Turtle Beach Ear Force Stealth 500X

Skrevet af: Morten Skou - 26. januar 2015 - kl. 21:24
Del denne artikel:
0 4
Lige siden udgivelsen af Xbox One for over et år siden har det uden tvivl vakt meget undren, at der ikke har været noget headset til konsollen, som har understøttet surround sound. I starten var det slet ikke en mulighed, da konsollen ikke understøttede andet end stereo, men senere blev det muligt eksempelvis at tilslutte sit gamle surround sound headset til den optiske port og på den måde få surround sound. Sidstnævnte var dog på bekostning af, at man ikke kunne anvende mikrofonen.

Turtle Beach Stealth 500X Xbox One

Nu er headset producenten Turtle Beach klar med deres Turtle Beach Ear Force Stealth 500X model, som giver en fuldstændig trådløs surround sound oplevelse på Xbox One, i DTS og 7.1 kanaler, i den velkendte kvalitet, som Turtle Beach er kendt for.

Det indeholder pakken:
- Turtle Beach Stealth 500X headset
- Turtle Beach trådløs modtager
- Kabel til mobiltilslutning
- Mikrofon som kan sættes på og tages af headsettet
- USB kabel til opladning og software opdatering
- Digitalt optisk kabel
- Turtle Beach klistermærke
- Indstillingsreferencekort

Det første jeg skulle gøre, efter at jeg havde pakket headsettet ud af den flotte indpakning, var at hente et stykke software fra Turtle Beach til min computer. Herefter skulle headsettet sættes til computeren via et USB-stik, så det kunne blive opgraderet til den seneste version. Det er egentlig lidt sjovt at tænke på, at en ting som headsets efterhånden er blevet så avancerede, at det er nødvendigt at gøre, så softwaren indeni dem kan opdateres. Opdateringen gik heldigvis både hurtig og smertefrit - softwaren fra Turtle Beach findes i øvrigt både til PC og Mac.

Efter opdateringen var overstået, var det tid til at tilslutte tingene til Xbox One konsollen. Dette gøres nemt ved at sætte den trådløse modtager til en USB-indgang på Xboxen og ligeledes sætte det digitale optiske kabel til. Derefter skulle der bare laves en hurtig ændring i opsætningen på Xbox One, så lydkvaliteten blev den rigtige - og vupti, så kunne Xboxen kende headsettet, som selvfølgelig også parres med controlleren. Herefter virker headsettet uden behov for at tilslutte yderligere kabler, og det er heller ikke nødvendigt med en af de normale chat-adaptere fra Microsoft, da det hele fungerer fuldstændig trådløst.

Selve designet på headsettet ligner de tidligere headsets fra Turtle Beach i de højere prisklasser. Farverne er holdt primært i sort med detaljer i grøn og tekst i grå. Selve øreenheden er oval, hvilket jeg synes gør, at den er mere behageligt at have på ørene end de headsets, som er helt runde. Bøjlen, som holder de to højttalere sammen, er foret med blødt materiale, hvilket ligeledes er med til at gøre, at man kan have det på i længere tid af gangen, uden at det begynder at irritere. Selve ørekoppen er polstret med et kraftigt stof, hvilket egentlig overraskede mig lidt, da jeg personligt synes bedre om skind look-a-like typen, som Turtle Beach blandt andet tidligere har brugt på deres XO Seven model. Stoffet som sidder på Stealth 500X er dermed det samme, som man finder på det billigere XO Four headset, og den beslutning forstår jeg ganske enkelt ikke, da det andet givet en mere lækker fornemmelse at have på ørene.

