Halo: Combat Evolved Anniversary

Anmeldt af: Jens Nørup - 16. november 2011 - kl. 19:35
Del denne artikel:
24 0

Igår kunne vi fejre Xbox'ens 10 års jubilæum, Microsoft markerer årsdagen med en genudgivelse af det spil der satte standarden for skydespil i 2001.

Vi lever i en tid hvor det virker som om at alle kulturelle pejlemærker, der har haft den mindste betydning kan genudgives og opdateres. Hollywood har i mange år næsten levet af remakes, Star Wars serien kan snart opleves i 3D, Linda & Valentin tegneserierne genudgives og Tintin er aktuel som aldrig før. Remake bølgen måtte før eller siden ramme computerspillene - et af de første var 'Monkey Island' serien og dette år har også budt på en opdatering af 'Beyond Good and Evil' - så derfor er det ingen overraskelse at vi også får et gensyn med 'Halo: Combat Evolved' - spørgsmålet er, om vi har brug for det?

Det første Halo spil udkom i november 2001 i USA, som en lanceringstitel til den nye Xbox konsol. Det skulle markere præcis hvor mange kræfter Microsoft ville sætte ind på at fravriste Sony Playstation magten over konsolmarkedet.




Her, ti år senere kan vi se tilbage og konstatere at Microsoft gjorde det umulige og rent faktisk fik tilkæmpet sig en betragtelig del af markedet. Halo var spillet der viste, ikke kun hvor mange kræfter den første Xbox havde, men også at tiden var kommet hvor man skulle tage 1. persons skydespil alvorligt, både teknisk og fortællemæssigt.

Halo ramte butikshylderne i en tid hvor USA var begyndt at rejse sig efter terrorangrebene 11. september. Set med eftertidens briller ramte Halo lige i solar plexus af den amerikanske selvforståelse med sit universelle tema om det godes kamp mod det onde, her illustreret ved hele menneskehedens kamp mod de overlegne Covenant aliens. For ikke at tale om en helt, der her 10 år senere er blevet et af de få gaming ikoner de fleste kender - Master Chief, spartansoldaten, der gemmer sig bag sin tunge rustning, fåmælt og handlekraftig og i et næsten genialt træk af Bungie, altid formummet bag sin hjelm, så alle kan identificere sig med den ukendte soldat bag masken.




De fleste kender nok historien, men uden at afsløre for meget for de udenforstående handler det om hvordan menneskene, ved et tilfælde, opdager den mystiske ring, Halo - en kunstigt skabt ring, der er så stor at den er beboelig og byder på forskellige økosystemer, lige fra subtropisk til arktisk.

Den mystiske verden er selvfølgelig ikke bare et ferieparadis for tilrejsende aliens. Det viser sig hurtigt at der er noget på Halo, som Covenant vil gøre alt for at få fat i. I rollen som Master Chief er det nu spillerens opgave at kæmpe sig igennem horder af aliens, for at finde ud af hemmeligheden.

Der er ikke blevet ændret på hverken den oprindelige historie eller gameplay - dette er både godt og skidt. Mens historien stadig er interessant, specielt når man ved at det er grundstenen til seriens omfattende univers, så skal der altså mere end en skurkagtig kunstig intelligens til at gøre en historie spændende i 2011.

Et af stederne hvor tidens tand afsløres er stemmeskuespillet. Det svinger mellem det pinlige (marinesoldaterne) til det ligegyldige, med undtagelse af den djævelske 343 Guilty Spark, som stadig er tilpas intrigant til at fænge tilskueren. Generelt har Halo serien dog altid haft en flot og medrivende lydside, Anniversary udgaven er ingen undtagelse. Specielt det remasterede soundtrack har aldrig lydt bedre, og man forstår dem der vælger at købe det på CD.




Grafisk har spillet fået en heftig makeover. Med et tryk på controllerens back-knap kan man skifte mellem den nye grafik og den gamle, oprindelige version. Det er sjovt at se hvor meget der er sket på 10 år, men udover den første spænding er der ikke meget sjov ved at kigge på den gamle grafik. Der er kommet rigtig mange detaljer på grafikken og især farvepaletten er brugt flittigt.

Halo er utrolig farverigt og mættet med detaljer, det ser flot ud, men det virker ikke helt efter hensigten når man nogle gange ser på den gamle grafik og synes at det dystre mørke og mangel på detaljer nogle gange passer bedre til historien, end den farveeksplosion opdateringen tilbyder.

Grafisk vil jeg sige vi befinder os et sted mellem Halo 3 og Halo: Reach. Singleplayer delen gør brug af motoren fra det første Halo spil, samt Saber3d som muliggør skiftet mellem de to formater. Det fungerer sådan set meget godt, men alligevel er jeg ikke superimponeret når man oplever et 10 år gammelt spil standse i et halvt sekund når der læses nyt indhold ind, eller lave massive framedrops når der er mange figurer på skærmen. Når nu grafikken er blevet støvet af, kunne man også ønske sig at animationerne havde fået et løft, de aliens man møder var meget livlige, men de betjener sig stadig kun af 3-4 forskellige manøvrer og de menneskelige marinesoldater har en underlig stiv måde at bevæge sig på, som man ellers kun så i... ja, 10 år gamle spil.




