Peter Jacksons King Kong

Anmeldt af: Peder Hindborg (MirageDK) - 30. januar 2006 - kl. 00:08
Del denne artikel:
18 0

Hvis du endnu ikke har set filmen, følger her et hurtigt resumé af spillets handling. Jack Black spiller den gale instruktør, som i søgen efter en storfilm sejler sit filmhold og skibets besætning ud til den ukendte ø Skull Island. Her finder filmholdet snart ud af, at de indfødte ikke er specielt gæstfrie. De indfødte prøver faktisk i samme åndedræt at ofre Jack Blacks heltinde til en stor abe, kaldet Kong, som bor på øen. Nu prøver filmholdet så, ledet af manuskriptforfatteren Jack, at finde heltinden Ann. I sin søgen bliver de mødt af alt fra kæmpe firben til… ja flere kæmpe firben.







Gameplay
Spillet udfolder sig på en ø, som går under betegnelsen Skull Island, hvilket egentlig er meget rammende for en ø, hvor alting bare skal være større end gennemsnittet. Fra start får du lov at bevæge dig rundt i rollen som Jack. Jack er i begyndelsen intet andet end en forkølet lille manuskriptforfatter, der ikke kan forstå, hvordan han er havnet på denne ugæstfrie ø. Men han falder hurtigt for spillets heltinde, der hele spillet igennem kun er iført en gennemsigtig natkjole. Ja ja, det skal ikke være store aber alt sammen.







Men Jack bryder hurtigt ud af rollen som nervøs manuskriptforfatter. Med spyd og shotgun er han vel en ekstrem actionpræget version Indiana Jones, og det fungerer egentlig meget godt. Igennem spillet får Jack lov at prøve en række forskellige våben i sin kamp for at springe over i fødekæden. Alle disse våben findes selvfølgelig ikke på øen i forvejen, men bliver kastet ned med faldskærm i små kasser af skibets vandflyver. Ja der er tilsyneladende pyntet lidt på historien, men den altødelæggende shotgun lader dig acceptere dette faktum i sidste ende. Derudover kan Jack finde spyd i form af knogler, der stikker op af ådsler rundt omkring på øen eller spyd, de indfødte har glemt. Spydene er efter min mening det sjoveste våben, der i bedste Painkiller stil kan hæfte de forskellige fjender fast til træer og lignende, og hvis det ikke er nok, kan du sætte ild til de forskellige spyd og brænde græsset af på banen. Ja det er altså en god fornemmelse, når man endelig får lov at brænde et område af, og man så bagefter finder alle de fjender, som havde ligget på lur derinde, lavet om til grill-dino.

Spillet indeholder forskellige nøglepunkter, hvor man skal bruge hovedet. Altså ikke de store puzzles, men bare bruge hovedet mere, end når du tømmer et shotgun magasin i hovedet på et firben. Igennem spillet møder du nogle store porte, som kræver, at der sidder nogle håndtag fast, før du kan åbne dem, og for at være rigtig drilsk, har de indfødte selvfølgelig gemt disse håndtag over hele øen. Du skal derfor flere steder halvvejs tilbage igennem banen for at finde disse håndtag. Man kan også komme ud for, at ens vej er spærret af store tornbuske. Den eneste måde at komme igennem busken er at brænde hele området af ved hjælp af et spyd med ild i. Så igen skal du halvvejs tilbage igennem banen for at finde et sted, hvor du kan nasse lidt ild. De fleste steder kan man dog finde det, man søger inden for nogle få meter, så det er kun få steder man bliver småirriteret. Der er også et par steder igennem spillet, hvor man virkelig skal tænke sig om, når du skal hente enten ild eller håndtag, hvilket er med til at variere gameplayet en smule i den rigtige retning.







Men man er ikke Jack hele tiden. Senere i spillet får man endelig lov at spille den store abe Kong. Og hvis du troede, at den shotgun du fandt tidligere var ond, så skal du se Kong, når han river et træ op af jorden og bruger det som kølle mod de panikslagne indfødte. For Kong er stor, det skal der ikke herske nogen tvivl om, og når man svinger ham igennem kortet i bedste Tarzan stil, føler man virkelig en fornemmelse af ”her kommer jeg/brøl, damer i natkjole”.

