World War Z er et spil, der uvægerligt vil blive sammenlignet med Left 4 Dead-serien. Det er egentlig fair nok, for det er jo nok også begrænset hvor mange forskellige typer spil man kan lave, hvor zombier er omdrejningspunktet. Der er bestemt ting, der adskiller World War Z fra Left 4 Dead-serien, for eksempel det faktum, at kampagnen er bygget op som en co-op kampagne og ikke en solokampagne. Ønsker du at spille den selv uden indblanding fra andre, så må du tage 3 AI spillere med dig. De gør det faktisk ganske godt, og det er muligt at spille hele kampagnen igennem uden hjælp fra andre.
Men gør man det, så snyder man sig selv for noget af det, som gør World War Z til et ret underholdende spil. Kampagnen er delt op i 4 områder – New York, Jerusalem, Moskva og Tokyo, hvor hver del har deres egne helte du kan spille med og deres helt egen atmosfære og stemning. Fjenderne er selvfølgelig de samme, men der er faktisk forbavsende stor variation i, hvordan en session udvikler sig, især hvis man spiller sammen med andre. Det er lykkedes udviklerne at gøre det interessant og spændende at spille den samme mission flere gange i træk, uden at blive træt af den. Der er altid nye situationer og udfordringer at kaste sig over, selvom selve handlingen er fuldstændig den samme.
Det er fjenderne også. Har man set filmen, så ved man, at zombierne i denne inkarnation er nogle hurtige monstre, som kommer i store mængder og hurtigt kan overvælde én, hvis man tøver for længe. Det betyder, at man hele tiden skifter mellem rolige og hektiske sekvenser og ikke slapper helt af, før missionen er overstået. De er af en tilpas længde til, at det aldrig bliver for hektisk og stressende og det betyder, at man nemt kan nå til det punkt, hvor man lige skal have en mission mere, og det er en af spillets styrker. Det er vanedannende action, og det virker utrolig tilfredsstillende at slagte de store mængder zombier, der stormer frem mod dig og dine kammerater.
Hvis man skraber lidt under overfladen, så indser man hurtigt, at det nok er spillets eneste styrke. Selve historien, eller nærmere de 4 historier, er ikke videre interessante. Den eneste grund til at genspille dem er muligheden for at udvikle sin karakter. Det gør man med forskellige klasser, for eksempel som Medic, altså healer. Jo flere missioner du spiller som medic, jo flere medic-færdigheder åbner du op for. Det er i princippet godt nok, men der er for få af de færdigheder, der virkelig gør en forskel i selve spillet, og så bliver det lidt ligegyldigt. En anden ting man udvikler er sine kundskaber med de forskellige våbentyper. Igen en udmærket ide, men heller ikke her betyder det så meget. Du kan åbne op for lidt bedre våben, men de gør ikke den store forskel.
Der er nogle lidt underlige designvalg, som jeg ikke er helt enig i. Til hver mission er der fire karakterer, og dem skal de fire spillere så - i princippet - enes om. Det virker lidt tamt, og man kan nemt ende op med en karakter, som man ikke syntes er så spændende. Hvorfor ikke have lidt flere end 4 at vælge imellem, så der var lidt mere variation. Spiller man med AI karakterer, så kan man kun give dem ret simple kommandoer, og alle de lidt ”krævende” opgaver, så som at samle kasser op og fragte dem et andet sted hen, må man selv stå for. Det kunne man da godt lige have lært sin AI. Jeg har i øvrigt ikke fundet en måde at spille med et miks af AI og online kammerater. Ønsker man at spille en mission med sin ven og 2 AI karakterer, så er der ingen måde at gøre det på, udover at starte spillet så hurtigt, at ingen andre kan nå at tilslutte sig gruppen og så ellers håbe på, at det varer ved, hvilket ikke altid er tilfældet.
Grafisk er spillet ok uden at være synderligt imponerende. De store flokke af zombier er dog ret imponerende, og første gang man ser dem spurte imod en, er man lige ved at tabe kæben og controlleren i ren benovelse. Den benovelse tager dog hurtigt af, når man har set det nogle gange, og man begynder at lægge mærke til de små tricks, der er benyttet for at få dem til at se imponerende ud. Det gør det egentlig ikke mindre imponerende, men har man først lagt mærke til det, så ser det lidt mekanisk og kunstigt ud.
Men World War Z er et ganske underholdende og sjovt actionspil. I sit grundkoncept er det ret simpelt, og det er lidt en skam. For selvom det er sjovt, så sad jeg hele tiden med en fornemmelse af, at det kunne have været meget bedre. Var opgraderingssystemet lidt bedre gennemtænkt, var der flere forskellige fjendetyper eller flere forskellige missioner, så kunne det være endt som en kandidat til årets actionspil. Som det er nu er det ok, men også lidt hurtigt glemt, når man har lagt det fra sig. Så på det punkt adskiller det sig måske ikke så meget fra filmen af samme navn? Ok underholdning og bestemt pengene værd, men det er ikke et spil jeg forudser, at der ligefrem sidder store horder og spiller om et halvt års tid. Så er nyhedsværdien gået af det, og andre actiontitler har taget scenen.
Facebook
Twitter
