Xboxlife.dk - De første 10 år

Skrevet af: Morten Skou - 1. januar 2014 - kl. 21:27
Del denne artikel:
0 2
Xboxlife.dk fyldte 10 år den 1. januar 2014, og i den anledning synes jeg, at det var på sin plads med et par blogindlæg, der fortæller lidt om historien bag vores community – både set lidt objektivt men også fra mit eget perspektiv. Tingene er skrevet ud fra fri hukommelse, men jeg håber at have fået det meste med.

For at starte fra begyndelsen skal vi mere end 10 år tilbage i tiden – helt tilbage til slutningen af 2003, hvor min kammerat Christian og jeg fik ideen om, at vi da ville lave en spilside om Xbox, så vi kunne score nogle gratis spil til konsollen. På daværende tidspunkt var der en anden dansk side, som var ved at lukke ned, og som hed Xbox-Live.dk, men det havde vi egentlig ikke forsket så meget i. Det gik dog ret hurtigt op for os, at mange af de gode danske domæner var væk – vi var i gang med overvejelserne om at kalde siden for xb0x.dk (med et nul) – heldigvis endte valget på Console.dk, som åbnede op den 2. januar 2004. Eftersom Console.dk navnet var generelt, så dækkede siden både PlayStation, Nintendo og Xbox konsollerne.

Samtidig var Nicolai (Speciality) i gang med at lave et Xbox Community, som fik navnet Xboxlife.dk. Nicolai og hans redaktion åbnede dørene til Xboxlife.dk den 1. januar 2004 klokken 00.00, og dermed lød startskuddet imellem de to konkurrenter Xboxlife.dk og Console.dk. Konkurrencen kørte hårdt på imellem siderne i de første par måneder, og det betød samtidig, at de to sider udviklede sig rigtig hurtigt, for netop den form for konkurrence kan være med til at give folkene bag lidt ekstra energi i en periode. Efter et par måneder var brugerantallet på Console.dk lidt større end på Xboxlife.dk – dette skyldes uden tvivl, at siden rakte over flere forskellige platforme, og at Nordisk Film dengang var ret langt fremme i skoene med at supportere Console.dk.

Månederne gik og til trods for, hvad de fleste nok troede på daværende tidspunkt, så snakkede Nicolai og jeg faktisk ofte sammen, og da Nicolai i september 2004 besluttede sig for at sælge Xboxlife, fordi han ville i gang med et andet projekt, så endte det med, at jeg købte siden. Da min kammerat Christian ikke var klar til at smide penge i opkøbet, så trak han sig desværre helt ud af vores spilprojekt på daværende tidspunkt. Formålet med opkøbet var at skifte navnet på siden og køre den videre under navnet Xbox-Live.dk i stedet for XboxLife.dk. Årsagen til dette var, at vi rent faktisk var to personer bag købet af Xboxlife.dk, men det var mig, der var den officielle køber – den anden var ejeren af spilbutikken Gamebits.dk, som smed penge i for at få links til butikken samt naturligvis reklame. Ret hurtigt blev ideen om at skifte navnet dog droppet, og Xboxlife fik lov til at fortsætte under Xboxlife.dk navnet.

Allerede fra starten, da jeg arbejdede med Console.dk, havde jeg et enormt godt samarbejde med Torben fra Gamebits, som tidligere rent faktisk selv havde drevet et relativt stort dansk spilsite og endda et spilblad. De første par år var hans villighed til at hjælpe os med konkurrencer og generel sparring nok noget af det, som fik os rigtigt godt på vej. Samarbejdet med Gamebits.dk består som bekendt stadigvæk den dag i dag, hvor vi hjælper hinanden med forskellige ting engang imellem.

Anyways, så blev kontrakten om købet af Xboxlife.dk underskrevet den 16. september 2004, og den daværende redaktion på Xboxlife var blevet orienteret - og faktisk tilbudt at overtage siden en uges tid før. De tog rigtig godt imod mig, selvom der naturligt nok kom lidt sjove udtryk fra blandt andet Buktu, der var en af de originale skribenter, som var med næsten fra starten:



Planen var at fortsætte med at drive Console.dk og Xboxlife.dk som to separate sider med to separate redaktioner, og det var også tilfældet i en del år. Mit fokus begyndte dog at skifte mere over imod Xboxlife til trods for, at vi også havde en sindssyg god redaktion på Console.dk, så var det altså Xboxen, som mit hjerte bankede for.

