Spillets centrale del er som en fejring af Stone Colds bedrifter kaldet Attitude Era. Den erstatter den tidligere spilfunktion Road to Wrestlemania, og lader spilleren arbejde sig igennem seks kapitler med forskellige mindeværdige øjeblikke i Attitude æraen. Man spiller igennem 65 kampe i løbet af en toårig periode. Det er forskelligt hvilken wrestler man styrer fra gang til gang, og scenarierne er relativt hårdt styret af primære og sekundære mål i kampene.
Eftersom det er ment som en gengivelse af skelsættende øjeblikke i Attitude æraen, så kan man ikke selv bestemme, hvilke wrestlere man styrer, og det er ikke altid målet at vinde. Et eksempel var da målet var at blive diskvalificeret for at slå The Undertaker i hovedet med en stol under en Tag Team Match. Dette skyldtes, at Shawn Michaels og Hunter Hearst Helmsley godt var klar over dengang i august 1997, at de ikke var i stand til at slå The Undertaker. De vidste derfor også, at de måtte gøre hvad som helst for at undgå at blive pinned. Hver gang man begynder en kamp, så får man en forhistorie for begivenheden, og bagefter får man videoklip eller fotos fra den oprindelige kamp, så man har en forståelse af, hvad der skete i virkeligheden og hvorfor.
Wrestling er om man kan lide det eller ej dybest set cirkus, og karaktererne i wrestling er drama queens. Derfor fører Attitude Era også masser af drama og konflikter med sig. Dels på personlige plan, dels på tværs af wrestlingforbund. Det giver mange sjove konflikter og optrin under kampene. Mange kender efterhånden fra tidligere spil de to store forbund Smackdown og RAW. Der er dog flere, og for femten år siden var de store forbund WWE og WCW. Det var også i Attitude Era, at krigen om sendefladen begyndte, under navnet Monday Night Wars. Dette er et centralt punkt i spillets Attitude Era, og løbende kan man følge med i, hvem der har de bedste seertal. Vi kommer til at stifte bekendtskab med 35 af de største stjerner tilbage fra 90'erne, blandt anden kan nævnes Steve Austin, The Rock, The Undertaker og D-Generation-X.
Den anden, store, bærende del af WWE '13 er Universe Mode, hvor man spiller gennem en kalender med en lang række kampe sat op. Disse kampe er ikke på samme måde rekonstruktioner af kendte kampe, og man kan derfor frit vinde dem, som man lyster. Der er stor variation i events og regler, hvor nogle har stramme regler og andre har mere ekstreme regler. Der er tonsvis af kampe man skal igennem, og afhængig af udfaldene vil spillet på dynamisk vis løbende introducere nye kampe, alliancer mellem wrestlerne, rivaler og dramatiske øjeblikke.
Man kan naturligvis også bare spille enkeltstående kampe som det passer en. Og der er masser af tilpasningsmuligheder. Her er det muligt at spille alle tænkelige kamptyper lige fra en mod en til Tornado Tag, 6-man Armageddon, Hell in a Cell til Royal Rumble med helt op til 40 wrestlere. Der er et meget stort udvalg af både mandlige og kvindelige wrestlere fra de sidste femten år at vælge imellem, så alle skal nok finde deres egen favorit. Har man brug for en pause fra alle kampene, så er det også muligt at skabe sine egne ringdesigns, arenaer og wrestlere. Bagefter kan man implementere dem i Universe Mode kalenderen eller dele dem med verden. Det er en sjov mulighed for at stimulere sin kreative side en smule. Desværre er kreationsdelen så svag i sine muligheder og sin brugervenlighed, at det ikke rigtigt bliver til mere end en god idé.
Der er også mulighed for at spille online op til fire spillere. Der er en fin variation i discipliner med op til fire spillere, og det var let at finde åbne kampe. Generelt forløb onlinedelen flydende og uden lag eller andre tekniske problemer. Der lader til at herske et relativt højt niveau online. Jeg forestiller mig, at mange af dem, der bliver hængende i denne slags spil er seriøse fans af wrestling. Og det kræver en god portion øvelse at blive god. En øvelse mange nok aldrig vil få inden de taber gejsten. Jeg regner ikke med, at jeg nogensinde kommer til at vinde en kamp online. Jeg har fået ubehageligt mange tæsk under optakten til at skrive denne anmeldelse.
