Selvom Dark Souls er et actionspil med mange rollespilselementer, minder spillet på mange måder mere om en blanding af sværhedsgraden og fremgangsmåden i Super Meat Boy, og taktikken fra et kampspil. Ligesom i et kampspil, gælder det i høj grad ligeså meget om, at have evnen til at forudse og indlære modstandernes angreb, som det gælder om at blokere dem. Det gælder i høj grad ligeså meget om, at kunne studere sine omgivelser og fornemme hvor farerne lurer, som det gør at svinge sit sværd. Det nytter ikke noget bare at tonse hovedløst frem gennem spillet, hver enkel handling kræver ofte nøje overvejelse, for selv den mindste fejltagelse kan have grusomme konsekvenser. Man opdager hurtigt, at det ikke nytter noget bare at sidde og hamre tilfældigt på knapperne, det vil kun føre til en alt for tidlig død. Vil man have succes i Dark Souls, skal man væbne sig med tålmodighed i spandevis, intet kommer let til spilleren.
Nu kan det måske nok lyde som om, at Dark Souls føles som en byrde at spille, og havde kampsystemet ikke været så fantastisk, så ville det nok også have været sådan. Udviklerne fra From Software har udviklet et af de bedste kampsystemer jeg længe har oplevet. Hvad enten man specialiserer sig i magi eller nærkampe, så byder Dark Souls på nogle af de mest intense situationer, som man kan komme ud for i spil. Selv kampe mod skeletter, som er de første fjender man møder i spillet, er en fryd, alt sammen grundet den vægt kampsystemet tilfører, hvert angreb, modangreb og bevægelse har den rigtige tyngde. At svinge sin tonstunge økse direkte ind i hovedet på en fjende, efter at have blokeret en serie hurtige angreb, føles bare fedt. Jeg havde på forhånd frygtet, at figuren som man styrer, ville bevæge sig som et krydstogtskib, men sådan er det heldigvis ikke, styringen er velfungerende. Selvom kampsystemet langtfra er komplekst, udover genrestandarden med de lette og tunge angreb, så kan man time sine blokeringer rigtigt, hvilket parere fjendes angreb, som så tillader dig at lave et modangreb der naturligvis forøger den skade, som bliver forvoldt. Desuden er det muligt at cirkle om bag fjenden, og på drabelig vis stikke sværd, økse eller spyd direkte i ryggen på den monstrøse skabning. Dermed byder kampsystemet ikke på hundredvis af forskellige kombinationer, men er simpliciteten er i dette tilfælde en god ting.
Hver gang man støder på en ny fjendetype, så skal kampsystemet på mange måder læres på ny. Nye fjender har anderledes animationer, der skal indstuderes, og det byder naturligvis på friske udfordringer og holder på imponerende vis et ellers repetitivt spil friskt, selv efter 35 timer. Kampsystemet er dog ikke perfekt, der er visse pletter på et ellers godt system. Det er muligt at vælge udelukkende at fokusere på en bestemt fjende ved hjælp af spillets lock-on mekanik, og det fungere ærlig talt ikke optimalt. Til tider kan det være svært bare at låse sig fast på fjenden, mens man på andre tidspunkter har svært ved at skifte rundt mellem forskellige fjender, og det er ganske problematisk, specielt hvis man har begået en fejl og er endt i en situation, hvor det er nødvendigt at kæmpe mod mere end en fjende på en gang, hvilket bestemt ikke kan anbefales.
Det største problem i Dark Souls er dog den måde udviklerne introducerer alle de forskellige systemer til nye spillere på, for det bliver der i høj grad skøjtet hurtigt hen over. Det bidrager selvfølgelig i nogen form til den i forvejen mystiske, gådefulde og dødelige verden From Software har skabt, og det bekræfter også, at de ikke ønsker at holde spillerne i hånden. Jeg vil dog vove at påstå, at der er forskel på ikke at holde spilleren i hånden, som en overvejende stor del af spil gør i dag, og bare forvente at spillere selv skal finde ud af langt størstedelen af de komplekse systemer, der er at finde i Dark Souls. Spilleren bliver ikke vejledt om, hvad Humanity egentligt gør, hvordan våben og rustnings-opgraderinger egentligt fungerer og meget andet. Selvom jeg anser mig selv som en ganske habil spiller, og jeg efterhånden har brugt meget tid på videospil, kunne jeg eksempelvis ikke gennemskue, at hvis man havde et højt level af Humanity, øgede det chancen for at finde genstande på slagne fjender. Humanity er faktisk en af de vigtigste elementer i Dark Souls. Når du starter spillet for første gang, befinder du dig i et øde fængsel, og du er i en zombie-lignende tilstand kaldet Hollow, hvilket er det værste, der kan ske for mennesker i denne fiktive verden. Kun når du har opnået Humanity, kan du vende tilbage til menneskelig form ved de lejrbål, som agere checkpoints igennem spillet. Når du er i menneskelig form vil det også betyde, at der vil fremkomme flere sager på overvundne fjender, og det vil også tillade dig at kindle lejrbål, hvilket fordobler antallet af health potions, fra 5 til 10 og de ekstra potions kan være forskellen på at nå det næste bål, eller dø en grusom død.
