XCOM: Enemy Unknown

Anmeldt af: Esge Winkel Lorenzen - 13. oktober 2012 - kl. 15:50
Del denne artikel:
3 0

X-COM har både en lang række spil og historie bag sig. Tilbage i 1994 tog det spilverdenen med storm og nu er Fireaxis udkommet med en sprit ny udgave, kan den leve op til forgængeren?

XCOM har både en lang række spil og historie bag sig. Tilbage i 1994 tog det spilverdenen med storm, og historien involverer både stor succes, lige såvel som faldet ned i det sorte hul, som XCOM aldrig rigtig kom op af igen. Denne anmeldelse handler om den sidste nye udgivelse, men af respekt for originalen, tager jeg den fra begyndelsen, for at få historien og alle ny ankomne XCOM spillere med. XCOM udkom i 1994, som for sin tid, var et meget avanceret strategispil. Det klassiske setup med fjendtlige rumvæsener, som forsøger at overtage jorden, var skam set før, men spillet havde en dragende effekt på mange, med det meget taktiske element, den høje sværhedsgrad og mindst lige så ubarmhjertige konsekvenser i spillet.

Det var udvikleren Microprose, med Sid Meier i spidsen, i sammenspil med Mythos Games, der stod bag den første udgivelse, som er kendt under flere forskellige navne, men det originale var UFO: Enemy Unknown. Det var en stor succes og solgte 600.000 eksemplarer udelukkende til PC, som var et højt salgstal dengang. Efterfølgeren kom i handlen året efter, med titlen XCOM: Terror from the Deep, hvilket også solgte fint, men aldrig kom op på siden af Enemy Unknown. Terror from the Deep havde havde en meget ens spillestil med forgængeren, blot med diverse opgraderinger og temaet var denne gang, at invasionen foregik fra bunden af havet.




Måske var det fordi der ikke var så mange alternativer dengang, men jeg tror på, at XCOM har en stor rolle at spille i evolutionen af stragetispil og derfor står XCOM i dag for mange, inklusive mig selv, som et af de ultimative strategispil, som end ikke mange nyere spil kan måle sig med, den dag i dag.

For at gøre en meget lang historie kort, udkom der efter Terror from the Deep, hele fire efterfølgende spil med samme tema og firmaet Hasbro Interactive kom ind i folden, i stedet for Mythos Games. Alle disse spil var desværre halvhjertede kopier, som forsøgte at dreje XCOM over i både shooter og flyve-simulator stil, som aldrig helt fangede spilpublikummet, de fik ringe anmeldelser og dårlige salgstal, og ikke nok med det, blev der forsøgt endnu to udgivelser efter nedturen, som efter flere udsættelser og forskellige udviklere, endte med at blive sat på hold og aldrig udgivet. Udviklerne blev opkøbt af større firmaer, og franchisen har ligget stille i over 15 år.

Nu har Fireaxis Games samlet stafetten op, og turen er kommet til os dødelige endnu en gang. Rumvæsenerne har de nøjagtig samme onde planer som tilbage i 90’erne. De mange nationer kloden over, har igen slået sig sammen og oprettet XCOM, en forenet organisation med forskere og elitesoldater, der samlet kæmper imod truslen fra rummet. Det er et stort anlagt spilprojekt, sat i søen for at ramme den gamle ånd, i et spritnyt spil med 2012 standarder.




Man spiller som kommandør over XCOM, en organisation, hvis altoverskyggende mål som sagt er bekæmpelse af truslen fra rummet. Hertil yder alle verdens lande økonomisk støtte i håbet om at menneskeheden kan slå fjenden tilbage. Man starter med at møde vores næstkommanderende, som følger én spillet igennem, og har en slags fortællerrolle. Man bliver taget i hånden, og senst direkte ud i en forholdsvis lang tutorial, hvor man får en lille forudbestemt testkamp, og grundprincipperne for arbejdet i basen bliver gennemgået minutiøst. Man kan diskutere hvor vidt denne tutorial er for meget eller ej, men nye spillere bør helt sikkert vælge den. Er man veteran og har begrænset med tålmodighed, kan man godt springe den over og klare sig fint uden.

Dette spil har to aspekter i sig, på den ene side er man indehaver af en stor underjordisk base, hvor al planlægning og forberedende arbejde foregår. Det er altså den logistiske del af spillet, hvor man hele tiden bliver præsenteret for mange forskellige valgmuligheder hvad angår udbygning af basen og forskning, og hvert valg man tager, forsinker ens alternative muligheder. På den anden side har vi de turbaserede kampe. I tide og utide er der brug for at sende ens elite soldater af sted på mission. Det kan være, at rumvæsnerne har angrebet en by, en nødlandet UFO kræver undersøgelse eller man opdager underjordiske fjendtlige baser.

