og et par få dybe og gennemarbejdede karakterer. Valve har formået at bringe det fascinerende og yderst gennemførte gameplay fra det første Portal videre til en særdeles helstøbt titel, der uden tvivl bliver blandt et af de bedste spil anno 2011.

Kan du lide at løse gåder og et anderledes, men særdeles fascinerende og gennemtænkt gameplay – og savner du et afbræk fra de ofte ensformige skydespil, så er Portal 2 helt afgjort et spil du skal eje.
Fakta
Portal 2

Portal 2

PlatformXbox 360
UdviklerValve Corporation
UdgiverValve Corporation
Spillere1-2
Udgivelsesdato21-04-2011
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 12 Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:9.5
Grafik:9.0
Online:9.5
Holdbarhed:9.0
Overall 9.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.