Et hurtigt kig på vores liste over skribenter de sidste 10 år viser, at der har været på den anden side af 60 skribenter – nogle har været der længere end andre, men fælles for dem alle er, at de har været med til at gøre Xboxlife.dk til det, som siden har været de sidste 10 år, og som den forhåbentlig også vil være et godt stykke tid ud i fremtiden. Med risiko for, at der mangler en skribent på listen, så er her listen over alle de skribenter, som har været med på Xboxlife siden starten – og samtidig vil jeg sige stort tak til dem alle:

Nicolai Dalsgaard (Specialty), Anders Pedersen (Anastacio), Peter Dam (Pete the Elite), Sune Meyer (Goose Fraba), Tobias Møller (Buktu), Morten Grønbæk (Naemi), Allan Pedersen (Grillbiller), Martin Olsen (Cramzor), Kristian Skov Feilan (Crishake), Lars Grubak Larsen (Bannon), Simon Dion Pedersen (Spot F), Mikkel Vinther (Vinterbird), Kenny Jensen (il gigolo), Peder Hindborg (MirageDK), Kenneth Møller Hansen (Hanky), Miichael Larsen (Creek), Rasmus Abildgaard Slot (Gamemakerman), Mads Klitgaard (Crueltylizer), Carsten Odgaard, Andreas Juliussen (Staint DK), Jon Hansen (Agent Bamse), Kristoffer Hamborg (ztuphar), Jesper Flindt, Thomas Heine Bech (heinstach), Philip Christiansen (Raider), Danni Engel Andersen, Hannibal Steensen (Hanniste), Christian Monrad (Kendtehans), Simon Wiencken (Valyc), Christian Slot (Slotizzle), Kenneth Pedersen, (Sk3letor), Dennis Haagensen (Rotator), Christian Olsen, Jesper Thuesen (Tue69), Lee West, Jacob Andersen, Tommy Ågren, Jakob Tofte (Tigerjax), Thit Hansgaard (Thit), Marcus Lindgren, Mikkel Graugaard, Jesper Nielsen, Palle Havshøi-Jensen (PrideDK), Bjørn Eriksen, Christian Mortensen (cbm), Andreas Gajda Kristensen (Gajda), Sebastian R. Sørensen (Reinholdt), Frederik Hausner Petersen, Jakob Helms Andreasen (Terrificity), Dennis Månsson, Nicolai Ingemansen (IkkNico), Dennis Johansen, Jacob Dissing Graversen, Jens Nørup, Morten Jansen, Esge Winkel Lorenzen, Christian Hoffmann Nielsen, Alan Vittarp Rasmussen, Patrick Dahl Nielsen, Søren Davidsen (Lowlandet) og Kristian Mikkelsen.

Tiden skred frem og Xbox 360 udkom i december 2005. Jeg blev i forbindelse med lanceringen i USA i slutningen af november 2005 fløjet til USA af Microsoft, så jeg kunne deltage i ”Zero Hour”-eventet, altså det officielle lanceringsevent for Xbox 360. Det var en kæmpe oplevelse og super sjovt at være den første dansker, der officielt fik konverteret sit gamertag fra Xbox til Xbox 360. Til samme event mødte jeg J. Allard og Peter Moore, som signerede et memory card til Xbox 360, som jeg i øvrigt stadigvæk har liggende.

Inden lanceringen af Xbox 360 begyndte Microsoft virkelig at øge deres fokus på os som community – sikkert fordi, at man kan få så meget ”gratis” tilbage, hvis man bruger lidt ressourcer på at supportere communities. Det betød, at jeg havde en utrolig god dialog med Christian og Kristian, som dengang arbejdede for Microsoft Danmark, hvilket selvfølgelig åbnede op for nogle ekstra muligheder, som for alvor satte skub i tingene herinde. Vi kom blandt andet med i nyhedsbrevet, som blev sendt ud fra Xbox.com, vi blev nævnt på selve Xbox.com og kom til at køre en lang række forskellige turneringer, hvor hele undersider på Xbox.com linkede til os. Dette gjorde selvfølgelig, at vores brugerantal steg ret hurtigt – det som Microsoft fik ud af det var, at vi gav de danske Xbox gamere en mulighed for at møde ligestillede personer med samme interesse, hvilket er win-win for alle parter.

