Wolfenstein: The New Order

Man har ikke mødt ægte ondskab, før man har mødt Nazi-Generalen Deathshead. I slutningen af den næsten to timer lange træningsmission, lader Deathshead mig vælge, hvem af mine to kammerater, som skal overleve og hvem han langsomt vil sprætte op som et slagtesvin på det kolde gulv i hans laboratorium. Det er ikke et særligt rart valg at skulle tage, men hvis man skal tro Deathshead, vil det blive meget værre hvis man ikke beslutter sig.



Spillet starter for alvor, efter man har foretaget det meget ubehagelig valg i laboratoriet. Alt efter hvilket valg du foretager dig her, vil man følge to lidt forskellige historieforløb og man vil få lidt forskellige egenskaber som spiller. Så hvis du vil have den fulde oplevelse af spillet, bør man spille begge historieforløb igennem.

Som beskrevet ovenfor, starter dette nye spil i Wolfenstein-serien ganske brutalt ud, men også storslået. Indenfor de første to timer, har man deltaget i luftslag over Europa, kæmpet på diverse slagmarker blandt store robotter og rappellet op af en Nazi-borg, mens man blive beskudt fra alle sider.

Wolfenstein: The New Order foregår i en alternativ verden i 1960. Nazisterne vandt Anden Verdenskrig og efter amerikanernes betingelsesløse overgivelse, er hele verden er nu overtaget af Nazisterne. Spillet starter i 1946 og man tager igen rollen som den amerikanske soldat B.J. Blazkowicz, der efter mødet med Deathshead ender 14 år på et polsk sindssygehospital. Dér ser han, hvordan nazisterne gang på gang kommer og henter forsøgspersoner til Deathsheads grusomme forsøg, som nok ikke går ud på, at redde verden fra alverdens sygdomme, men mere hvordan han kan blive en endnu stærkere diktator. Da B.J. kommer til sig selv, beslutter han sig for at tage kampen op mod overmagten – og han har jo også lige et regnskab med Deathshead, han skal have gjort op.



De tidligere spil i Wolfenstein serien var ret lineære, men The New Order byder på mere frihed til spilleren. Man vælger selv, hvilken spillestil man vil gøre brug af; man kan snige sig af sted og undgå at blive set af fjenden eller man kan fylde lommerne med ammunition og skyde sig igennem horder af Nazi-soldater – begge dele er lige gode og det er op til ens temperament.

Spillet har et glimrende perks system, der indenfor fire områder (Stealth, Tactical, Assault og Demolition) belønner spilleren for den spillestil man vælger. Det vil sige, at hvis man for eksempel vælger Stealth og laver fem silent takedowns, får man evnen til at kunne kaste med knive, eller modsat, hvis man går Demolition vejen og man eksempelvis dræber to soldater med én granat, får man evnen til at kunne kaste granater tilbage i hovedet på fjenden. Der fungerer rigtigt fint og spillet styrker altså den spillestil man har.



Ser man på selve gameplayet, kan The New Order virke lidt som et pust fra fortiden. Det er lidt svært at forklare, for selv om det bestemt fungerer som det skal, kan det føles en smule gammeldags. Det behøver ikke være negativt, men det føles bare ikke som Titanfall og de andre moderne shootere. Styringen er god og præcis og på standard-indstillingen er den forholdsvis livlig, så jeg måtte lige indstille den lidt, så den blev lidt tungere og dermed mere præcis for mig. Der er et fint udvalg af forskellige våben, nogle af dem er ret opfindsomme og de bliver i løbet af spillet opgraderet med nye fine features. Specielt ens Laserkraftwerk, et specielt våben, der både kan skyde og eksempelvis skære igennem metalluger, bliver opgraderet jævnligt og ender med at blive et særdeles kraftigt våben og værktøj.

The New Order indeholder 16 forholdsvis lange missioner. Hver mission er fyldt med gemte ting som man kan gå på jagt efter, så som breve, plader med musik udsat for en tysk makeover, skatte med guld og specielt de såkaldte Enigma koder bør man holde øje med, for kan man knække dem, så får man adgang til nye gamemodes. Som en sjov lille bonus, indeholder The New Order, en remake af Wolfenstein 3D fra 1992, som var spillet som satte gang i hele first-person shooter genren, men nu lavet med våbnene fra dette nye spil.



Wolfenstein: The New Order er et underholdende og godt spil, men jeg tror, at Call of Duty generationen vil undre sig lidt over det. Det holder nogle af de gamle genre standarder i live og at det ikke er muligt at spille multiplayer, vil nok være svært at forstå for de yngre spillere. For os, der måske endda kan huske Wolfenstein 3D, er det et dejligt nostalgisk sus, tilsat 2014 teknik og det er helt rart, igen at spille en first-person shooter, hvor historien er det bærende element og ikke hvor mange Care Packages man kan nå at få.

Spillet er udviklet af svenske MachineGames og det er det første Wolfenstein spil, som id Software ikke har været direkte inde over. MachineGames gør dog brug af id Softwares ’id Tech 5’ spilmotor, som vi indtil videre kun har set i brug i id’s eget spil Rage. En af specialiteterne ved id Softwares spilmotorer har altid været, at de kan håndtere teksturer - altså overflader i grafikken, af meget høj kvalitet, hvor andre spilmotorer måske har mere fokus på fysik, lyssætning eller nogle andre ting. De flotte teksturer kan man også se i dette nye Wolfenstein, hvor omgivelser, ens våben og endda fjenderne er fyldt med meget flotte detaljer og det hele kører stadig flydende og flot. Også lyssætningen er rigtig flot og det hele er med til, at gøre The New Order til et af de flotteste spil på Xbox One.

Teksturer fylder meget, også selv om de bliver komprimeret og det kan man også se på Wolfenstein: The New Order, som fylder ikke mindre end 45GB når det er installeret på Xbox One harddisken – og Xbox 360 versionen bliver leveret på hele fire DVD’er. Der er dog også en del flotte mellemsekvenser, som bestemt også fylder en del, men man kan altså godt forberede sig på lidt ventetid mens spillet installerer, for der er en del som skal lægges over på ens harddisk. Lydsiden er velfungerende og fin; de tyske soldater taler tysk og heldigvis ikke kikset tysk-engelsk og lydeffekterne fungerer som de skal. Lydsiden er god og stemningsfuld, men er ikke noget som hæver The New Order over andre spil i genren.
Alt i alt er Wolfenstein: The New Order er fin fortsættelse af den hæderskronede serie og en fin debut for svenske MachineGames, da det er deres første spil. Det er et virkelig flot spil, det er underholdende og til tider lidt komisk, men også meget voldeligt og aldersmærkningen på 18 år må siges at være helt på sin plads her. Der er mange timer gemt i spillet hvis man vil opleve det hele og finde alt – og der er masser af ting at gå på jagt efter, når man har gennemført spillet. På den negative side, kunne man godt have ønsket sig lidt mere variation i gameplayet og den kunstige intelligens, i hvert fald på de lavere sværhedsgrader, er ikke altid for god.

Så er du fan af serien, eller kunne du blot tænke dig en first-person shooter med en historie for en gang skyld, kan jeg godt anbefale Wolfenstein: The New Order, da jeg var godt underholdt igennem hele spillet.