Painkiller: Hell & Damnation

Tilbage i april 2004 blev det oprindelige Painkiller smidt på gaden. Det var en ganske herlig lille hyldest til de actionfyldte skydespil, hvor der blandt andet blev nikket venligt i retning af Doom. Man kommer ikke udenom, at det er en genre, hvor der er løbet meget vand under broen på de sidste små ti år. Spillene er løbende blevet større, flottere og ikke mindst mere frie. Alligevel vælger man altså atter at samle Daniel Garner op. Man har støvet ham af og sørget for at han står skarpest muligt, inden man igen kaster ham ind i den verden mellem himmel og helvede, hvor han tidligere har kæmpet mod endeløse horder af dæmoner.

Det som virkede i originalen var det overstadige fokus på non-stop action. Det var den konstante strøm af aparte, udøde fjender, som gjorde alt for at få dig ned med nakken. Et første persons skydespil, der med et glimt i øjet lod dig holde skydefingeren i bund og bare nyde digital død og ødelæggelse. Et eller andet sted kan jeg sagtens se idéen i at hive konceptet op af gemmerne; det kan være rart ikke altid at skulle tænke nyt og nogle gange få lov til at lægge tænkehatten på hylden.




The Farm 51 har fået æren af at løfte People Can Fly’s originale spil over til den nye generation. Allerede sidste år stod de for PC versionen, og nu – lidt over et halvt år senere – kommer spillet så også til Xbox 360. PC versionen fik lidt på hatten fordi man ikke havde formået at løfte andet end grafikken til nogenlunde nuværende standard. Nu kunne man måske så forvente, at man med lidt ekstra udviklingstid, havde valgt at lytte efter til disse kritiske stemmer. Det har desværre ikke været tilfældet.

Udfordringen med Hell & Damnation er, at spillet er alt for begrænset i det man tilbyder spilleren. I stedet for at udnytte den bedre maskinkraft i de nuværende konsoller, lader man sig falde ind under de begrænsninger originalen var underlagt. Det betyder her, at man bevæger sig i meget snævre korridorer, hvor antallet af hjernedøde, ensformige fjender er den egentlige udfordring. Jeg kunne sagtens se idéen i, at åbne spillets arkitektur op og samtidig sørge for at modstandernes adfærd fik noget variation. I stedet kæmper man altså i trange områder, hvor man sågar oftest kæmper mod flere modstandere af samme type. Der er med andre ord ikke nogen som helst grund til taktik og sondring mellem våben: Bare skyd!




Man har så prøvet at smide co-op med i pakken, nok i håb om at ramme et buzz-word, som kan indfange lidt flere. Personligt elsker jeg at spille med en kammerat på delt skærm, men jeg er også meget bevidst om, at det er et marked der efterhånden flyder med potentielle tidsslugere. I sammenligning med denne masse står Painkiller på ingen måde ud. Tværtimod bliver man endnu mere opmærksom på, hvor snærende spilleområderne er.

Man må dog konkludere, at der teknisk er kælet lidt mere for begivenhederne. Grafikken står rimeligt flot – også efter nymodens standard – og især nogle af de kæmpe bosser er ganske mindeværdige. Det trækker dog ned, at det mest af alt er talt om overflademaling på et allerede halvråddent træ-skelet. Man burde i stedet have hevet enkeltdelene fra hinanden og bygget tingene op igen. Der er nemlig stadig et marked til lidt overdreven action, men vi forventer alligevel at det sker på en intelligent facon.