Pid er på overfladen et kendt syn på Xbox Live Arcade-markedet. Der er tale om et 2D platform spil, en særpræget grafisk stil, en mærkbar sværhedsgrad og alt i alt virker det lidt som en hyldest til en svunden æra indenfor spilindustrien. Det er naturligvis ikke en dårlig ting, men det kan være medvirkende til at Pid bliver overskygget af titler som Braid, Limbo, Super Meat Boy eller lignende, og det ville være en skam, for Might & Delight har skabt et virkelig godt lille spil, som er på grænsen til det geniale.
I Pid spiller du som den lille dreng Kurt, der på vej hjem fra skole falder i søvn på den intergalaktiske bus, og da han vågner igen, befinder han sig på en fremmed planet fyldt med andre mennesker, som har lidt samme skæbne, og disse personer har forgæves ventet på en ny bus i flere hundrede år. Opsat på at komme hjem igen drager Kurt ud for at finde en ny vej hjem. Der går ikke lang tid før han opdager en af planetens mange hemmeligheder, og kommer i besiddelse af en kugle, der tillader ham at skabe op til to stråler, som ophæver tyngdekraften, og herefter tager tingene for alvor fat.
Historien i Pid er ikke specielt dyb eller innovativ, men jeg nød virkelig at følge Kurts eventyr, som tager spilleren nogle fantastiske steder hen, fyldt med onde væsner, som vil tage den magiske kugle fra Kurt, mærkelige robotagtige fjender, konspirationsteorier og en enorm mængde af personlighed og charme. Noget som bestemt er med til at skabe denne charme, er spillets visuelle side. Pid er et særdeles smukt spil. Den grafiske stil passer perfekt til den charmerende historie, og med denne stil står Pid for nogle af de visuelt mest spektakulære baner og boss kampe jeg har set i år, overhovedet. Spillet byder desuden på, hvad der for mit vedkommende, er blandt det bedste og mest atmosfæriske soundtrack jeg længe har hørt i et spil. Med en perfekt blanding af jazzet stemningsmusik i de mere stille stunder og rock når der er for alvor er tryk på, runder soundtracket spillets præsentationsside af på fremragende manér, og jeg vil gå så langt som til at sige, at Pid er det spil, som kommer tættest på den charme, som befinder sig i Disney filmen Up, hvilket muligvis er det største kompliment, der kan komme fra min side af.
Der findes dog mere i Pid end bare den visuelle og lydmæssige kvalitet i det store hele har udvikleren også skabt et rigtigt godt og solidt puzzle platformsspil. Så snart Kurt får fat på den geniale kugle, så åbnes der for en masse spændende baner, der byder på et par gode hovedbrud. Spillet er ikke i samme sværhedsgrad som Braid når det kommer til diverse gåder, men jo længere man kommer ind i spillet jo mere skal man tænke sig om før man kan komme videre. Det er dog mest i form af platformrelaterede gåder, at spillet tager sin egentlige udfordring. Med masser af dødelige lasere, skarpe pigge, raketter og et hold af fjendtlige skabninger, der alle er ude på at slå lille buttede Kurt ihjel er der nok, som skal forceres, og heldigvis får man et fint arsenal til rådighed.
Udover de to tyngdekraftsstråler, som kan kastes på næsten alle overflader og påvirke halvdelen af fjenderne, så findes der også andre genstande, som hjælper Kurt på vej. Idet Kurt kun er en lille dreng, er det ganske naturligt at han hurtigt stiller træskoene, en enkelt berøring med et fjendtligt objekt resulterer i hans undergang. Heldigvis kan han bevæbne sig med bomber, røgslør, bærbare lasere og andre ting for at holde alt ondt på afstand, og ligeledes kan han også bære en beskyttende vest, som tillader ham at modtage mere end et slag. Alle disse ting kan i starten kun bæres i en begrænset kapacitet, men efterhånden som spillet skrider frem øges antallet. Og Kurt får virkelig brug for hele arsenalet når det kommer til bosskampene, der desværre kun er imponerende rent visuelt.
Bosskampene i Pid følger den gammeldages model, ingen checkpoints, masser af angrebsvariationer, masser af liv og ingen hints til, hvad man egentligt skal gøre, og generelt kan det blive en ufatteligt frustrerende oplevelse når man kun kan modtage et eller to slag før der skal startes forfra. Bedre bliver det ikke af, at de genstande som er mest hjælpsomme har en tendens til ikke at fremkomme specielt ofte under disse kampe, og helt skidt bliver det da først når den lettere tunge og langsommelige styring også kommer til at drille. Specielt den afsluttende dyst lider af det problem, idet Kurt skal bruge en slangebøsse, som uden tvivl er spillets mest besværlige våben, mod en fjende der kan flyve hurtigt, skyde næsten lige så hurtigt og hvis projektiler kan gå gennem objekter.
Nogle nyder måske denne udfordring, og jeg vil da også indrømme at det var ganske tilfredsstillende selv at opdage måder, hvorpå man kunne undgå angreb eller skade bossen mere end én gang, men derefter kan det stadig tage halve timer inden den er nedlagt, hvilket ærlig talt ødelægger spiloplevelsen en smule for mig. Det er fint nok med udfordring i spil, men Pids bosskampe tager skridtet videre og det bliver en tand for meget, så hvis man har mangel på tålmodighed skal man nok tænke sig lidt om, før man giver sig i kast med Pid, ellers ender man muligvis som jeg, der nu lider af et voldsomt had til røde balloner.
Det er en skam med disse voldsomme stigninger i sværhedsgraden, for resten af spillet er lavet med stor omtanke. Her findes der masser af checkpoints og det bliver aldrig så svært, at jeg ønskede at slukke spillet og aldrig røre det igen. Derudover indeholder spillet en udmærket mængde af indhold, udover gemte genstande og lignende ting i spilverden, åbnes der for en ny sværhedsgrad når spillet er gennemført, og ydermere er der mulighed for lokal co-op, som bestemt kan gøre spillet til en lidt anden oplevelse, da spillerne kun har en magisk kugle at kaste med hver.
Pid er et spil, som kommer overraskende tæt på at blive noget specielt, men grundet spillets bosskampe og til tider hæmmende styring når det aldrig derop. Det tog mig lidt over ni timer at gennemføre det lille arcade spil, og jeg nød virkelig de seks af dem, men når jeg for mere end tyvende gang satte mig til at kæmpe mod en af spillets mere frustrerende bosser, så begyndte irritationen og lysten til ikke at spille det mere så småt at komme, hvilket lader til at være normalt, idet jeg på gennemførelsestidspunktet var den sjette hurtigste i verden ud af femten personer.
Er du ikke typen, som let bliver frustreret og har du lyst til at spille et virkelig flot, og ja jeg nævner det igen, charmerende spil, så er Pid et virkelig godt bud, og selv hvis tålmodigheden umiddelbart ikke er til stedet i forbindelse med nogle af de ting som spillet kan byde på, er der alligevel nok gode ting til at overse de fleste af problemerne.
Pid er tilgængelig på Xbox Live Marketplace lige nu, og kan købes for 800 Microsoft Points.
Facebook
Twitter