Turneringer for alle
Sådan kørte det rigtig godt i mange år, der kom hele tiden nye brugere til, og selvom der meget naturligt var noget udskiftning på redaktionen igennem årene, så har siden i mine øjne altid formået at levere det, som den blev sat i verden for; et godt Xbox community til Xbox-fans. En af de ting, som en del af vores brugere var rigtig glade for, var når vi afholdt turneringer, ikke mindst fordi vi ofte formåede at få fat i relativt store og eksklusive præmier, det gør det jo lidt sjovere at være med. Derudover forsøgte vi at lave turneringerne, så det var sjovt for alle at være med, dels ved at gøre hvad vi kunne for, at der var fair play, men der var blandt andet også lodtrækning om præmier til dem, der ikke vandt selve turneringerne. Der blev afholdt turneringer i spil som Halo, Forza, Call of Duty, FIFA, PGR, Gears of War, Bomberman, Madden NFL og flere andre igennem tiden.

Efter at have kørt ganske succesfulde turneringer igennem et godt stykke tid, gik vi i dialog med Electronic Arts om at afholde periodemæssige turneringerne i en række af deres spil, blandt andet FIFA. Disse turneringer skulle foregå i et automatiseret system men med nogle større turneringer i weekenderne, som repræsentanter for Xboxlife skulle sørge for kørte flydende. Der blev lavet udkast til kontrakt på det hele for en periode på to år, og vi gik i gang med udviklingen af systemet, som EA rent faktisk var klar til at smide en pæn sjat penge efter. Desværre endte det med, at vi ikke fik gennemført aftalen. Jeg husker rent faktisk ikke hvorfor, men set i bakspejlet kunne det have været super interessant at se, hvordan et sådan system til turneringer, finansieret af EA, ville have udviklet sig her på Xboxlife.

I samarbejde med SLAP afholdt vi også en række LAN-events i København. Det første, X1, synes jeg stadig personligt var det hyggeligste af dem, men vi har også været med til at lave Xbox netværksevents i henholdsvis Brøndby Hallen og Øksnehallen. Det har været sjovt at lave disse events og ikke mindst møde en masse af vores brugere. Til sidst gik det dog op for mig, at alt den tid, der blev brugt på at planlægge og afholde disse ”real life”-events, kunne blive brugt langt bedre, hvis vi i stedet fokuserede på vores kerneområde, som altså er vores online community, og derfor bliver der ikke flere netværksfester arrangeret af os.

Drømmen
Jeg har altid haft en drøm om at udvide vores Xboxlife community til andre lande, og første del af drømmen blev realiseret, da jeg sammen med min kammerat Marcus fra Sverige åbnede op for Xboxlife Sverige den 15. maj 2008. Det gik ret hurtigt med at få den svenske side op i hastighed, og der kom også en del brugere. Vi afholdte turneringer på begge sider af broen samtidig med fælles skandinaviske finaler – det var super fedt. Desværre blev det efterhånden sværere og sværere at holde aktiviteten i gang på den svenske side, og selv om Marcus knoklede, så endte det med, at siden i dag ikke længere opdateres. Den sidste opdatering var i starten af 2013. I 2011 fik vi også gang i en norsk udgave af Xboxlife med den norske redaktør, Espen, i spidsen. Xboxlife Norge var en realitet, nyheds- og anmeldelsesflowet kørte perfekt på den norske side – siden kører fortsat, men er ved at blive omstruktureret.

Et eller andet sted, er det stadig en drøm jeg har at lave en engelsk udgave af Xboxlife, og det har også været utroligt tæt på, at det blev muligt flere gange de sidste par år, primært fordi jeg har været ved at opkøbe et par ret store engelske Xbox communities. I dag tror jeg nemlig, at vejen frem er at opkøbe et eksisterende site med en eksisterende redaktion, hvis det skal være realistisk at komme ind på det engelske marked. Desværre er det ikke lykkedes endnu, men hvem ved hvad fremtiden bringer.

