Lord of the Rings: The Third Age

Aldrig sen til at udnytte en film licens, er EA på banen med endnu et Ringenes Herre spil. Selvom der godt nok ikke kommer flere film i serien, så har EA følt det nødvendigt at udgive endnu et spil af slagsen i år.

Lord of the Rings: The Third Age, forsøger dog at gøre tingene lidt anderledes end de forrige spil. Hvor de tidligere LOTR spil fra EA var ovre i hack’n slash genren, så er The Third Age et RPG. Kampene er tur baserede og det meste af spillet er helt lineært opbygget.

Historien
Modsat de andre LOTR spil fra EA, så er det ikke de nok så kendte personer fra filmene man følger i The Third Age. I spillets start bliver man introduceret for Berethor, en kriger fra landet Gondor. Berethor leder efter Boromir – som er arvingen til Gondor’s trone – men Boromir har tidligere sluttet sig til følgeskabet vi kender fra filmene. I spillet følger vi nu Berethor og hans følgeskab, imens de forsøger at nå frem til det andet følgeskab og Boromir.

Berethor’s egne kammerater har dog en slående lighed med personerne vi mødte i filmene. Der er bl.a den kloge Elver og den standhaftige dværg.

Selvom The Third Age handler om et andet følgeskab er det stadig gode gamle Gandalf der er spillets overordnede fortæller. Ian McKellan lægger selv stemme til Gandalf i spillet, så det bringer det hele lidt et skær af klasse.





Dog er Gandalf’s rolle i spillet så fremtræden, at det typisk kun er ham som fortæller om historiens gang og giver information om karakterene. Det er sjældent at personerne i ens gruppe får lov at sige noget, og de interagerer sjældent med hinanden og/eller fortæller ting om dem selv og historiens gang. Tit er det således at man bare får fortalt hvad der er sket samt hvad der vil ske, i stedet for spillet lader én selv opleve det. Det er selvfølgelig en svær balancegang; EA har valgt at introducere spilleren for en helt ny gruppe personer, men de er samtidig nødt til at give vigtig information om selve Ringenes Herre verdenen så man ved hvad der foregår omkring én i spillet. Jeg mistænker dem bare lidt for at ”falde tilbage” på Gandalf, da han er mere kendt osv, og folk bedre vil kunne relatere til ham, når han fortæller historien. Men det havde immervæk været rart med noget mere information fra selve gruppen’s personer, og ikke ”bare” en entitet der ser det hele sådan lidt oppefra.

Gameplay
Når man ikke er i kamp i spillet, så går man rundt i spilverdenen og laver andre ting. Man kan udforske huler, byer og for eksempel befæstninger i ens søgen efter fjender og quests. Der er ingen butikker i spillet så man finder ikke penge man kan bruge på for eksempel nye våben osv. I stedet får man tingene (våben, rustninger osv.) når man vinder de mange kampe eller simpelthen støder på givne ting i løbet af spillet. Det har sikkert været for at strømline spillet, og bringe historien hurtigere fremad, at man ikke kan bruge tid på mundane ting, som at handle i butikker. Dog havde jeg nu alligevel foretrukket at man godt kunne det, og at der var penge at samle ind og købe sine sager for. Det føles nu engang lidt mere tilfredsstillende at købe en ordentlig satan af et monster-sværd for sine surt optjente penge end bare at finde det, et-eller-andet sted i spillet. Men nuvel – sådan skulle det ikke være.





Dog bliver man tit belønnet med alskens sager når man vinder kampe og i kister man finder rundt omkring, deri ligger der også spændende ting man kan udstyre sit party med. Faktisk skjorter det slet ikke på våben, udstyr, rustninger, hjelme osv, så man ender med at se pænt sej ud i sit antræk.

Hvad selve kampene angår er det standard tur-baseret RPG det handler om. Man skiftes simpelthen til at lave sit træk mod fjenden, og undervejs i kampen kan man for eksempel vælge et almindeligt angreb, et angreb hvortil der er knyttet magi, at tirre sin fjende – for at få denne til at angribe – og bruge forskellige items; Både til sig selv, men også til sit party – hvis de for eksempel skal heales under en kamp med mere I starten er det ret simpelt og let, at vinde kampene, men efterhånden skal man bruge lidt flere strategiske overvejelser og det bliver da også lidt sværere. Desværre er spillet egentligt ikke alt for udfordrende, og rigtigt svært bliver det aldrig. Boss fights viser sig at være det mest udfordrende element i spillet, da der her bliver skruet lidt op for sværhedsgraden.





En anden ting der gør det hele en smule let er, at man rimeligt ofte og rimeligt hurtigt, leveller sin karakter op. Jeg blev overrasket over, hvor hurtigt jeg egentligt begyndte at stige i levels i starten af spillet, og det fortsætter også jo længere man når ind i spillet. Den hurtige stigning i level, koblet sammen med spillets generelle lette sværhedsgrad gør, at LOTR: The Third Age er et godt bud på et spil til dem der er ved at starte ud i RPG’erens verden. Det er nemt at sætte sig ind i, og nemt at spille og komme videre i.

Spillet har også noget der hedder Evil Mode. Når man har gennemført et kapitel i spillet åbnes Evil Mode, som gør én i stand til at spille en mængde kampe, men nu set fra fjendens synspunkt. Det man præcist gør er, at man spiller en serie kampe fra det kapitel man lige har gennemført, men nu som krigere fra Mordor. Det er vældigt sjovt, og som belønning for at spille Evil Mode får man da også et par nye våben her og der, som oftest er bedre end det ens karakter havde inden disse kampe. Så der er da ihvertfald et incitament til at prøve Evil Mode.

Hvis du er i tvivl om dette spil kan spilles over Live netværket er dette ikke muligt. The Third Age understøtter simpelthen ikke Xbox Live.

Grafik/lyd
Teknisk set, så er spillet en habil oplevelse. Det ligner stadig et multiplatform spil, men det indeholder dog nogle pæne effekter – for eksempel de mange spells og magiske angrebsformer man har til sin rådighed er flotte – og frameraten er helt sikkert i den gode ende. Karakterene er ganske flotte og det er også rart at se, at de ting man udstyrer sine personer med også er pæne og nydelige at se på. Denne anmelder er ikke helt glad for løbe animationen; Det ser lidt ud til at man nærmest svæver en smule henover jorden, og at man ikke helt har kontakt med denne.





Hvad lyden og musikken angår er det – som man kunne forvente – taget direkte fra filmene. Kunne man lide musikken i Ringenes Herre trilogien vil man med sikkerhed også kunne lide den i dette spil.

Lydeffekter og dialogen er solide – det lyder som en Ringenes Herre film, og det har jo også været formålet. Spillet er THX certificeret, så forvent frække seperationer i baghøjttalerne og dyb bas fra subwooferen.

Konklusion
Er man en garvet RPG spiller, så vil der efter alt at dømme, ikke være særlig meget at komme efter i LOTR: The Third Age. Man får ikke udfordring nok, og der er helt sikkert bedre spil derude, som vil være mere interessante at bruge sine penge på.

Er man derimod nystartet RPG spiller, og har man lyst til et meget tilgængeligt, let, og underholdende RPG i Ringenes Herre universet, så kunne LOTR: The Third Age være et udmærket bud på god underholdning.