Eftersom der ikke er noget kabel i forbindelse med headsettet, betyder det også, at alle knapperne er placeret direkte på headsettet. På den højre øreenhed finder man udover den fleksible mikrofon også muligheden for at tænde og slukke hadsettet og muligheden for at justere lydstyrken på både stemme og selve spillyden. På samme side sidder også knappen til at aktivere mobilindgangen og ligeledes selve stikket til mobilkablet - hvilket er nødvendigt, hvis du eksempelvis vil høre musik eller lyd fra en mobil eller tablet. Den sidste knap er mute-knappen - og hvis du har læst et par af mine tidligere anmeldelser, så er jeg ikke synderligt vild med, at det er nødvendigt at fjerne den ene hånd fra controlleren for at slukke for mikrofonen. Men hvis du ikke er typen, som kan lide at slå mikrofonen fra, når du ikke snakker, så udgør det selvfølgelig ikke et problem.

På venstre ørekop sidder der 4 knapper, som bruges til at skifte imellem de forskellige surround sound muligheder og de forskellige lydindstillinger samt mini-usb porten, som bruges til at oplade det indbyggede batteri med. En enkelt opladning giver ifølge Turtle Beach imellem 10 og 15 timers spilletid - og for at sikre, at man får så meget ud af dem som muligt, så slukker headsettet automatisk efter cirka 10 minutter, hvis du slukker din Xbox og signalet til headsettet dermed forsvinder.

Ved at trykke på de to knapper til lydindstillingerne på venstre ørekop kan man skifte imellem en række forskellige lydtyper. Der er fire overordnede muligheder, nemlig Game mode, Movie mode, Music mode og Surround off. Hver af de fire muligheder giver mulighed for at vælge imellem fire andre muligheder, eksempelvis kan man i Game mode vælge imellem "Shooter", "Racing", "Sports" og så Turtle Beaches "signature sound". Det samme gør sig gældende for de øvrige indstillingsmuligheder. Personligt spillede jeg primært med standard indstillingen, da jeg bedst kunne lide lydbilledet på den - men da det jo nok kan være individuelt hvordan man gerne vil have sin lyd sammensat, så er det noget som man lige bør lege lidt med, hvis man investerer i headsettet.

I hver ørekop sidder der ligesom i de fleste andre headsets fra Turtle Beach en enkelt 50mm stor højttaler. Lydkvaliteten er rigtig fin, og jeg oplevede ikke nogle forstyrrelser eller knasen i forbindelse med testen. Signalet fra den trådløse modtager sendes via 5Ghz båndet og har en rækkevidde på lige omkring 9 meter - hvilket burde være rigeligt for de fleste. Som tidligere nævnt kan headsettet spytte det hele ud i hovedet på dig med DTS X 7.1 kanals surround sound, hvilket gør det nemmere at høre, hvor fjenderne kommer fra. Eftersom der kun er en enkelt højttaler i hver side, så er der naturligvis tale om virtuel surround.

Mikrofonen kan som tidligere nævnt tages af. Det er smart, hvis man eksempelvis bare vil bruge headsettet til at høre musik eller spille spil, hvor der ikke er behov for at snakke med andre. Lyden fra mikrofonen går helt fint igennem til andre over Xboxen, så også her lever dette headset op til forventningerne.

Helt generelt synes jeg at oplevelsen med Stealth 500X er rigtig lækker. Først og fremmest er det selvfølgelig dejligt, at man nu igen kan nyde surround sound, og at man så kan gøre det uden at der skal hænge ledninger fra headsettet er helt sikkert et ekstra plus. Jeg ville dog ønske, at der havde været en trådløs dongle med, som kunne sluttes til controlleren med en mute-knap og justering af lydstyrken, som vi eksempelvis så med Turtle Beach XP400 og XP500.

Prisen på Turtle Beach Stealth 500X ligger også i den høje ende af skalaen, og kan i danske butikker i øjeblikket fås til imellem 1795 og 2099 kroner.



Du kan købe Turtle Beach Stealth 500X i følgende danske butikker:
UGX.dk (2099 kroner)
Coolshop (1795 kroner)
Log ind og stem
4
Der er 4 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her
Xbox Support