Ninja Gaiden 3

Ninja Gaiden har tidligere været en af de markante hjørnesten på Microsofts Xbox. En japansk kærlighedserklæring, der om noget fik testet dine koordinations- samt reaktionsevner. Det var er par gyldne titler, der flot har sat sig i erindringen af eksklusive titler, som har været primus motor for Microsofts fremdrift. Nu er Team Ninja så på færde igen. Efter at have udbredt sig til Sonys maskine med deres Sigma titler, kommer der nu en decideret opfølger til de første to med prædikatet ”3” klistret på. Ikke nok med at det er en udgivelse på begge platforme, de har også ændret hele konceptet radikalt, så mange flere vil have muligheden for at være en mørk ninja i eliteklassen.

Historien er en lettere rodet affære, som med melodramatisk flair mest af alt tangerer en GI Joe fortælling. Vi har at gøre med nogle utroligt ondsindede terrorister, som på bestialsk vis vil undertvinge sig hele jordens befolkning. Udgangspunktet er et utroligt dunkelt og tomt London, hvor tungt bevæbnede modstandere er de eneste, der betræder de beskidte gader. Man mærker straks, at det her ikke er Ninja Gaiden som man kender det. Faktisk var min første association mere i nærheden af beat’em-up klassikere som Double Dragon og lignende.



Sammenligningen er måske ikke indlysende, når man tjekker trailer og screenshots. Men for mig blev det udløst af den overdrevne historie, den afsindige buttonmashing mod grupper af fjender samt de stereotype samlebånds fjender. Ikke at disse ting nødvendigvis er onder af natur, det er bare utroligt vigtigt at være opmærksom på, inden man smider sine surt optjente gysser efter. Faktisk er skiftet i gameplay så markant, at det er decideret misvisende at koble det kronologisk op med de tidligere Ninja Gaiden spil. Det her er et tju-bang actioneventyr, hvor man som spiller bliver holdt i hånden igennem de eksplosivt blodige sekvenser, som truer med at give kramper i fingrene.

Primært via en kombination af lette og tunge angreb uddeles der dummebøder til den hær af terrorister, der har været dumme nok til at krydse din vej. Fra start ved hjælp af et sværd samt kastestjerner og sidenhen også suppleret med en mobbedreng af en bue gør du livet surt for modstanderne. Enkle tryk belønnes med atletiske tilbagemeldinger fra skærmen, hvor taktik hurtigt lever en tilbagetrukken tilværelse. Fjender strimler frem med knive, maskinpistoler – ja, sågar med granatkastere – men modstanden bliver hurtigt skåret i bittesmå stumper. Man slukker den ene blomstrende trup af soldater efter den anden.



Især i starten er det dog også sært underholdende. Med forventningerne på plads småmuntres man over den afsindige action, som udfolder sig på skærmen. Aldrig er der et stille øjeblik, udviklerne har tydeligvis glemt/ignoreret det faktum at det ellers netop er disse modsætninger, der sætter tingene i relief. I stedet lader det til, at de håber at den glansfulde overflade vil dække over, at der reelt set ikke gemmer sig alverden underneden. Effektfuldt er det da bestemt også. Kæmpe mekaniske monstre dukker op ud af ingenting, sandscootere hvirvler omkring dig og real-time sekvenser dukker konstant op, som store fede udråbstegn for din blodudgydelse.

”Bigger is better” er omdrejningspunktet, der fører dig fra det ene filmiske klimaks til det næste. Alligevel sidder man med en fornemmelse af distance. Her er så absolut intet glimt i øjet og ingen menneskelig dybde til figurerne. Det er forvirrede papfigurer, der drøner forbi imens skærmen har travlt med at bombardere dig med indtryk. Tydeligt er det ellers, at man har forsøgt at give historien tyngde, og ser man bort fra klicheerne er mellemsekvenserne da også flot udført. De har det bare med lige at være hyppige nok.


Gentagelser finder vi også når det gælder boss-kampe. Disse kan ellers sagtens være både energiske, udfordrende og til tider sågar også underholdende. Her genfinder vi lidt af det oprindelige Ninja Gaiden imens man forsøger at gennemskue modstandernes bevægelses- og angrebsmønster. Desværre så har man valgt at genbruge flere af bosserne, og det sågar helt ned til deres bevægelser. Det giver en lidt ærgerligt smag af uopfindsomhed samt stilstand, når man får tredje gang smider samme modstander ind i legen – især når vedkommende ikke er særlig interessant at kæmpe imod.



Som en lidt påklistret tilføjelse kan man også gå online og kæmpe. Her er lidt variationer over co-op samt deathmatch, som egentlig ikke føles særligt godt integreret ind i helheden. Med det sagt, så kan det faktisk godt være helt sjovt at kæmpe sammen med en online ven imod horder af fjender.

Visuelt er det en ganske fin oplevelse, hvor der er god variation imellem de forskellige geografiske brandpunkter. Det hele glider rimeligt godt, også selv om der er enten store enheder eller mange modstandere på skærmen samtidig. Desværre er der ikke meget interaktion på de forskellige bane – som hurtigt føles mere som tomme kulisser. Samtidig er kameraet møg irriterende, det forsøger at panorere filmisk, men ender ofte med at give dig tåbelige blinde vinkler. I et spil hvor eneste salgspunkt er hektiske kampe er det bare ikke i orden. Lydsiden er en kombination af utallige gentagelser af udråb samt en belastende gang elektrorock, der spiller hver gang du er i kamp (læs: så godt som hele tiden)



Ninja Gaiden 3 er en lidt sær størrelse. Samler man det op som et Ninja Gaiden spil vil man blive slemt skuffet. Det er en storladen filmisk størrelse, der tager sig selv for seriøs. Samtidig er det et actionbrag, som insisterer på at holde dig i hånden konstant. Vi er belastet med et irriterende kamera, og såvel lydside som gameplay er hæmmet af gentagelser. Alligevel er det underligt underholdende. Især i små doser kan man godt blive revet med, imens man sidder og tænker over hvilke absurditeter de nu finder på. Kunne måske fungere som lejetitel, hvis du går ind med den rette baggrund.