Fortified

Anmeldt af: Jakob Tofte - 2. februar 2016 - kl. 18:11
Del denne artikel:
3 3

Den lille canadiske indieudvikler Clapfoot, er aktuelle med en rigtig fin genremixer, når tower defense, tredje-persons action og real-time strategi mødes og går op i en højere enhed. Vi har kigget nærmere på Fortified.

Jorden er under angreb fra marsboere og det er nu vores job at redde den. Jordens overlevelse er i hænderne på fire arketyper af helte, nemlig Captain, Rocket Scientist, Agent og Spaceman. Fortified er egentlig et meget simpelt og overfladisk spil, idet selve indholdet egentlig ikke er hverken omfattende eller alsidigt. Alligevel er der bare så meget i det her spil, som går op i en højere enhed og derfor er det også en rigtig god gang underholdning.



Spillet kan spilles alene eller i co-op med op til fire deltagere i alt. Selve spillets kampagne indeholder tolv baner, som hver især er inddelt i et forskelligt antal bølger, ganske som vi kender det fra så mange andre spil i tower defense genren. Hver af de fire spilbare karakterer har deres egen kampagne, både hvad angår baner og udvikling, hvilket vil sige, at har man for eksempel låst op for de første fem baner med en karakter, så er det kun med den karakter, banerne er låst op. De tolv baner varierer ikke fra karakter til karakter.

På samme måde som med banerne, udvikles hver karakter også særskilt. Fortified indeholder et level-system, hvor point optjenes til at låse op for forskellige våben og såkaldte ”structures”, som er fastmonterede hjælpemidler, man kan bruge imod bølgerne af fjender. Det kan for eksempel være infanterienheder, kanoner, antiluftskyts, miner eller meget andet. Hjælpemidlerne er forskellige, alt afhængig af, hvilken karakter man spiller med. Pointene for hver karakter kan til enhver tid nulstilles og omfordeles på andre våben og hjælpemidler, og det vil hurtigt vise sig, at det er en rigtig god idé at gøre, da der er stor forskel på, hvilke sammensætninger, der fungerer bedst på de forskellige baner og ikke mindst imod de forskellige typer af fjender. Udover oplåsning af de forskellige ting, så kan man også bruge ekstra point på at opgradere tingene med såkaldte ”modifiers”, der for eksempel øger virkningsområdet eller skifter almindelige kugler ud med eksploderende kugler, brændende kugler eller noget helt tredje.



Ud over kampagnen er der tre forskellige baner, der tilbyder spiltypen Invasion, som er en form for det, der i mange andre spil går under betegnelsen survival mode. Fortified er et svært spil, som virkelig kræver omtanke og ikke mindst samarbejde. Det anbefales derfor helt klart at alliere sig med andre medspillere i co-op. I singleplayer er spillet virkelig krævende, selv på letteste sværhedsgrad af de tre, der er tilgængelige.

Som vi skrev, så er Fortified et mix af genrer. Således suppleres tower defense og real-time strategi i form af den løbende placering af de forskellige enheder og hjælpemidler op af tredjepersons action. Man kan således løbe og hoppe rundt på banerne som man lyster og deltage i angrebene på helt klassisk shooter manér. Man har altid to våben tilgængelige, det kan for eksempel være en riffel og en granatkaster, eller en science fiction inspireret phase pistol. Mixet af genrerne fungerer rigtig fint, og det er i hvert fald for mit vedkommende med til at sikre spillet en længere holdbarhed. Spilsmag er selvfølgelig en subjektiv størrelse, men jeg kan personligt godt have en tendens til at finde helt almindelige og rene tower defense spil en smule ensformige.



Ovenpå den rigtig fine spiloplevelse, der i høj grad bygger på konceptet ”let at lære, svært at mestre” leveres Fortified i en virkelig lækker indpakning på det æstetiske plan. Spillet er en hyldest til de gamle amerikanske science fiction film og bøger samt tegneserier om actionhelte fra 30’erne, 40’erne og 50’erne. Designet er som taget ud af en gammel pulp tegneserie. De fire karakterer er som nævnt rene arketyper, der ligeså godt kunne hedde Captain America eller Wonder Woman. De er overbevisende i deres udtryk hver især, og spiloplevelsen med dem er varierende og ikke bare en overfladeting. Fjenderne er klassiske, grå maskiner med grønne ansigter, pærer eller hvad det ellers måtte være. Alle sammen designet efter samme tema og fuldt i tråd med de gamle opfattelser af, hvordan Marsboere måtte se ud. Grafikken er lækker, tegneserieagtig med kraftige farvekontraster og interessante designs på både figurerne og banernes kulisser.

På lydsiden suppleres spillet fint af musik, der passer til både stil og tidsalder. Lydeffekterne er gode og igen i fin tråd med science fiction temaet. Stemmeskuespillet er dejlig corny med tykke one liners og speakeren, der sætter spillet i gang, har den klassiske, amerikanske, lettere sensationslystne fortællestemme fra de oprindelige værker, der som nævnt så mange gange før har været Fortifieds helt tydelige inspirationskilde.



Fortified er på bundlinjen et rigtig fint lille spil, som viser, at man sagtens kan mixe genrer og stadig få et godt resultat. Tower defense og real-time strategi suppleres så fint op af tredjepersons action, at spillet holder sig friskt og udfordrende hele vejen igennem. Spillet kunne måske savne lidt flere muligheder når det kommer til banemængder eller spilfunktioner, men dybden i valg af våben og ”structures” er til gengæld så fin og varierende, at spillet alligevel bliver ved med at overraske og byde på nye sider af sig selv.

Fortifed udkommer i morgen, og til en pris på omtrent 150 kr. er det bestemt et køb værd, hvis man er til de beskrevne genrer, den omhandlede tidsalder i tegneserier og science fiction, eller blot har lyst til lidt let fordøjelig underholdning til at komme igennem en kold og våd februar.
Fakta
Fortified

Fortified

PlatformXbox One
UdviklerClapfoot
UdgiverClapfoot
Spillere1-4
Udgivelsesdato03-02-2016
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 12 Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Fint mix af genrer, æstetisk lækkert, ideelt til co-op
En smule tyndt i indhold
Gameplay:8.5
Grafik:8.0
Online:8.0
Holdbarhed:7.5
Overall 8.0
Log ind og stem
3
Der er 3 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.