Worms Battlegrounds

Anmeldt af: Morten Skou - 24. juni 2014 - kl. 21:20
Del denne artikel:
2 0

De små lyserøde og sindsygt krigeriske orme er tilbage i denne første udgivelse fra udvikleren Team 17 på Xbox One.

Lige siden det første Worms-spil så dagens lys tilbage i 1995 på platforme som Amiga, Mega Drive, PlayStation og Super Nintendo konsollerne, har det været samme udvikler, der har stået bag serien, nemlig Team 17. Her 19 år efter første udgivelse er de klar med den 23. udgivelse, der bærer Worms-navnet, og som ligeledes er deres første udgivelse på den nye generation af konsollerne.

For dem, som ikke allerede har prøvet kræfter med et Worms-spil, så er der tale om et turbaseret spil, hvor hvert hold orme skiftes til at angribe hinanden med en lang række forskellige og ofte ret humoristiske våben. Kampene foregår på forskellige baner, som byder på forskellige forhindringer og mulige dækninger.




I Worms Battlegrounds er der mulighed for at hygge sig med flere forskellige spiltyper, nemlig en decideret historiedel som skal gennemføres alene, en Worms Ops-del hvor man skal igennem en række udfordringer, og så er der mulighed for at spille multiplayer både lokalt på din Xbox One og over Xbox Live.

Historiedelen af spillet foregår på den måde, at man skal igennem en lang række baner med det fælles mål, at man skal slå alle de fjendtlige orme ihjel, løse forskellige puzzles og som regel også finde en ting til sidst på banen. Inden hver bane får man en hurtig introduktion fra kommentatorormen, der med plat humor fortæller dig, hvordan du skal komme igennem banen og slå de andre orme ihjel. Selvom den bliver kaldt for historiedelen i spillet, så er historien desværre meget overfladisk, og de kunne lige så godt bare have lavet banerne uden de kedelige introduktioner i starten, som man alligevel ret hurtigt bliver træt af og begynder at springe over.

Efterhånden som man kommer længere og længere ind i historien, bliver banerne selvfølgelig mere udfordrende, og der bliver løbende introduceret nye våben. Nogle af våbnene er gengangere fra tidligere spil, og Worms Battlegrounds byder igen på eksploderende får, baseballbat, vandbomber, UFO'er og en lang række andre mere eller mindre opfindsomme våben.

Selvom historiedelen i Worms Battlegrounds i starten måske virker sjov, synes jeg desværre ret hurtigt, at spillet gik hen og blev kedeligt og ensformigt. Dertil kommer, at jeg gang på gang oplevede fejl, som eksempelvis blokeringer der skulle forsvinde, når man havde slået bestemte modstandere ihjel - men som ikke gjorde det, hvilket betød, at jeg måtte prøve banerne forfra flere gange, før det til sidst lykkedes. På de længere baner er der også mulighed for at aktivere forskellige "checkpoints", så du kan starte forfra der, hvis du skulle være uheldig at dø (og det gør man). Desværre er checkpoint-systemet heller ikke særlig godt lavet, og jeg oplevede blandt andet at blive skudt af en fjende i et checkpoint - og når jeg valgte at starte forfra fra sidste checkpoint, ja så stod fjenden der bare igen og sådan blev scenariet ved, indtil jeg blev nødt til at genstarte banen.




Når man er færdig - eller er blevet træt af historiedelen - er der som tidligere nævnt mulighed for at prøve kræfter med "Worm Ops"-banerne, som faktisk er ganske sjove. Worms Ops går ud på, at man på en række baner skal slå nogle fjendtlige orme ihjel - endda uden at de skyder igen, men det er sværere end man lige tror, for man har kun bestemte våben til rådighed, og som alle nok ved, så dør man eksempelvis selv, hvis man skyder en fjende med en bazooka og man er for tæt på. Worms Ops er sjove og udfordrende nok til, at man kommer til at prøve dem igen og igen.

Multiplayer er der som sagt også mulighed for, og det kan spilles af op til fire spillere, både lokalt og via Xbox Live - uanset hvordan man vælger at spille, er der mulighed for at spille enten Deathmatch eller Forts-spiltyperne. Vil man spille lokalt, kan man logge på enten som gæst eller med sit eget gamertag. Hvis spiller nummer to spiller som gæst, kan man spille på samme controller, men det er ikke muligt, hvis man logger på med et rigtigt gamertag.

Desværre synes jeg, at multiplayer over Xbox Live lider for meget under, at man skal bruge for meget tid på at sidde og vente. Først skal man vente på at finde nogle af spille med, derefter har modstanderne 20, 40, 60 eller 90 sekunder til at gennemføre deres træk - alt efter hvad den person, der har oprettet kampen, har sat det til - og med op til fire spillere bliver det hurtigt til en søvndyssende omgang. Muligheden for at spille lokal multiplayer synes jeg til gengæld virker rigtig fint.

I øvrigt er det muligt selv at navngive og ikke mindst vælge hvilket udstyr, eksempelvis hatte, skæg, solbriller og lignende, som dine orme skal have på i kamp. Du kan også lave forskellige hold af orme og navngive dem, så du måske på den måde kan have et hold, der passer til en bestemt form for multiplayer og en anden til en anden form. Med hensyn til udklædningen af de forskellige orme, så har udviklerne været ret fantasifulde, og der er rig mulighed for, at man kan få ormene til at se virkelig sjove ud.

Grafisk vil jeg kalde Worms Battlegrounds for rimelig skuffende. Der er ingen tvivl om, at Team 17 på ingen måde udnytter de ekstra ressourcer, som de har til rådighed på Xbox One - faktisk ligner spillet mest af alt et spil, der burde have været udgivet som et Xbox Live Arcade-spil på Xbox 360. Til spillets forsvar skal det selvfølgelig også nævnes, at det ikke koster lige så meget som andre helt nye titler til Xbox One, men jeg må erkende, at jeg havde håbet på mere.




Hvor lang tids holdbarhed spillet har afhænger uden tvivl af, om du eksempelvis kunne lide de tidligere udgivelser i serien, opskriften er nemlig langt hen af vejen præcis den samme, men det er måske netop også det, som gør, at jeg ikke selv synes, at det var særlig sjovt i længere tid af gangen - der mangler ganske enkelt noget fornyelse på flere områder end det er tilfældet. Omvendt hvis du altid har elsket de tidligere Worms spil, så vil du helt sikkert også være vild med Worms Battlegrounds.

Da jeg først gik i gang med at spille Worms Battlegrounds synes jeg, at det var et kært gensyn med en genre, der har eksisteret i så mange år, at vi også spillede dem, da jeg var ung. Desværre var gensynets glæde ikke nok til, at jeg var underholdt særlig længe, og jeg vil da håbe på, at Team 17 i næste udgivelse i serien måske har noget mere at byde på, end det er tilfældet i dette spil.
Fakta
Worms Battlegrounds

Worms Battlegrounds

PlatformXbox One
UdviklerTeam 17
UdgiverWendros
Spillere1-4
Udgivelsesdato30-05-2014
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Lokal multiplayer fungerer godt, Worms Ops er rigtig sjovt.
Mangler fornyelse, langsomt gameplay, skuffende grafisk indtryk.
Gameplay:6.0
Grafik:5.0
Online:6.0
Holdbarhed:5.5
Overall 5.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.