Call of Duty: World at War

Som et kærkomment afbræk fra den tætte bevoksning af planter og træer, træder du og din deling ind i en lysning. I mødes af et grusomt men alligevel tilfredsstillende syn; en hel deling japanske soldater, udslettet, alle dræbte. Bedst som hjerterytmen nærmer sig et nogenlunde tåleligt niveau igen, blændes delingen af et kridhvidt signallys, det er en fælde – de japanske soldater er ikke døde.

Call of Duty serien har igennem en årrække forsøgt at gengive WWII’s historie via en lang række forskellige titler. I år er nu nået til seriens femte afsnit, som dog har droppet nummereringen til fordel for det mere markante tilnavn ”World at War”. Traditionen tro skiftes udviklerholdene Treyarch og Infinity Ward til at stå bag udviklingen, og denne gang er det Treyarch, der har taget styrepinden. Spillet sendes, som vanligt, på markedet af Activision.

Efter Infinity Ward’s enorme succes med Call of Duty 4:Modern Warfare, som, som navnet hentyder til, tog springet fra 2. verdenskrig til moderne krigsførelse i bl.a. Rusland og Mellemøsten, skulle man tro, at Treyarch ville spille det sikre kort, og lave en opfølger til Modern Warfare temaet, ved at føre kampene videre på nutidens præmisser.






Dette er dog ikke tilfældet og i stedet bliver du som spiller sendt tilbage til WWII og sat i støvlerne på henholdsvis den ærkeamerikanske marineinfanterist Miller og spillets russiske hovedperson, menig Dimitri Petrenko. De to figurer kæmper på hver sin front, og mens Petrenko’s historie fokuserer på Ruslands nedrivning af den tyske østfront samt invasionen af Berlin, så omhandler Millers del af singleplayerkampagnen en, i Call of Duty sammenhænge, hidtil uudforsket del af WWII, nemlig krigen i Stillehavet.

Har man spillet Call of Duty 4, eller for den sags skyld andre versioner af Call of Duty serien på Xbox 360, så vil man hurtigt føle sig til rette i seriens FPS univers, da styringen i World at War stort set er identisk med den, der er gældende i Modern Warfare. Spilleren kan stadigvæk bære to forskellige våben samt to forskellige granater, og udover introduktionen af enkelte russiske og japanske våbenklasser, samt flammekasteren, så er det samme våbenarsenal som i de foregående WWII titler i serien. Traditionen tro er der også enkelte alternative missioner med i singleplayerdelen, hvor man bl.a. styrer en tank eller maskingeværsplaceringerne i PBY Catalina, en svært bevæbnet amerikansk anti-ubåd flyvemaskine.






Den, i singleplaysmæssige sammenhænge, største omvæltning fra det normale Call of Duty univers, skal findes i stillehavsmissionerne, hvor de fjendtlige styrker opfører sig komplet anderledes fra, hvad man førhen har været vant til. Hvor man tidligere har mødt aggressive, men uintelligente, tyske soldater, som nærmest stiller sig i kø for at agere levende skydeskiver, møder man nu snu japanske soldater, som ikke tøver et sekund med at gemme sig i palmetræer og under faldlemme, eller sågar storme fjenden med bajonetten hævet.

Til trods fra denne gameplaymæssige afveksling, som naturligvis kun er gældende på stillehavsmissionerne, så er det stadigvæk den russiske kampagne, der fremstår som den mest komplette. Treyarch har gjort et fantastisk arbejde med at stemningslægge et ødelagt Berlin samt den tyske retræte, og flere af missionerne, hvor den russiske overmagt nedkæmper det sidste, af en for længst kapituleret nazistisk hær, er iblandt de bedste i Call of Duty’s next gen historie. Spillets del i Stillehavsområdet fremstår derimod anderledes forvirrende og forvrides balancemæssigt, af en alt for hyppig og alt for overlegen flammekaster. Dog ændrer det ikke på det faktum, at World at War, ligesom sine forgængere, er solidt håndværk og leverandør af hæsblæsende action fra start til slut.






En anden markant forskel fra de tidligere Call of Duty spil er, at Treyarch for alvor har smidt fløjlshandskerne, og nu lader spilleren opleve krigens grusomheder på allernærmeste hold. Således bliver man fra spillets start kastet ud i en heftig torturscene, hvor cigaretter skoddes i øjnene på amerikanske soldater, og blodet sprøjter i stride strømme på den nærmeste væg, når timevis af afhøring afsluttes med, at halsen skæres over, på de trætte og udsultede amerikanske gidsler. In-game er forskellen også mærkbar, og afrevne legemsdele flyver heftigt tværs over skærmen, når et allieret bombenedslag rammer de japanske skyttegrave, eller kugleregnen fra russiske maskinpistoler hagler ned over de tyske styrker.