Gameplayet er dog som vi husker det, fuld skrue, med masser af skrigende aliens og gode kampe. Specielt første gang man møder The Flood står for mig som et af de store spiløjeblikke, og det er godt at se at denne scene stadig er lige så medrivende som første gang man spillede den.

Set med nutidens øjne, kan det begrænsede udvalg af våben og specielt den manglende mulighed for at gå i dækning godt virke lidt antikveret, men grundprincipperne fungerer og man føler stadig at Master Chief er den eneste, der kan redde menneskeheden fra den sikre undergang.

Dog skal man være ualmindelig stor fan af serien, for at glæde sig over gensynet med spillets Warthog jeeps. Hvor sej og maskulin den end er, så findes der ikke et køretøj i denne galakse der manøvrerer dårligere - der var nogle der var kede af at man ikke kunne køre i den Warthog, der kunne låses op i Forza Motorsport 4 - jeg er ikke en af dem.

At løfte det oprindelige spil direkte over på en ny platfom, giver også nogle problemer generelt. En af de få ting det originale Halo spil blev kritiseret for var de ensformige baner i slutningen af spillet. Dette kritikpunkt står stadig - cirka en tredjedel af banerne er stort set gentagelse af dem du spillede tidligere, du skal bare løbe i den anden retning. Samtidig ligner de hinanden en hel del og det er ikke svært at komme til at løbe i ring.

Der er ganske vist kommet nogle tilføjelser, blandt andet i form af det kendte Skulls element, vi første gang så i Halo 3, som sætter lidt ekstra kulør på spillet i form af udfordringer som for eksempel mangel på ammunition eller kraftigere eksplosioner. Der er også spredt terminaler ud på de enkelte baner, som fortæller Halo's forhistorie og giver et godt indblik i hvad der foregår. Derudover er der mulighed for at spille co-op via Xbox Live, samt lege lidt med den nytilkomne Kinect funktion, denne virker dog lidt påklistret og personligt finder jeg det hurtigere at genlade mit gevær eller tænde min lygte med et knaptryk, frem for at råbe af mit TV.




Samtidig giver hele spillet en fornemmelse af deja-vu. Ikke kun fordi jeg spillede det første spil på min gamle Xbox, men også fordi jeg har spillet de efterfølgende titler. Selvom man bliver præsenteret for den oprindelige historie i ny indpakning, virker det som en lidt for nem måde for udvikleren at tjene nogle penge på.

Der er naturligvis inkluderet en multiplayerdel, noget der nærmest er synonymt med Halo universet. Der var også multiplayer i det oprindelige spil, men ikke via Xbox Live der først kom 1 år senere - derfor måtte man forbinde sine konsoller via LAN for at spille flere sammen.

Multiplayer delen i Anniversary gør brug af Halo: Reach motoren og for dem der ejer dette spil, er det muligt at installere banerne og spille dem direkte fra Reach. Multiplayeren er klassisk Halo, som man enten elsker eller hader. Fans vil byde de nye maps velkomne og glæde sig over at der er gensyn med nogle af de gamle lokaliteter. Men med kun 7 multiplayerbaner mangler der noget, hvis man ikke er i besiddelse af Halo: Reach som supplement.

Det er dog også muligt at købe multiplayer banerne som separat download. Mens det er et smukt træk fra Microsoft, så multiplayer spillere ikke er tvunget til at købe hele spillet, så synes jeg også det er med til at stille spørgsmålstegn ved berettigelsen af en udgivelse som denne.




For fjerner man multiplayerdelen står der et 10 år gammelt spil tilbage - ganske vist en milepæl og begyndelsen på en enorm franchise, men stadig et gammelt spil. Der er ny grafik, men den flytter slet ikke grænser som det originale Halo gjorde i 2001. Det er slet ikke noget dårligt spil, men der er så mange andre stærke titler på markedet for øjeblikket, og der er for mange af originalens småfejl, der springer i øjnene til at man kan ignorere dem.

Den opdaterede version af Halo: Combat Evolved, holder hvad omslaget lover; bedre grafik, flere lag af historien og tilføjelsen af nye multiplayer baner. Det gør at der er mange timers underholdning at hente her - dog mest for de nostalgisk anlagte og fans af serien der skal slå tiden ihjel indtil Halo 4. Har du spillet de andre Halo spil, men ikke det første eller er du bare vild med hele Halo universet, vil du uden tvivl føle dig godt underholdt. Er du ikke fanget af Master Chief og Halo på nuværende tidspunkt, vil du højst sandsynligt finde bedre actionspil end dette andre steder.
Fakta
Halo: Combat Evolved Anniversary

Halo: Combat Evolved Anniversary

PlatformXbox 360
Udvikler343 Industries
UdgiverMicrosoft Studios
Spillere1-16
Udgivelsesdato15-11-2011
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 16 Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:7.0
Grafik:7.5
Online:7.0
Holdbarhed:7.0
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.