World of Tanks

Skrevet af: Jakob Tofte - 18. september 2013 - kl. 21:35
Del denne artikel:
0 0
Det skal med det samme slås fast, at World of Tanks til Xbox 360 er planlagt til at være et Free to Play spil, ganske som sin meget populære storebror på pc. Allerede her deles vandene lidt. For som udgangspunkt kan man vel næppe have noget imod gratis spil. På den anden side, så medfører dette også uundgåeligt de fra for eksempel Facebook så berømte mikrotransaktioner. Sådanne mikrotransaktioner kan i visse spil nemt løbe op og gøre et spil endnu dyrere end et almindeligt spil.




Dette kan også meget vel blive tilfældet her, i hvert fald hvis man som spiller bliver bidt af det og gerne vil gøre sig gældende på den øverste tinde blandt sine med- og modspillere. For det vil tage umenneskelig lang tid at grinde sig til de bedste kampvogne og det bedste grej, hvis man insisterer på at gøre det gratis. Der er dog ingen tvang i forhold til betaling, så det er muligt at nyde godt af muligheden for et gratis spil, så længe man affinder sig med begrænsningen i forhold til de spillere, der dedikere deres bankkonto til World of Tanks.

Menuerne i spillet kan der naturligvis stadig nå at blive pillet ved på udviklingsstadiet, men umiddelbart ser det allerede lækkert og indbydende ud, og de forskellige kampvogne og alle deres forskellige tilpasningsmuligheder bliver serveret på indbydende vis. Hvis man godt kan lide at nørkle med mange forskellige tilpasningsmuligheder, både i forhold til forskningsgrene og udstyr til sin vognpark, så er World of Tanks en hyggelig titel at bruge tid på, for mulighederne er mange.

På slagmarken er der mulighed for at spille op til femten mod femten, og der er nu så mange deltagere i betatesten, at kampene ofte er fyldt helt op. 30 kampvogne på samme slagmark er i sig selv et herligt koncept, og netop de massive kampe med så meget maskineri på banen ad gangen er vel netop også én af årsagerne til spillets massive succes i pc-verdenen. Når man vælger at gå i kamp bliver man med sin valgte kampvogn kastet ind i en kø, hvorfra man bliver sendt videre ud på slagmarken når der er en ledig plads. Ventetiden er grundet det moderate antal deltagere overskuelig, og på intet tidspunkt oplevede vi at vente meget mere end et minuts tid. Den endelige version af spillet kommer dog forhåbentlig til at indeholde et lidt mere avanceret matchmaking system, således at der bliver mulighed for i hvert fald som minimum at vælge, hvilken bane man ønsker at spille, samt eventuelt at man kan invitere sine venner til samme kamp, på den måde vi for eksempel kender det fra Call of Duty eller Battlefield.

Vi vil ikke pille meget ved selve konceptet, idet netop konceptet er det, som mange spillere har ønsket at se blive overført til konsolmarkedet. Mere interessant er det at kigge på, hvordan denne overførsel til konsolmarkedet p.t. ser ud til at gå. Og her må jeg sige, at især styringen fortsat halter lidt. Selv hvis vi ser bort fra, at spillets vognpark repræsenterer tiden fra Første Verdenskrig og ca. fyrre år frem, og derfor ikke indeholder moderne og ultrahurtige kampvogne, så virker styringen tung og langsom. Kampvognene styres med de analoge pinde og oplevelsen er meget træg. Faktisk så træg, at det bliver lidt halvkedeligt. Selv er jeg meget stor fan af netop kampvogne, og i Battlefield bruger jeg for eksempel formentlig omkring 80% af min tid i netop de tunge køretøjer. Man bør nok ikke sammenligne de to spil, men alligevel er det svært at lade være, hvis man blot søger en god kampvognsoplevelse med responsiv styring og hurtigt gameplay.




Spillet virker ekstremt svært, og jeg står tilbage med indtrykket, at der er meget langt fra spillets gode spillere til de dårlige spillere. I andre spil har alle en chance for en god runde, og selv spillenes bedste aktører risikerer i hver eneste runde at blive dræbt af en rookie. Det er ikke i lige så høj grad tilfældet her. Jeg anser det for meget lidt sandsynligt, at en ny spiller på nogen måde overhovedet kan have en chance imod en erfaren spiller. Om ikke andet, så udelukkende på grund af forskellen i kvalitet på kampvognene. Og her er vi så tilbage til det store spørgsmål om, hvorvidt mikrotransaktioner gavner muligheden for gratis spil eller mere begrænser muligheden for jævnbyrdige kampe. Det er ingen hemmelighed, at undertegnede tilhører gruppen, der hælder til det sidste.

Rent grafisk virker World of Tanks pænt og rimelig poleret, især når man tager i betragtning, at vi stadig befinder os på udviklingsstadiet. De store områder kampene finder sted på skildres fint, og kampvognenes detaljegrad ligger også på et helt acceptabelt niveau.

Så foreløbigt ser udviklingen altså ud til at køre på rette spor. World of Tanks ser ud til at blive et ganske hæderligt spil, hvor styringen dog foreløbig er tung og lidt kluntet. Om man som spiller vil blive hængende kommer i meget høj grad til at afhænge af, om man kan finde fornøjelse i det langsommelige gameplay, for til gengæld at have mulighed for at køre kampvogn sammen med så mange andre på én gang, samt finder nydelse i alle tilpasningsmulighederne, og i måske endnu højere grad om man omfavner mikrotransaktionerne som en nødvendig del af Free to Play-verdenen. Eller man mere er til konceptet, hvor et spil koster noget at købe, men at alle spillere til gengæld efterfølgende har samme forudsætninger rent udstyrsmæssigt. Det er en debat, jeg vil overlade til læserne...
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide dette preview..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her
Xbox Support