WWE Smackdown vs. RAW 2010

Anmeldt af: Jakob Tofte - 17. november 2009 - kl. 13:46
Del denne artikel:
6 0

THQs årlige wrestlingspil i serien Smackdown v. RAW er på butikshylderne, og vi har kigget nærmere på det, for at se, om det er et køb værd.

Wrestling har ikke vundet det store indpas her i Danmark, og WWE Smackdown vs. RAW 2010 er derfor heller ikke en titel, som mange her i landet har ventet med længsel på. I manges øjne er showsporten en smule latterlig. Undertegnede kan heller ikke helt løbe fra, at holdningen er, at wrestling er planlagt, overdramatiseret showsport med mærkelige mænd i stramt tøj og grimme masker. Ikke desto mindre skal spillet have en chance. Det kunne jo være, at man blev positivt overrasket.






En ting er i hvert fald helt sikker. Med WWE Smackdown vs. RAW 2010 leverer THQ et propfyldt spil med masser af spilfunktioner, tilpasningsmuligheder og underholdning for dem, der har lyst til at give sig i kast med denne sport. Alene i valgmuligheder for enkeltstående kampe overgår spillet mange andre titler, idet det med spillets 67 kendte wrestlere, både mænd og kvinder, som låses op løbende, er muligt at spille tonsvis af forskellige discipliner såsom normale kampe, Hell in a cell, steel cage kampe og mange, mange flere. Dertil kommer, at det er muligt at spille op til fire personer, enten en-mod-en, to-mod-to eller endda med AI-styrede modstandere, så antallet af wrestlere kommer helt op på både fem, seks og 30 i den enorme disciplin Royal Rumble, hvor wrestlere løbende indsættes i ringen indtil kun en vinder står tilbage.

Fra menuen er det muligt at træne forskellige greb og moves, lidt på samme måde som vi kender det fra EA Sports\' seneste års udgivelser, hvor for eksempel FIFA\'s Arena minder derom. På denne måde kan man finpudse sin indsats, så man er helt klar til spillets længerevarende spilfunktioner, karrieren og Road to Wrestlemania. I karrieren vælger man en kendt wrestler eller sin egen brugerskabte wrestler, hvorefter man går igennem en kalender og kæmper om en lang række forskellige mesterskabsbælter. Karrieren er sjov og langvarig, men byder dybest set ikke på andet end kampe i en struktureret rækkefølge. Med ingen mulighed for træning eller lignende, går det hurtigt op for en, at indholdet egentlig er lidt tyndt.






Lidt mere indhold er der i Road to Wrestlemania, som byder på syv forskellige historier om seks kendte wrestlere samt ens egen brugerskabte wrestler. Man begynder ca. 80 dage før det største wrestlingevent i verden, Wrestlemania. Med den valgte wrestler gennemgår man herefter en historie, som byder på almindelige kampe, tag-team kampe og lignende. Der er stadig ingen mulighed for træning, men spilfunktionen har alligevel lidt mere fylde, idet den forsøger at fortælle en historie. Alle wrestlere har venner og fjender i sporten, og i Road to Wrestlemania overraskes man tit, når ens rival pludselig dukker op til kampene og begynder at blande sig. Med små videosekvenser af skænderier, kærlighedsaffærer, og sågar dilemmaer, hvor man sommetider skal vælge side, gør spillet her et hæderligt forsøg på at skildre dramaet i sporten.

Det er ligeledes muligt at skabe sin egen historie, som man kan uploade til spillets servere, så andre også kan spillet den. Her er der masser af muligheder for at vælge arenaer, alliancer, hvilke wrestlere der skal være med, om de skal skændes, være venner, lave beskidte tricks med videre. Der burde være rig mulighed for at skabe sin helt egen historie, ulig nogen anden. Spillet byder desuden på masser af muligheder for de kreative, når det kommer til at skabe sin egen wrestler, sine egne finishers, eller afslutningsmoves, indgangsshows, videofilm med videre.