Der er dog én ting der er vigtigere end Humanity, og det er sjæle. Sjæle er den absolut vigtigste ressource i hele spillet, eftersom sjæle bliver brugt til at købe nyt udstyr, reparere gammelt, og til at stige i level. Dermed er penge og erfaringspoint et og samme system, hvilket gør sjæle ekstra værdifulde, og dermed gør det at dø, til en skræmmende ting. Dør du, forvandles du tilbage til en hollow, men endnu vigtigere efterlader du en blodplet der indeholder alle de sjæle, du nu måtte have haft på dig. Dermed bliver det et ræs for at nå hen til blodpletten igen uden at dø, og gør man det, kan man frit få hver eneste sjæl, og eventuel Humanity, tilbage igen dør man derimod igen, er sjælene tabt for evigt. Dette tilfører blot endnu et intenst element til et i forvejen anspændt spil, og først gang jeg mistede 24000 sjæle på én gang, var det ikke de pæneste ting, der kom ud af min mund, men netop dette moment af farer, og følelsen af at man rent faktisk lider tab når man dør, hører bestemt med til spillets charme.
Dark Souls største force er ikke det eminente, tunge og voldsomme kampsystem, men derimod spildesignet. Dark Souls foregår i en stor åben verden, der forløber helt uden de sorte loade skærme, hvilket i sig selv er imponerende, men hvad der virkelig sørger for at spillet ryger op i topklassen, er den variation og kreativitet, der kendetegner de forskellige sektioner. Det ene øjeblik befinder man sig i den håbløse, mørke og giftige sump i Blighttown, mens man få timer senere står i de enorme, lyse og majestætiske haller i Anor Londo, og første gang jeg ankom til dette sted, var jeg ved at tabe underkæben i ren forbavselse over smukheden, som stod i stærk kontrast til alt jeg tidligere havde set. Boss designet fortjener også et par roser med på vejen. From Software har skabt nogle af de mest imponerende boss kampe i denne konsol generation, ikke blot føles det som en sand triumf når man endelig overvinder dem, men forskellighederne mellem dem, er lige så stor som forskellighederne i spilverdenen. Hvor den ene boss kamp kan være jagende smuk, kan den anden er skræmmende som bare pokker. Dark Souls er et fantastisk eksempel på, hvordan en fantasy-verden skal bygges op.
Dark Souls online del er ganske ukonventionel. Køber man dette spil for at spille sammen med vennerne, og få en Gears of War lignende co-op oplevelse, går man forgæves. Selvom det er muligt at blive tilkaldt til andres spilleres verden, eller selv tilkalde folk, skulle man bruge hjælp med specielle boss kampe eller sektioner, så er det blandt andet ikke muligt at snakke med hinanden, i og med party chat ikke kan tændes. Udviklernes mål, har tydeligvis været at skabe en følelse af, at være alene og fortabt, og den eneste kommunikation man har mellem andre spillere, er små lysende beskeder på jorden. Disse beskeder kan være med til at udele hjælpsomme oplysninger om hemmelige skatte, genveje eller varsler om stærke fjender, men de kan lige så let lege med nye spillere, og lokke dem direkte i døden. Er man i menneskelig form, vil det også være muligt at invadere andres verden, og dermed kæmpe mod andre menneskelige spillere, og vinder man, bliver man belønnet med sjæle og humanity. Tager man derfor chancen og går rundt i menneskelig skikkelse, kan man ethvert øjeblik forvente, at få besøg af en anden spiller, hvis eneste mål er at dræbe dig.
Jeg vil afslutte med en klassisk anmelder kliché, der dog sjældent har været rigtigere end her, Dark Souls er ikke et spil for alle. Dark Souls er til tider modbydeligt og hensynsløst og selvom sværhedsgraden i langt størstedelen af tiden virker fair, så er tålmodigheden stadig det bedste våben man kan væbne sig med, når det gælder Dark Souls. Spillet er langt fra perfekt, der er problemer med billedhastigheden, der i bestemte områder af spillet bliver trykket i bund, historien leverer en tand for meget mystik, og virker derfor en kende for tynd, og så der er problemer med lock-on systemet.
Men når alt klikker så er Dark Souls et absolut fremragende spil, og selvom det er en type spil man skal være i humør til at spille, og ikke ligefrem er det spil man smider i maskinen for at slappe af, så bør man give det en chance, hvis man bare har den miste form for interesse for det. Har man tiden, tålmodigheden og ikke mindst modet til at begive sig ud på denne rejse, bliver man belønnet med et virkelig godt kampsystem, men også en af de mest mystiske, gådefyldte, farefulde og fascinerende spilverdner i nyere tid, og bliver man først fanget, er det et spil, der er ganske, ganske svært at slippe igen.
Facebook
Twitter