Der går der hurtigt overraskende meget tid med, at vurdere den rette opbygning af basen, og ikke mindst få udvalgt de forskningsprojekter, som vil gavne én mest på det punkt i spillet, man nu engang er kommet til. På en måde er det næsten et lille spil i sig selv, som fungerer i god harmoni med de meget taktiske kampmissioner man lige pludselig bliver kastet ud i. Man kan ikke regne med noget, for pludselig dukker der en UFO op på satellit scanningerne som man skal ud efter, eller måske er der op til flere angreb samtidigt rundt om på kloden, men man kan kun vælge af redde et enkelt land, og dermed miste tillid hos de efterladte. Essensen af de mange facetter spillet indeholder, kan bedst beskrives som et stort og spændende puslespil med brikker, der hele tiden vrister sig løs, bedst som man tror de lå hvor de skulle.




Den økonomiske ramme er ikke voldsom stor, så der eksisterer en hårfin grænse mellem at investere i nyt udstyr til ens folk, så man kan klare sig på slagmarken, forskning i ny teknologi eller udvide basen og sende flere satelitter i kredsløb, som giver mulighed for at opdage flere fjendtlige rumskibe. Dagene går, og når måneden oprinder, er der en samlet fortjeneste baseret på støtten fra de lande som endnu bakker op om XCOM projektet – dette beløb er fratrukket de månedlige omkostninger fordelt ud på størrelsen af ens base. Fordi det hele hænger så godt sammen, ender man med at sidde med en stor ansvarlighedsfølelse, både overfor ens soldater, men i høj grad også for landende verden over og det er fedt, fordi det er meget gribende, noget som der ikke er mange andre spil som der opnår.

XCOM: Enemy Unknown har en forholdsvis linær historie, man har hele tiden en mission eller to, der skal fuldføres for at man komme et skridt videre i kampagnen. Det er dog en langvarig proces, for som man kommer længere ind i kampagnen, har man brug for mange opgraderinger på basen og ens folk, inden man overhovedet er klar til at tage det næste skridt.

At forske i ny teknologi og ikke mindst udvikle det, har utrolig høj prioritet, og man har omkring 5-10 forskellige projekter at gå i gang med, og flere af dem tager mange dage, så der skal vælges med omhu. Efter et projekt bliver meldt færdig i research afdelingen, følger der en lang beskrivelses tekst med til genstanden, og man får faktisk lyst til at læse det hele igennem fordi baggrundsinformationen er utrolig godt beskrevet og interessant læsning, i hvert fald første gang.




De turbaserede kampe er en mindst lige så stor del af spillet som styring af basen. Man udkæmper mange slag, og hver kamp er en udfordring i sig selv, for ligesom man lader sig falde tilbage i stolen, fordi det går godt, bliver situationen uventet, ændret totalt. Efter endt tur, er det modstanderens tur, har man fjender i kiggerten kan man se deres bevægelser turen igennem, hvis ikke, kan man kun gisne om, hvad de måtte foretage sig.

Hver soldat har to ryk, som kan anvendes forskelligt; man kan rykke og skyde, eller løbe en lang distance som optager begge ryk, kaste en granat osv. I de gamle spil have man begrebet ”time units”, som var et tal, man kunne bruge til at rykke eller skyde med ens soldat, dette er nu byttet ud med de to ryk, og der er to oplyste bevægelses zoner indenfor ens enhed, den korte bå zone, hvor man kan foretage begge ryk, eller den udvidede gule, som man kan rykke langt på. Essensen i disse kampe er tålmodighed og påpasselighed; hav altid dine soldater bag en dækning, da man er meget udsat hvis man ikke er bag beskyttelse, og selvom en kamp kan virke nem, ja så kan heldet hurtigt vende sig til modstanderens fordel. Nogle gange kræver det kun et enkelt forkert ryk fra din side af, og det er netop det, der gør disse meget taktiske kampe, så spændende.

Første gang jeg mistede en soldat, min specialist i tunge våben, som havde været med lige fra første mission, blev jeg virkelig ærgerlig, men fik samtidig følelsen af, at nu skal de edderm… få så hjelmen passer næste gang, og præcis som i de gamle spil, er det det er en af de ting XCOM kan gøre ved en; man føler næsten med ens små soldater, og vogter over dem, som har været så grueligt meget igennem. Hellere miste en rekrut eller to, end at lade kaptajnen falde. Bevares, man har mulighed for at gemme spillet og loade det igen, men i kampens hede går runderne bare hurtigt og man glemmer nemt, at gemme når det er mest vigtigt, og pludselig er uheldet altså ude.

