Der er gået mange år siden dengang Konami og Capcom satte standarden for survival horror spil med hhv. Silent Hill og Resident Evil. Vi trækker efterhånden på skuldrene af de mest hardcore asiatiske gysere og deres amerikanske remakes og både Resident Evil og Silent Hill spillene er efterhånden udgivet i så mange versioner, at det er umuligt at holde rede på dem.
Silent Hill: Downpour er det 8. spil i serien og Konami har efter det noget lunkne Silent Hill: Shattered Memories, valgt at gå væk fra det mere actionprægede gameplay og giver os her den gode gamle opskrift, med masser af udforskning og gåder, der skal løses.
Vi indtager rollen som fængselsfangen Murphy Pendleton og allerede i forhistorien får vi fornemmelsen af, at den gode Murphy har nogle solide skeletter i skabet. Som altid i Silent Hill er der dog mere til historien end dét og der går ikke langt tid før vi er viklet ind i en grum historie om hævn og tilgivelse. Fortidens spøgelser kaster lange skygger i Murphys liv og det er først henimod slutningen af spillet, at der begynder at være nogenlunde sammenhæng i hvad der foregår.
Efter et uheld med en fangetransport ender Murphy i Silent Hill, hvorfra vi véd at det er mere end svært at slippe væk fra. Selvom kendere af serien ved at et Silent Hill spil i ligeså høj grad handler om at finde nøglen til fortidens mysterier, som at undslippe byens monstre - så bliver det efterhånden lidt enerverende når man som spiller strander i byen for 8. gang, uden at have nogen idé om, hvad man skal foretage sig for at komme videre.
Der løftes en lille flig af sløret for hvad den større mening med det hele er, men meget af tiden vandrer man rundt på må og få og forsøger at gætte sig til hvad man skal gøre næste gang. Der er selvfølgelig en bagtanke med at fortælle historien på denne måde; jo mere du undrer dig og undersøger omgivelserne, jo mere lærer du om Silent Hill og den bagvedliggende historie. Men efter min mening går fortællingen lidt for langsomt og hånden på hjertet, så er det ikke den store amerikanske roman vi er i gang med.
Dette betyder bestemt ikke at historien er kedelig, tværtimod er der nogle hjerteskærende øjeblikke i spillet, som når Murphy bevæger sig igennem et forladt kloster/børnehjem, hvor der er historier, der følelsesmæssigt slår så hårdt, at man som far gerne vil springe dem meget hurtigt over.
Men det er desværre ikke dét der får mig til at gyse - noget af det der for mig gjorde de første Silent Hill spil eminente, var det gennemførte gys, de der sekvenser, som kunne få dig til at ligge søvnløs i flere dage efter du havde spillet dem - dén følelse mangler Downpour. Der er ganske vist et par steder hvor gåsehudsfølelsen er på plads, det kan også være jeg er blevet hærdet, men de fleste af gysene i Downpour føles altså som noget man har set før.
Det er desværre den overordnede følelse jeg sidder tilbage med efter at have gennemspillet Silent Hill: Downpour; det er et udmærket spil, men det tilfører ikke genren noget nyt. Spil skal ikke nødvendigvis være banebrydende og nyskabende for at være gode, men Downpour føles som et spil, der havde været rigtig godt for 3-4 år siden.
Som titlen Downpour antyder, er der stor fokus på vand i spillet. Jeg skal ikke afsløre for meget om hvorfor, men det skiftende vejrlig er med til at udfordre spilleren; når det regner vil monstrene blive mere agressive og angribe i flok, derfor vil det være en god idé at søge i læ for uvejret.
Grafikken er ellers flot og den regnvejrstriste stemning passer perfekt til Silent Hill universet, men selve spilmekanikken føles antikveret; kampsystemet er tungt at danse med, Murphy bevæger sig ikke særlig hurtigt og man kan kun vælge mellem to typer bevægelser når han slås; blokér med Y eller slå med X. Han har tilsyneladende også lidt problemer med at passere dørkarme eller vælge de objekter han finder undervejs, for står du ikke lige foran dem, kan du simpelthen ikke samle dem op. Samtidig ligner spillet til forveksling Resident Evil 5 så meget i sine menuer og grafiske opsætning, at man næsten bliver i tvivl om hvorvidt Konami og Capcom er fusioneret.
Dette er ting som den passionerede fan nok vil vælge at se gennem fingre med, for der er heldigvis andre klassiske elementer fra serien inde over, for eksempel det store fokus på løsning af gåder. Der er en rig variation af sidemissioner, der sammen med hovedhistorien alle byder på forskellige former for hovedbrud, når du skal løse dem. En god feature er i øvrigt, at du ved start af spillet kan vælge sværhedsgrad på både selve spillet og gåderne, uafhængigt af hinanden - på denne måde kan du justere, om du vil bruge kræfterne på at slås eller løse gåder.
Jeg synes dog det er lidt sværere at se igennem fingre med den stærkt scriptede historie. Tidligt i spillet får du mulighed for at vælge om du vil forsøge at redde en person eller efterlade dem, konsekvensen af dit valg finder du først ud af i slutningen af spillet, men der er meget få af disse situationer og fortællemæssigt skriver Silent Hill en større check ud end spilleren kan indfri. Det føles alt for ofte som om du er reduceret til tilskuer snarere end deltager i begivenhederne - der er kun én vej gennem spillet og kun én måde at gøre tingene på. Samtidig nås det fortællemæssige klimaks på et tidspunkt i spillet, hvor der stadig er 1-2 timer tilbage af handlingen, som derefter kommer til at fremstå lidt amputeret, nu alle hemmelighederne er afsløret.
Grafikken i spillet passer som nævnt godt til stemningen, figurerne ser godt ud og mange af de mennesker du taler med virker utrolig livagtige. Spillet kører på den velprøvede Unreal Engine 3 og derfor er det sørgeligt at se hvordan grafikken hakker næsten hver gang spillet gemmer (hvilket det gør meget ofte) og når der er flere figurer på skærmen samtidig. Det er simpelthen ikke i orden og trækker ret meget ned i grafikkarakteren.
I et gyser er lydsiden alfa og omega for den samlede oplevelse og her gør Silent Hill: Downpour det godt. Daniel Licht har overtaget stafetten fra seriens mangeårige veteran, Akira Yamaoka, og formår at lægge en god stemning med et meget organisk lydbillede, der langsomt bringer den forladte by til live. Som en sidebemærkning kan det nævnes at det originale Silent Hill tema ikke bruges, men at nu-metal rockerne i Korn står bag det nye tema, formentlig noget ikke alle fans vil påskønne.
Samlet set, står Silent Hill: Downpour som et spil, der ikke svigter seriens trofaste fans, men heller forkæler dem. Du får mange af de klassiske spilelementer og hvis du er til den slags, kan du nemt få mange timer til at gå med Downpour. En anden klassiker, er de mange forskellige slutninger og denne gang kan du regne med at genspille spillet mindst 3 gange hvis du skal have dem alle med.
Der er dog mange ups'ere, der spiller ind på den samlede karakter; den ustabile grafikmotor, gameplay som gentager sig selv og en historie, der ligner de andre spil alt for meget. Konami har flere gange vist at de ikke er bange for at tage følsomme temaer op og denne gang er ingen undtagelse i en klam historie om børnelokkere og svigtende voksne, men jeg kunne godt ønske at Konami havde taget skridtet fuldt ud og givet os et horrorgys, der kunne berøve mig nattesøvnen de næste uger. Måske får vi det i 9. omgang?
Facebook
Twitter