Xboxlife og de sociale medier
I forhold til mange andre danske medier, så gik der lang tid før Xboxlife rent faktisk kom på Facebook og Twitter. I mange år var jeg lidt modstander af disse sociale medier, da jeg synes, at de omgås personlige oplysninger på en lidt uheldig måde. Vores daværende skribent, Andreas Gajda Kristensen, blev dog ved med at hive fat i mig for at høre, hvornår Xboxlife skulle på Facebook. Andreas tilbød endda at køre det hele. Til sidst endte det med, at jeg – nok lidt irriteret – gik med til, at vi fik oprettet Xboxlife på Facebook.

Det var selvfølgelig en beslutning, som jeg var meget skeptisk overfor i starten, men den dag i dag kommer en stor andel af vores trafik rent faktisk fra de sociale medier så som Facebook og Twitter. Så jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan det havde set ud, hvis ikke Andreas havde været fremme i skoene på det tidspunkt og blev ved med at skubbe i den rigtige retning – så tak for det Andreas!

Ikke kun guld og grønne skove
Alt har selvfølgelig ikke kørt uden problemer på Xboxlife, og der har været op- og nedture. Vi har mistet vigtige nøgleskribenter på meget uheldige tidspunkter, vores server er brændt af og vi var tæt på at miste alle vores trailere, da vores hosting-udbyder gik konkurs. Men vi har på en eller anden måde altid formået at fortsætte. Det er noget, som jeg personligt er ret stolt af den dag i dag. Der skal heller ikke være nogen tvivl om, at jeg flere gange i løbet af de sidste 10 år har overvejet, om det virkelig var det værd eller om jeg skulle dreje nøglen om – men der har altid været nogen, der har været klar til at hjælpe mig tilbage på hesten igen.

At vi gik over til at skille vores folk herinde ad i to forskellige dele; en redaktion og et moderator-hold, synes jeg stadigvæk har været en af de rigtig gode beslutninger, som var med til at fjerne en hel del pres fra mine egne skuldre. Det lykkedes også ret hurtigt at få sammensat et super godt hold af moderatorer, der ikke var bange for at tage action, hvor det var nødvendigt. Med BulletEyeDK i spidsen og centric dk, EvilNinjaMoby, NeoNode og CaptainKicker som moderatorer lykkedes det at få lavet en instans, som på demokratisk vis kunne afgøre de forskellige beslutninger, som var nødvendige for, at folk i alle aldre kunne få en god oplevelse her på Xboxlife.

Nogle gange sker der bare ting, som man ikke selv kan gøre noget for at påvirke. Et eksempel på det første rigtigt slemme hug, som Xboxlife har fået igennem tiden, var da størstedelen af Home Entertainment divisionen valgte at stoppe hos Microsoft Danmark, og der kom en ny chef og en række nye ansigter til. Det betød desværre, at Microsoft Danmark mere eller mindre droppede alt supporten til Xboxlife i en lang årerække, for i stedet at fokusere på at få Xbox 360 konsollen med i diverse Netto-reklamer og dameblade. Uanset hvad vi spurgte Microsoft Danmark om, så var svaret som regel nej – hvis vi da fik et svar. Den dag i dag står jeg stadig uforstående overfor, hvorfor Microsoft Danmark valgte at ignorere os på den måde som de gjorde – vi laver trods alt ret meget omtale af et produkt, som de ejer, og det virker derfor i mine øjne ret naturligt, hvis de i det mindste forsøgte at bruge den form for eksponering de kunne få på en nem måde for at fastholde ”core”-gamerne, som 70% af vores læsere nok er.

Heldigvis lykkedes det os da at fortsætte til trods for den manglende support, og fik i stedet en masse hjælp fra vores andre samarbejdspartnere. Jeg skal i øvrigt sige, at vores samarbejde med Microsoft Danmark har været ganske udmærket i et godt stykke tid efterhånden, og jeg tror og håber på, at vi får mulighed for at lave en masse interessante ting for vores brugere i 2014, ikke mindst i forbindelse med udgivelsen af Xbox One her i Danmark.