Til at støtte op om alle disse mange, underholdende spilfunktioner er den nye Predator Technology 2.0, som skulle levere flydende action i ringen og bedre kontrolmuligheder. For at begynde med kontrollerne, så bygger de helt basalt på en meget simpel styring. Man benytter en knap til at slå og sparke med, og en anden knap til at lave pin, submission eller samle folk op med og en tredje knap til at omklamre folk med. Derudover baserer spillet kontrollerne på reaktionsevne i forsvaret. Dette foregår med RT, som skal trykkes ind meget hurtigt når et ikon vises på skærmen. På denne måde laver man kontra på modstanderens angreb. Det er derfor et meget let spil at komme i gang med, men samtidig også et spil, der kræver meget øvelse at blive god til. Kravet er timing og reaktionsevne, og hvis disse sidder lige i skabet, så kan man kæde nogle fantastiske moves sammen. Styringen er både god og dårlig, forstået på den måde, at den er let og logisk at gå til, men desværre også lidt i fare for at blive kedelig. De simple tryk og vigtigheden af timing, resulterer ofte i, at man med fordel bare sidder og hamrer i knapperne i håb om at ramme det rigtige tidspunkt.
Med hensyn til ambitionen om flydende action, så er der godt nok lang vej før THQ og Yuke's befinder sig på højde med de gængse toptitler i sportsgenren. På det grafiske plan og i forhold til realistiske gengivelser er det for mig nærliggende at bruge for eksempel Fight Night som reference for, hvordan gengivelsen af en ringsport kan se ud. Og jeg må bare konstatere, at WWE '13 især når det kommer til gengivelsen af wrestlerne er fem til seks år bagud. Ofte er det voksfigurer med robotbevægelser, der går rundt i ringen. Og når det kommer til animationerne omkring selve kampen i ringene, så er der så mange teksturfejl, hvor wrestlere ikke rammer hinanden, reagerer anderledes end de burde, eller rammer hinanden uden at spilleren kan se en fysisk kontakt, at det efterlader et indtryk af, at den visuelle oplevelse ikke har været højeste prioritet hos udviklerne. Heldigvis ødelægger det ikke den underholdningsmæssige værdi, langt hen ad vejen på grund af den simple styring, som ikke kræver så præcise animationer, som for eksempel det nævnte Fight Night.
Generelt er spillet godkendt grafisk, men det er bestemt ikke i toppen, og man kunne måske godt forvente en højere standard anno 2012. WWE '13 er krydret med et meget rocket soundtrack med kunstnere som for eksempel Limp Bizkit, Disturbed og Breaking Benjamin. Lydeffekter og kommentatorer er godkendte, men dog allerhøjst middelmådige. Det er tydeligt at høre på kommentatorerne, at der her blot er tale om små bidder af kommentarer, der er sat sammen så de passer.
Til trods for de tydelige mangler og fejl når det kommer til grafisk gengivelse, animationer og en række andre småfejl, som formentlig kan udbedres med en eventuel patch, så er WWE '13 faktisk alligevel et rigtig underholdende spil. Der er tonsvis af timer pakket ned i spillets spilfunktioner, og jeg er vild med alle de forskellige wrestleres forskelligheder når det kommer til styrker, svagheder og signaturmoves.
For fans af wrestlinggenren er WWE '13 en hyldest til nogle af de største stjerner og mest skelsættende begivenheder, og spillet er meget loyalt overfor hele stemningen omkring wrestling som sport og ikke mindst show. For spillere, der ikke har noget forhold til wrestling, enten igennem ren interesse eller som mig, gennem mindet om noget underholdende man fulgte lidt med i som knægt i 80'erne og ung i 90'erne, så vil spillets fejl være mere synlige og formentlig også frustrerende. WWE '13 befinder sig dog på et marked, hvor konkurrencen er sparsom, og her er det nok det bedste der findes.
Facebook
Twitter