Man har 4 forskellige klasser til rådighed på ens soldater, sniper, heavy, assault og support. Nogle kan benytte specielle våben, og hver klasse har forskellige evner, man optjener via erfaringspoint på antal dræbte aliens. I det gamle X-COM havde man et væld af tal fordelt ud på passive evner, hvorfra man selv kunne vurdere, hvem der var bedst i fronten og hvem der skulle gå bagerst. Det klarer spillet selv nu, i kraft af den rette kombination af klasser, og de forudbestemte evner. Sværhedsgraden på normal er ganske udmærket, og stiger løbende som man opnår fremgang, men for kendere vil det være en idé at rykke den op på hard. Der er dog altid mulighed for at justere både op og ned efter man er startet.




X-COM har en multiplayer afdeling, som godt nok er en meget lille del af spillet, men alligevel ganske underholdende. Det er én mod én kampe, hvor begge spillere har et samlet antal point, og for disse point kan man bygge et hold op fuldstændig som man lyster. Jo bedre udrustning, våben og evner man tildeler sine enheder, jo flere point skal der bruges. I korte træk kan man altså vælge af have nogle få, men super skarpe soldater med, eller flere med ringere udstyr. Altså valget mellem kvalitet og kvantitet, og man kan blande både mennesker og aliens på samme hold. Man spiller på en mindre bane, som regel med et bygningsværk eller lignende i midten, så begge spillere har samme betingelser for succes. Den store forskel i forhold til kampene mod de computerstyrede aliens, er at her har man et begrænset antal sekunder til hver tur og en til tider mere intelligent og uforudsigelig modspiller. Alt i alt fungerer multiplayer fint, uden at være for prangende og er specielt sjovt mod ens kammerater.

Lydsiden er rigtig god, sagt på den måde at den passer så godt ind i den samlede pakke, at man faktisk ikke bemærker den. Gode lydeffekter og lækker stemningsmusik, og hvis man vil kan man hænge sig i de knapt så overbevisende dialoger, men det ryger heldigvis hurtigt i baggrunden – man har da også muligheden for at slå dem fra. En enkelt detalje som bør fremhæves, er at enkelte lydeffekter er taget med fra det originale XCOM, det er hyggeligt og giver et lille flashback.

Flot detaljerede landskaber møder en, når man træder ud af sin skyranger, for at møde fjenden mand mod rumvæsen. Det er typisk hærgede scenarier efter et UFO angreb, med biler på hovedet og afbrændte bygninger, og det ser godt ud. Dog går det ofte galt når fjenderne bevæger sig op og ned i niveau. Under næsten hver mission, kommer man dog ud for, at man kan skyde direkte igennem et hushjørne eller en lignende forhindring – der mangler helt klart noget tilpasning af, hvornår man skal kunne se fjenderne før de kommer på skudhold. Man har mulighed for at dreje kameraet i fire faste vinkler, normalt har man tilbøjelighed til at lade den stå i samme position, men det er ofte en fordel, hvis man har folk bag bygninger, lige at kunne se det hele fra siden i stedet.




For mange er det et spørgsmål om, hvordan det nye spil fungerer i forhold til det gamle, da der hersker en stor respekt for det oprindelige spil, som gør at man har en automatisk frygt for det nye og ukendte. Derfor kan det være en svær størrelse, for hvor går grænsen? Er det skuffende, hvis vi ikke får en ren kopi af 1994 udgaven, bare opdateret med ny grafik og lyd? Eller er det ok hvis udviklerne går ind og ændrer en smule på gameplayet for at shine det hele op, men også at gøre det spiseligt for de helt nye spillere til XCOM?

Det nye XCOM har bestemt givet slip på de helt små detaljer man kunne bruge meget lang tid på i den gamle udgave, men til gengæld er der tilføjet et mere tempofyldt spil, som stadig indeholder de mange uundgåelige valg man hele tiden må træffe, på hvad man syntes er mest rigtigt at gøre. Skal man have et XCOM univers til at fungere, som er en gylden mellemvej så både veteranerne og de nye spillere skal kunne forholde sig til, så syntes jeg det nye XCOM: Enemy Unknown rammer godt. Jeg er klar over, at det ikke er alle veteraner som vil være enige med mig, men en udgave som denne, der er oppe i nutidens gear, og som har skåret det overflødige fra, er den slags X-COM spil som skal udkomme den dag i dag.
+ Det rammer den gamle ånd, gode nye tiltag, spændende gameplay
Grafiske fejl, man mister interessen for multiplayer
Gameplay:9.5
Grafik:8.0
Online:7.5
Holdbarhed:9.0
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.