Spillets almindelige kampmuligheder kan også findes i spillets onlinedel, hvor det som i de fleste andre spil er muligt at spillet rangkampe eller for sjov. Kampene kører i et udmærket tempo, og serverne er relativt stabile. Vi kunne godt savne fra et spil, som byder på så meget, at det måske også var muligt at lave deciderede turneringer online. Naturligvis er der masser af kamptyper, men det bliver hurtigt lidt kedeligt.

Gameplayet er acceptabelt, og THQ og Yuke\'s leverer en helt ny måde at kontrollere wrestlerne på, i forhold til deres tidligere versioner. Det fungerer glimrende og er meget let at gå til. Det betyder, at man sagtens bare kan samle en controller op og begynde at spille. Det kræver stadig øvelse og træning at blive rigtig god, men tidligere har mange wrestlingspil givet indtryk af, at det var umådelig svært overhovedet at få wrestlerne til at gøre det, man ønskede. Desuden er spillets hastighed skruet lidt op, så der er mere action og flow i kampene. Dem, der har prøvet wrestlingspil kender følelsen af, at man bare sidder og kigger på, at figurerne i evigheder laver programmerede moves på hinanden, når man først er fanget af modstanderen. Så sidder man panisk og kan ikke få lov at stille noget op. Sådan er det stadig til dels, men nu er det muligt at komme ud af kniben med kontratryk på forskellige knapper, der kortvarigt blinker. Det handler altså om hurtige reaktioner og god timing. Med lidt øvelse ender kampoplevelsen faktisk med at være rigtig underholdende.






Grafisk er WWE Smackdown vs. RAW 2010 nok det flotteste vi har set indenfor wrestlingspil. Desværre er standarden stadig lidt lav, og i forhold til mange andre sportsspil fra 2010, kommer det desværre stadig lidt til kort. Med flotte videopræsentationer og god kampstemning leverer spillet en fin atmosfære. Wrestlernes udseende er også godkendt, og hvis man kender dem fra virkeligheden kan man også sagtens genkende dem. Problemet ses tydeligst på wrestlernes animationer. Ofte rammer de ikke hinanden når de slår, eller sjusket animering gør, at modstanderne for eksempel griber fat i benene, men pludselig slæber afsted med en i armene i stedet. Som sagt er det dog det flotteste spilbranchen har at diske op med, når det kommer til wrestlingspil.

Lydsiden er lunken, og magter hverken at imponere eller skuffe. Lydeffekterne fra kampene er som sporten selv lidt overdramatiserede, men det passer egentlig fint ind i sportens stemning. Stemmeskuespillet i Road to Wrestlemania er acceptabelt, og leverer hvad det skal, men ikke mere end det. Spillet bakkes op af en solid samling af god, amerikansk rock, som vi altid kan tåle at lytte til.






Konklusionen er, at Yuke\'s og THQ med WWE Smackdown vs. RAW 2010 leverer det formentlig hidtil bedste wrestlingspil. Samtidig understreges det dog også, at wrestling som spilgenre stadig ikke når samme højder indenfor konsolsport, som eksempelvis fodbold, amerikansk fodbold, golf eller boksning. Har man lyst at spille et wrestlingspil er dette dog et glimrende bud, hvor man er sikker på at få tonsvis af spilfunktioner og underholdningstimer pakket ned i prisen. Jeg må til trods for mine fordomme om wrestling, som stadig er der, indrømme, at jeg faktisk morede mig ganske godt med dette spil.
Fakta
WWE Smackdown vs. RAW 2010

WWE Smackdown vs. RAW 2010

PlatformXbox 360
UdviklerYuke\'s Future Media Creators
UdgiverTHQ
Spillere1-4
Udgivelsesdato23-10-2009
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 16 Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:7.5
Grafik:7.5
Online:7.0
Holdbarhed:7.5
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.