Styringen er god. Hvad enden du skyder tusindben ned med din pistol eller du brækker kæben på en V-Rex, så er det hele vejen igennem dig, der har kontrollen. Dog er variationen af selve gameplayet ikke det, der er lagt størst vægt på, men det kommer vi til senere. Selve ingame menuen er svær at finde. Ja den er faktisk ikke på fra start, og man skal ind i options for både at slå sigtekorn og menu til. Men for at få den rigtige stemning, rådes man til at vælge menu og sigtekorn fra. Dette giver en hel speciel effekt, da man må lytte sig frem til, hvordan situationen egentlig er. Jack fortæller dig, hvis han er løbet tør for skud, eller hvor mange magasiner han har tilbage. Hvor meget liv man har, er ikke svært at finde ud af. Bliver du ramt én gang, bliver skærmen mørkerød og musik i bedste Ringenes Herre stil sejler ud igennem dine højttalere. Men bliver du ramt anden gang, ja så dør du altså. Dog kan en V-Rex godt spise dig i én mundfuld, men det er en anden historie.

Grafik
Grafikken i King Kong er der, hvor spillet virkelig trumfer igennem. Man har virkelig været i stand til at få filmlærredet ned i spillet og genskabe den stemning, man følte i biografens mørke. Selve belysningen og måden, der er kælet for detaljerne i de forskellige textures på, går op i en højere enhed, og flere steder gik jeg igennem spillet, hvor jeg simpelthen stoppede op bare for at kigge på grafikken. Jeg har aldrig nogensinde set en så stemningsfuld grafik, som den i King Kong. Kan kun sige, at den skal opleves på nært hold.







Desværre har man så ikke tænkt sig særlig meget om, da man lavede grafik til resten af spillet. For de fjender, du støder på i Kong Kong, er faktisk ikke særlig godt lavet. Her tænker jeg specielt på de firben (”Megapede”) og flyveøgler, du møder på din vej. For desværre er de fjender, du møder flest af, rigtig dårligt lavet og giver desværre en negativ karakter på spillets helhed. Da man har sat de samme firben og flyveøgler til at angribe dig igennem hele spillet, ser man meget frem til, at der sker noget nyt. Selvfølgelig er der en vis variation, da man også møder andre former for dinosaurer, men primært er det altså desværre de samme dyr, som prøver at ødelægge ens dag.

Til sidst i spillet får man lov at styre Kong midt inde i New York, og her tager grafikken så en beskidt drejning fra at være smuk og stemningsfuld til kedelig og tom. For grafikken inde i byen er simpelthen så billigt lavet, at det virkelig kan ærgre mig, at man ikke brugte mere tid, da det trods alt er slutningen af spillet.

Lyden
Lyden i King Kong er fremragende. Stemmeskuespillet er godt lavet og indtalt af de skuespillere, vi kender fra filmen. Fx fungerer Jack Black perfekt i rollen som den lille instruktør, med de lidt for store visioner. Også stemningen i spillet er særlig præget af lydsiden. Man skal ikke lide af klaustrofobi, når man igennem de smalle gange hører lyden af et firben kriblende på vej mod én. Og så har vi selvfølgelig Kong, der efter hver slåskamp slutter af med et kæmpe brøl, og der går ikke længe før man finder sig selv hamrende på brystkassen og brøle med – for Kong skal da ikke tro, at han er underlig.







Holdbarhed
Nu stopper rosen så rimelig brat. For hvis der er noget King Kong lider af, så er det manglende holdbarhed. Spillet er gennemført på 9-10 timer, hvilket for mig svarer til en lørdag, og så havde man stadig et par timer, før man skal i byen. Så langt rækker de 500 kroner spillet koster altså ikke, og når man har gennemført det én gang, går der rigtig lang tid, før man får lyst til anden gang. Spillet er ikke så varierende i sit gameplay til, at man straks begynder forfra, når spillet er slut.

Overall
King Kong er godt lavet - ingen tvivl om det. Grafikken er simpelthen et mesterværk på et HDTV. Desværre skal det altså også spilles på et HDTV, da et normalt fjernsyn simpelthen viser spillet så mørkt, at det er umuligt at spille. En fejl Ubisoft har udtalt sig officielt om og beklaget.

Spillet var sjovt, så længe det varede, og et grafisk mesterværk af dimensioner. Så det var en oplevelse jeg som fan af filmen ikke ville være gået glip af, men spillet egner sig altså bedst til at blive lejet over en weekend. 500 kroner er lige at stramme den for 10 timers gameplay, og så beholder Ann endda natkjolen på igennem hele spillet.
Fakta
Peter Jacksons King Kong

Peter Jacksons King Kong

PlatformXbox 360
UdviklerUbisoft
Udgiver-
Spillere1
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI:
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:7.4
Grafik:8.5
Online:-
Holdbarhed:3.9
Overall 7.2
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.