Selvom man sagtens kunne tro, at spillet åbner ud med Sherlocks død, så er det ikke tilfældet. I stedet er det hans tre børnebørn der leger rundt på hans loft, hvor de tilfældigvis finder en af John Watsons bøger, hvor han har skrevet om sine eventyr med Sherlock.
Straks tager vi hovedrollen i historien. En eksotisk halskæde er forsvundet fra et aflukket rum, hvor der samtidig er startet en ildebrand. Et sandt mysterium, men ikke et problem for den kendte detektiv-duo. Selve undersøgelses-fasen minder mest af alt om gamle peg-og-klik spil. Som Sherlock bevæger man sig rundt i rummet, hvor forstørrelsesglas-formede ikoner popper op på de elementer, som man kan undersøge nærmere. Det er alt fra lysekronen til akvariet, pejsen til vinduet og pianoet til døren. En utrolig simpel introduktion, og vupti, pludselig ved Sherlock at det var en dresseret abe, der skar sig gennem vinduet, stjal halskæden, væltede en stol ned i pejsen, hoppede fra pianoet til lysekronen og tabte halskæden ned i akvariet på vejen og den fisker Sherlock da lige op, mens man funderer over hvordan han dog egentlig regnede den ud.
Det er netop en af de ting, som Frogwares har gjort rigtigt her: Sherlock minder rent faktisk om Sherlock Holmes. Han er en hyper-intelligent og yderst hjerteløs gut, som keder sig noget så grueligt, når han ikke er i gang med at arbejde til en sådan grad, at visse figurer spekulerer i, hvorvidt Sherlock selv ville kunne finde på at begå forbrydelser, hvis der ikke var nogen han kunne opklare. Han fungerer som hjælper for Scotland Yard af den ene grund, at han synes det er sjovt og så løser han de mest indviklede mordgåder og tyverier med lethed, og uden at kigge sig over skulderen springer han straks videre til den næste.
Efter fundet af den værdifulde halskæde bliver det en del mere indviklet, da Sherlock næste morgen beskyldes for faktisk at have stjålet selvsamme halskæde og erstattet den med en billig kopi. Straks står han uden støtte fra Scotland Yard, og samtidig bliver en biskop fundet myrdet. Sherlock skal ikke bare rense sit eget navn, men samtidig opklare et avanceret mordplot, som kan have alvorlige konsekvenser for Englands fremtid.
På trods af at Sherlock har særdeles nemt ved at opklare forbrydelserne, så er The Testament of Sherlock Holmes bestemt ikke noget nemt spil. Selve grundprincippet med undersøgelse af genstandene er meget nemt, men når først puzzle-sekvenserne kommer, så kan det godt blive mere end almindeligt udfordrende. Allerede under undersøgelsen af biskoppens mord, bliver man mødt af skak-relaterede gåder, med en springer, der skal ramme alle felterne på et 5x5-felt, uden at stå samme sted to gange, samt den gamle klassiker med de otte dronninger, der skal stå på skakbrættet uden at kunne slå hinanden og det er som sagt bare de to første. Jeg er mildt sagt imponeret, hvis man kan gennemføre det her spil uden at have en guide til hjælp.
Spillet er, som sådan, en overraskende lang affære, jeg brugte på den gode side af 15 timer på første gennemspilning. Der er ganske vist ikke meget, som giver en lyst til at kaste sig ud i endnu en gennemspilning, men det er en god portion timer, hvor man i det mindste bliver forsøgt underholdt.
Det er nemt at mærke, at The Testament of Sherlock Holmes ikke er en AAA-produktion det minder på mange måder om en B-film. Grafikken er ikke grim, men animationerne er ofte noget stive i det, ligesom det ser grinagtigt grotesk ud når Sherlock og Watson løber rundt i deres lejlighed. Der er gjort en del ud af mange af områderne, men de er oftest ret små og indelukkede, lige med undtagelse af hovedgaden i Whitechapel. Lige pludseligt at sidde fast i en gammel dames baghave, i et forsøg på at finde hendes vasketøj, føles decideret forkert.
Det burde naturligvis heller ikke være nødvendigt for en mesterdetektiv af denne kaliber, at skulle gennemrode en gammel dames baghave for noget så trivielt. Visse sektioner i spillet føles næsten for simple, fordi at målet er noget så hverdagsagtigt, og det er lidt ligesom at se en overkvalificeret brandmand forsøge, uden held, at få en skræmt kat ned fra et træ. Det får det hele til at virke så ligegyldigt, på trods af at man i virkeligheden forsøger at skaffe sig adgang til den gamle dames hjem, så man kan undersøge om biskoppens nevø har forbindelse til mordet.
Jeg tror faktisk at spillet er bedst, hvis man er typen, der netop godt kan se en B-film eller to. Dialogen bliver til tider ufrivilligt morsom, og John Watson, der hiver en forkert bog ned fra reolen og udbryder Female Anatomy! Hmm... I should put that somewhere else! er noget af det allersjoveste jeg har hørt i et spil i år. Nej, The Testament of Sherlock Holmes er ikke, som sådan, et overraskende godt spil, men det har en vis charme. Hvis du synes at B-films-kvalitet, peg-og-klik og avancerede gåder er noget, der lyder interessant, så kan The Testament of Sherlock Holmes meget muligt være det spil, der redder en slem regnvejrsdag.
Hvis man ikke er til den slags, så er The Testament of Sherlock Holmes nok ikke ligefrem spillet man skal gå efter. På trods af at begge hovedpersoner hæver pistolerne et par gange, så får man som spillet aldrig brugt dem eller nogen som helst andre aktion-elementer.
Facebook
Twitter