Men som bekendt, har selv den mest velbevarede og nypolerede medalje en bagside, og World at War er ingen undtagelse. Historien er i bedste fald enormt forvirrende, ja vel nærmest ikke eksisterende, og man kastes konstant frem og tilbage mellem den russiske invasion af Tyskland, samt den amerikanske stillehavskrig, fuldstændigt uden rød tråd i fortællingen eller nogen som helst kronologisk sammenhæng. Spillerens soldaterkammerater er ligegyldige, og som det tidligere har været et problem for Call of Duty serien, så er World at War endnu et eksempel på, hvordan man som udvikler ignorerer enhver mulighed for identifikationsdannelse af sine allierede, til trods for, at man er i besiddelse af stemmemæssige kapaciteter som Gary Oldman og Kiefer Sutherland. Endvidere er det endnu engang tydeligt, at krigsherren altid dikterer historien, da de allierede tropper for gud ved hvilken gang glorificeres, mens de tyske soldater negligeres til satans skødehunde i en nærmest latterlig hånlig ånd.






Et uomtvisteligt diskussionspunkt i World at War, er lighedsgraden med 2007’s prisvindende Call of Duty titel, Modern Warfare, og der skal da bestemt ikke herske nogen tvivl om, at det ikke kun er på styringen, at de to spil har en del lighedspunkter. Fjendernes adfærd, banernes opbygning, lydsiden og brugerinterfacet minder utroligt meget om Modern Warfare med alt hvad det indebærer af scriptede events og punkter, hvor fjenderne spawner til det uendelige, indtil man bevæger sig frem til det altafgørende punkt på banen, som stopper strømmen af soldater.

Dette er specielt mærkbart i spillets onlinedel, hvor spillerens setup stort set er ens med Call of Duty 4. Gamemodes, perks og muligheden for at sammensætte sin egen spiller, virker som en tro kopi af det populære Modern Warfare design, naturligvis med enkelte ændringer, som f.eks. en perk, der giver dig mulighed for at hjælpe spillere i last stand på benene igen, eller alternative granater, som blændende nødlys. Endvidere er dine streak-gevinster anderledes, og hvor man i Modern Warfare kunne indkalde en helikopter efter syv kills på stribe, så kan man i World at War sende et kuld af blodtørstige hunde på banen, til at forvirre og dræbe modstanderne.






En anden ændring er implementeringen af køretøjer på banen, som vi kender det fra Call of Duty 3. Spillerne kan således benytte sig af tanks, til at komme modstanderholdet til livs. En forfriskende nyhed, og til trods for den følelse af sikkerhed, det giver at sidde i en tank, så er man aldrig mere sikker, end at en modstander med en anti-tank grenade eller bazooka, hurtigt kan pille det armerede køretøj fra hinanden.

Disse multiplayerkampe er, som Call of Duty 4, stadigvæk lækkert sammensat, og World at War er uden diskussion en særdeles kompetent online-kandidat på markedet. De mange forskellige gamemodes bør være nok til at tilfredsstille enhver målgruppe, og med implementeringen af boot-camp kampe (kampe for alle i niveauerne 1-8) sikrer man, at alle får et fundament til at komme i gang. Der er enkelte balancemæssige udsving, som f.eks. riflerne, der i kraft af deres ringe burst-rate og overraskende lave damage ratio, virker komplet ligegyldige, men det til trods er online delen indbydende for såvel casuals som de mere hardcore gamere.






Foruden den ovennævnte online versus del, er der nu også mulighed for at klare spillets missioner sammen med op til tre andre. Dette fungerer glimrende og co-op er, som i de fleste andre spil, altid et forfriskende pust. Denne del af spillet er ligeledes med en lobby funktion, hvor man kan vote de baner man ikke har lyst til at spille, og foruden den almindelige co-op del, er der ligeledes en competetive co-op mode, hvor man skal score points. Afslutningsvist åbner man op for en decideret zombie mode, når man gennemfører singleplayerdelen, og i denne gamemode skal man på bedste Left 4 Dead vis overleve bølger af angreb, fra nazistiske zombies, mens man kæmper for overlevelse, samt indsamling af penge, så man kan købe sig ammunition og våben.

Call of Duty: World at War har længe været et stort spørgsmålstegn. Mange sukkede, da det blev offentliggjort, at Treyarch bragte spillet tilbage til rødderne i 2. verdenskrig, men efter at have tilbragt tid med spillet indser man, at det var et modigt, men sandsynligvis også fornuftigt træk af Treyarch, for ikke at ende som en decideret Call of Duty 4,5.






Dog kan man ikke sige at Treyarch opfinder den dybe tallerken med World at War, men ligeledes er det også en overdrivelse at sige, at spillet blot er Call of Duty 4 med et WWII-skin, for World at War er langt mere end det. Grafikken er flot og detaljeret, lyden stemningsfuld og velindspillet, og sammenholder man spillets solide singleplayerdel og den glimrende onlinemulighed, så er der masser af timer i World at War, også selvom man har brugt det sidste år i selskab med Call of Duty 4.