Alt det som ingen ser..
Hvis man bruger Xboxlife aktivt, så har man nok en ide om, hvem der arbejder for vores redaktion og hvem der er moderatorer, men der sker faktisk også en hel del ”bagved”, som man ikke umiddelbart kan se. Vi har i tidens løb haft en ”teknisk gruppe”, som sammen har været med til at holde det hele kørende – både selve serveren, men også alt koden og det grafiske. Dette hold har igennem tiden bestået af Thomas Prip, Thor Sarup, Søren Klintrup, Claus Munch, Marcus Lindgren og Casper Eriksen. Uden dem havde Xboxlife for det første været urimelig grim at se på, men nok også en hel del mere ustabil.

Jeg har godt nok allerede nævnt alle de personer, som igennem tiden har været en del af vores redaktion, men da jeg ikke selv altid har kunne finde tid til alt, så har der typisk været en anden redaktør, som havde ansvaret for indholdet. Den første redaktør var Sune Meyer, som var med de første år efter, at jeg overtog siden. Vi har også haft Anders Pedersen, som var med til at holde siden kørende i den rigtige retning i en lang og svær periode. Efterfølgende tog Carsten Odgaard over og var med til at hæve niveauet endnu et nyk opad. Den sidste lange periode har det været Palle Havshøi-Jensen, som har kørt den redaktionelle linje – en ting som han har gjort siden 2009, og jeg tror aldrig, at der har været så meget styr på anmeldelserne, som det er tilfældet i øjeblikket.

Det er selvfølgelig svært at spå om, hvad fremtiden bringer, det kan jo være, at vi alle vågner op en morgen og ikke gider Xbox mere. Men som det ser ud lige nu, så har Xboxlife to større udfordringer, som vi nok kommer til at bruge en hel del tid på her i 2014 – begge er heldigvis ting, som vores brugere kan være med til at hjælpe med. Den nok største udfordring er, at Xbox One er blevet udsat til en endnu ukendt dato i 2014 her i Danmark. Derfor tror jeg, naturligt nok, ikke at der vil komme så mange nye Xbox 360-ejere til, og fokus fra rigtig mange af udviklerne vil helt sikkert også være på Xbox One. Det betyder, at vi indtil Xbox One udkommer her hjemme, skal holde gang i vores community, som forhåbentlig går og glæder sig til at få fat i den nye konsol, når Microsoft ellers får fingeren ud.

Den anden store udfordring er desværre ikke en ny ting, men den bliver desværre værre og værre, dette gælder for alle medier og ikke kun Xboxlife, men problemet er det samme. Som alle ved kommer indtjeningen på Xboxlife typisk via bannerreklamer, men da op imod 30 % af vores brugere anvender bannerblokering, så betyder det, at vi mister en ret stor del af vores potentielle omsætning. Jeg synes altid, at vi har forsøgt at lave bannerne, så de generer mindst muligt, og jeg har da også lavet opfordringer til vores brugere om at slå det fra herinde, men det ser desværre ikke ud til, at det rigtigt hjælper.

Begge udfordringer synes jeg dog er overkommelige, men kun tiden vil vise, hvordan det rent faktisk kommer til at gå og om der dukker flere udfordringer op i løbet af de næste par år – og det er måske det, som gør det spændende. Jeg ser i alle tilfælde frem til 2014, og håber at alle vores brugere gør det samme.

Jeg håber, at I nød den lille fortælling om Xboxlifes historie igennem årene. Til sidst vil jeg gerne igen sige mange tak til alle dem, som har været med til at gøre Xboxlife til det super fede community, som det er, alle skribenterne igennem tiden, moderatorer, teknikere, udviklere og sidst men ikke mindst alle brugerne, som jo er det, der får et community til overhovedet at kunne fungere. Tak!

Til sidst, så vil jeg lige nævne, at jeg også har skrevet et mere personligt blogindlæg om min tid på Xboxlife, det kan du læse her, men skriv da lige en kommentar her, inden at du hopper videre :-)
Log ind og stem
2
Der er 2 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her
Xbox Support