World of WarCraft har i den grad ladet sig inspirere af de mange grundideer, som startede med det allerførste kapitel, Arena, tilbage i 1994. Allerede året efter udkom Daggerfall. Siden lå serien stille (der udkom godt nok mere action-orienterede spil som Battlespire og Redguard, men de tælles ikke med) for i 2002 at komme stærkt igen med Morrowind. Spillet solgte rigtigt godt og vandt rigtige mange priser som årets RPG. Morrowind var spillet, som indfangede undertegnede, og siden har jeg glædet mig som et lille barn på selve juleaften til Oblivion. Faktisk undlod jeg at investere i en Xbox360, da Oblivion ikke længere var at finde blandt launch-titlerne.
Det der førhen udskilte serien fra alt andet på markedet, var spillets åbenhed. Du blev kastet alene ud i eventyret uden nogen kyndig hjælp fra nogen som helst. Her måtte du så selv vælge din vej og enten opsøge den ene kontaktperson i en by, du ikke aner hvor er eller prøve at klare dig alene i et middelaldersamfund, som viser ingen barmhjertighed. Det er denne start, som enten giver spilleren lyst til mere eller som skræmmer vedkommende langt væk. Alt dette bliver dog anderledes i det kommende kapitel.
Udvikleren Bethesda starter forfra med hvert spil. Der er intet, der bliver genbrugt, og det er noget man især øjner, når man ser de mange screenshots fra spillet. Spillet var lidt af et risiko-projekt for Bethesda, da de allerede i 2002 begyndte arbejdet med den nye spilmotor. For nu om dage tager teknikken syvmileskridt hver dag, og hvad der synes umuligt den ene dag er pludselig muligt den næste måned. Så Bethesda satsede stort på den grafiske side i håb om, at teknologien tog de kvantespring, som de håbede på. Og med Xbox360 åbnede sig endnu en gang muligheden for at overføre hele herligheden til konsol. Faktisk skulle det køre bedre på en Xbox360 end på alt andet end en high-end pc, hvorimod Xbox'en havde sit hyr med at afvikle Morrowind optimalt. Udover de flotte lyskilder, teksturer, modeller, effekter, og andet grafisk lir er det skovene i Oblivion, som tager pusten fra en. Aldrig er så flotte skove blevet genskabt i et spil. Det er et syn for guder, når man vandrer igennem og ser trækronerne svaje sig højt oppe over hovedet på en, når en frisk brise blæser igennem. Den fotorealistiske grafik kombineret med en utrolig fysikmotor alene gør spillet utroligt attraktivt.
Men The Elder Scrolls har altid haft sit omdrejningspunkt i historien og de mange forgreninger som den tager i det virtuelle samfund som bliver brygget sammen. Spillet har intet med de tidligere spils eventyr at gøre, udover at de kan læses som anekdoter i nogle af de hundredvis af bøger, som spillet indeholder. Vi skal denne gang til en Cyradill, som har sin beliggenhed i Tamriel. Her er der siden Kejserens død begyndt at dukke mystiske portaler op, som bringer væsener fra Oblivion ind i kongeriget, som i forvejen er splittet af intern uro. Næsten alle Kejserens efterfølgere er blevet dræbt, så man sætter ud efter at finde den forsvundne søn og samtidig finde ud af, hvad der ligger bag de mange portaler. Af de større forandringer består åbningssekvensen i fængslet som en større introduktion til spillets historie, hvorimod man tidligere blot fik navnet på en kontaktperson. Her kommer man i dialog med selveste Kejseren, kort inden han bliver myrdet. Og det er ikke hvem som helst, der leverer stemme til hans kejserlige højhed. Patrick Stewart (kendt fra film som X-men og Schindler's Liste) er den ene af flere kendisser, som også inkluderer Sean Bean og Terrence Stamp.
Endnu en af de større forandring er overgangen til fuld dialog med NPC'erne (Non Player Character), hvor vi tidligere var henledt til de mange tørre tekster. Men nu har samtlige NPC'er fået en stemme og endda også et liv! For med Radiant AI har Bethesda nu givet NPC'erne forskellige behov for søvn, mad og drikke og endda underholdning og social omgang med andre. Du vil nok blive overrasket de første gange, du oplever to NPC'er starte en samtale og tiltale hinanden ved navn. Eller når du ser en mand gå ned for at handle for at få noget at spise. De mindre lovlydige kan endda finde på at stjæle maden. Og vi husker vel alle eksemplet fra E3-videoen, hvor kvinden øver sig på at træne med sin bue og efterfølgende drikker en magisk drik, der forbedrer hendes evner. At hun så senere satte ild til sin egen hund må høre til nogle af de mere specielle hændelser, man kan komme ud for.
Men bliv nu ikke skræmt, for spillet ligner stadig de forrige eventyr i opbygning. Du bliver bedre i de skills, som du reelt bruger. Modsat f.eks. Diablo-serien, hvor man får level up og kan spendere de mange skillpoints, som man vil, tikker der små points ind på de forskellige kontoer, efterhånden som de mange færdigheder kommer i brug. Bethesda kampsystem har også fået en mindre overhaling. Hvor man før gik ind i en kamp med tre måder at svinge et sværd på, er kampene blevet mere levende med et par komboer og andet om end forvent ikke for meget. En ny velkommen feature er muligheden for at erhverve sig en trofast ganger. Så burde det gå lidt hurtigere, når man skal fra det ene område af landet til det andet på en opgave. Men Bethesda har vist også implementeret en Fast Travel mulighed, for de som synes, at det stadig går for trægt. Hvordan den virker, vides endnu ikke.
Så hvad kan vi vente, når spillet engang endelig lever op til Bethesdas egne høje forventninger? Der er så mange nye ting i dette fjerde kapitel, at det ville tage flere sider at remse dem alle op. Det bliver ikke et nyt Morrowind. Men det bliver heller ikke noget helt andet. Det bliver et nyt kapitel i Elder Scrolls-serien, som for mange vil virke familiært men alligevel fremmed. Oblivion har mange nye features, som nok skal give nye spillere i Elder Scrolls-universet en blød start. Men Bethesda har heller ikke glemt de mange fans, så spillet bliver et frisk pust for alle uanset hvad. Nogle vil elske det, andre vil hade det. Sådan er det nu engang med The Elder Scrolls.
Facebook
Twitter
