Du kender muligvis ikke Matt Hazard, og nok med god grund, men faktisk er denne Matt Hazard den ubestridt største konsolsuperhelt helt tilbage fra den tid, hvor konsolspil havde pixels i centimetermål og skulle loades via en diskette. Vicious Cycle Software har udviklet Hazards nyeste eventyr og med hjælp fra D3 Publisher har de givet denne fiktive verdensstjerne endnu en optræden i de virtuelle eventyrlande.
Som allerede nævnt omhandler Eat Lead: The Return of Matt Hazard den falmende superstjerne Matt Hazard, som for et par årtier siden startede sin glorværdige karriere som én af de største superhelte i computerspil nogensinde. Helt fra sidescrollernes storhedstid, til 3D grafikkens indtog erobrede Hazard spilmarkedet som det altoverskyggende førstevalg, når der skulle udpeges hovedpersoner i det ene mere hæsblæsende actioneventyr efter det andet.
Sidenhen gik det galt. For mange dårlige spil som f.eks. Haz-Matt cars og andre plagiater fik ruineret et ellers solidt spilmonopol og sidenhen gik det nedad for Matt Hazard. Indtil for nyligt hvor Hazard fik chancen for at debutere på next-gen og dermed puste liv i karrieren. Desværre er alt ikke som det burde være, og meget hurtigt går det op for Hazard, at nogen udefra forsøger at tage livet af ham inde i spillet, og der er ikke respawns!
Eat Lead: The Return of Matt Hazard er et spil i sin egen genre. På overfladen ligner det ethvert andet 3rd person shooter spil, men under forklædningen gemmer der sig et spil, der gør tykt grin med computerspil igennem de sidste 20 år og har humoren i sit primære fokus, mens gameplayet nærmest kun er sekundært.
Således er Eat Lead proppet med grinagtige referencer til andre spil som bl.a. kokken Master Chef, underlige japanske manga-bosser og en sær håndværker iført overalls og en kasket med det første bogstav i fornavnet placeret på fronten. Derudover er dialogen tyk af spil-klichéer og historien så ualmindeligt tynd, at det nærmest kun kan være en hentydning til de traditionelt elendige computerspilsmanuskripter. Desværre er humoren stort set det eneste, som fungerer optimalt i Eat Lead: The Return of Matt Hazard, men mere om det senere.
Gameplaymæssigt fungerer Eat Lead som sagt som en almindelig 3rd person shooter. Der er dermed lagt op til over-skulder kamera, cover funktion og iron-sight til den helt store gulmedalje. Matt Hazard kan bære to våben af gangen og disse kan opgraderes periodevis, ved at nedlægge tilpas mange fjender, til at oplade spillerens upgrade-måler. Herefter kan spilleren vælge at udstyre sine projektiler med ild eller is, som brænder eller fryser de uheldige fjender.
Spillet byder dog på en ny cover feature, hvor et hurtigt tryk på Y sender Matt i retning mod et udvalgt gemmested. Smart når man er under kraftig beskydning og skal bevæge sig hurtigt og præcist. Som afveksling fra de mange skuddueller er der ligeledes quick-time sekvenser, hvor bosser skal nedlægges via den rigtige knap-kombination. Disse er dog monotone og ensartede, så de giver langt fra den udfordring man måtte ønske.
Som allerede nævnt, så er der en række problemer med Eat Lead og der er slet ingen tvivl om, at det primære problem, er manglen på afveksling. Spillet er en konstant run, hide and gun oplevelse og der er stort set ingen anden afveksling end de skiftende fjendetyper, som, deres udseende til trods, agerer stort set ens. AIen er skrækkelig for at sige det mildt og selv de mest sværtbevæbnede modstandere er ikke i stand til andet end at finde et skjul, for derefter at hoppe frem og tilbage for at beskyde dig. Ingen strategi, intet samarbejde fjenderne imellem og absolut ingen intelligens.
Derudover virker cover systemet upræcist og styringen generelt for ringe. Sigtefunktionen virker usammenhængende med coversystemet hvilket er ærgerligt, når man gerne vil rejse sig hurtigt fra sit skjul, affyre en salve og vende tilbage i sikkerhed igen. Til gengæld skal det siges, at muligheden for at spurte fra cover til cover virker ganske glimrende. Spillets bosser er ligeledes en decideret skuffelse. De giver langtfra den udfordring som de burde og foruden en enkelt af slagsen, er der utroligt mange gentagelser på boss-fronten. Ærgerligt når nu flere spil tydeligt viser vejen for, hvordan boss kampe kan bruges til at afprøve spillerens strategiske evner.
Foruden de gameplaymæssige nedture, så vil man opleve en række forskellige glitches og andre fejl i Eat Lead. Blandt andet oplevede jeg flere sekvenser, som gang på gang ikke blev loadet ordentligt, for derefter at efterlade spilleren i det sorte ingenting, hvorefter restart var den eneste mulighed. Disse er forholdsvist hyppige og efterlader et indtryk af, at spillet ikke har været ordentligt testet inden release.
På den grafiske front virker The Return of Matt Hazard gammeldags og klodset. Spillet er ikke decideret grimt, men figurgalleriet virker udetaljeret og miljøerne fuldstændigt idéforladte. Specielt figurernes følelsesmæssige animationer som ansigtsbevægelser lader meget tilbage at ønske. Derudover bliver fjendernes animationer hurtigt trættende at se på, da de konstant veksler imellem de præcist samme bevægelser.
Der er ingen deciderede wauw-oplevelser, specielt fordi eksplosioner og cut-scenes er skrækkelige at se på. Derudover krydres oplevelsen med udfald på frameraten under de mange ildkampe, og dette er bestemt en rids i lakken, da man i forvejen ikke sidder med oplevelsen af, at Xboxen yder det optimale.
Lydsiden følger desværre den grafiske linje til punkt og prikke. Stemmeskuespillet er under middel og uden gejst og sjæl mens soundtracket til gengæld spillets sjæl 100 %. Desværre er dette en kortvarig fornøjelse, da man lynhurtigt finder ud af, at lyden går igen i fire-fem forskellige baggrundsmelodier, som konstant kører på repeat. Våbenlyde er tamme og generelt er in-game lyden mangelfuld og uden den power, der giver en actionoplevelse en ekstra dimension.
Summa summarum er Eat Lead: The Return of Matt Hazard langt fra den oplevelse, som spillet ellers havde potentiale til. Idéen om at gøre tykt grin med spilverdenens selvhøjtidelighed og glorværdige historie er fremragende og mange af historieelementerne er slet, slet ikke så ringe endda. Man morer sig kosteligt over flere af fjenderne, samt mange af de indslag, jokes og passager i spillet, hvor idéer og udførelse klinger sammen, men desværre er disse for få, til at løfte et generelt negativt indtryk.
Manglen på replay value er derfor blot rosinen i pølseenden på en middelmådig spiloplevelse, som alene er værd at kaste sine sparepenge efter, såfremt man er tilhænger af platte jokes og mange af dem. For isoleret set er Eat Lead: The Return of Matt Hazard blot et halvdårligt spil indenfor en kategori som efterhånden besidder nogle af de største og bedste titler i denne konsolgeneration.
Facebook
Twitter
