Efter begivenhederne i det forrige spil er Blazkowicz i koma og overlever kun med nød og næppe. Da han vågner efter 5 måneder er det midt under et angreb. Frau Engel har opsnuset hvor Blazkowicz befinder sig, og han må tage kampen op fra sin rullestol. Det er indledningen til en ganske god og underholdende historie, hvor den ene groteske situation afløser den anden. Jeg vil ikke røbe så meget, da det er en stor del af charmen ved spillet, at opleve denne historie og de farverige og interessante personer i den. Jeg er typen der kan lide en god historie i et spil, og The New Colossus skuffer mig bestemt ikke i den henseende.
Wolfenstein er et skydespil, og den del har udvikleren, MachineGames, helt styr på. De ved hvorfor denne serie stadig er populær. Hæsblæsende action med masser af fjender, store våben og eksplosioner. Der er masser af mulighed for at indstille sværhedsgraden, så den passer til ens niveau. Det er også nødvendigt, for The New Colossus er bestemt ikke et nemt spil. Man skal tænke sig godt om og udnytte områderne fuldt ud, for der er altid masser af fjender efter én. Render man bare rundt i det åbne, gælder det om at have et rigtig kraftigt våben til at holde fjenden på afstand, og så snart ammunitionen er brugt op må man gentænke situationen og tilpasse taktikken.
Det er faktisk ganske underholdende, også selvom banerne føles ret restriktive og små. På trods af deres størrelse giver de flere taktiske muligheder, og der er aldrig kun én måde at komme igennem banerne på. På et tidspunkt i spillet skal Blazkowicz vælge mellem 3 forskellige opgraderinger, og det valg bestemmer mulighederne i resten af spillet. Man kan for eksempel vælge nogle styltelignende ting, som giver mulighed for at nå steder i banerne, som ellers er umulige at nå. Eller man kan vælge at kunne klemme sin krop sammen, så man kan komme igennem meget trange steder. Det fører egentlig til 3 forskellige måder at komme igennem spillet på. Banerne er de samme, men din opgradering bestemmer hvordan du kommer igennem dem.
Ud over den åbenlyse vold og larmende våben kan man også snige sig igennem banerne. Det er knap så underholdende og faktisk også ret svært. Det kræver rigtig meget tålmodighed at snige sig rundt, når man hele tiden skal finde nazisternes blinde vinkler. Den mindste fejl og så er man opdaget og alarmen lyder. Så vrimler det kort tid efter med nazister, og Blazkowicz’s voldelige talenter må udfoldes igen. Det er egentlig rart nok at man har muligheden for at snige sig, men det føles bare lidt forkert i et Wolfenstein-spil, hvor action er i højsædet. Jeg foretrak i hvert fald ofte at lade nazisterne vide, at jeg var i nærheden.
Efter hver hovedmission i historien befinder Blazkowicz sig tilbage i ubåden Eva’s Hammer, som er modstandsbevægelsens hovedkvarter. Her kan man rende rundt og snakke med de andre, og det er faktisk ganske underholdende og leverer masser af underholdende stunder. De har også ofte små sidemissioner man kan udføre. Ud over disse sidemissioner, opsamler man også Enigma-koder, som bruges til at finde nazi-kommandører, som man så efterfølgende kan tage ud og slå ihjel. Så der er masser af underholdning i spillet, også selvom hovedhistorien egentlig ikke er så lang.
Historien bliver fortalt igennem ret mange videosekvenser. De er ret underholdende, og det er tydeligt at humor har været vigtig for udviklerne. Det er også en ganske god kontrast til den groteske vold, som også er en stor del af spillet. Der er absolut ikke lagt bånd på hverken sprogbruget eller volden, og selv en gammel garvet anmelder som mig løftede øjenbrynene nogle gange. Det er bestemt ikke et spil for sarte sjæle. Til gengæld er det flot i både lyd og billeder. Det er ikke det store grafiske vidunder forstået på den måde, at det ikke leverer noget, som vi ikke har set før på Xbox One, men så bliver det også leveret ganske flydende uanset hvor mange nazister, eksplosioner og kugler der flyver om ørerne på dig.
En ting der generer mig lidt er spillets loadtider. Det er som sagt et svært spil, og en del af charmen er, at man hele tiden er udfordret. Det betyder, at man også dør en gang i mellem og må starte forfra. Der syntes jeg bare det tager al for lang tid at komme i gang igen. Det er især frustrerende hvis man dør flere gange i træk, fordi man har rodet sig ud i en meget svær situation (ofte på grund af for lidt ammunition). Så bruger man mere tid på at loade spillet end at spille det. Når baner afslutter eller starter sidder man også lidt længe og kigger på load-skærmen. Især hvor en bane afsluttes med en action-sekvens føles det lidt akavet og sidde og vente 30-40 sekunder på at se, hvad der sker de næste 2-3 sekunder.
Wolfenstein II The New Colossus er et spil der kender sine styrker og sine svagheder. Det leverer ganske gedigen underholdning, som fans af serien absolut vil kunne lide. Det flyver ikke højere end vingerne kan bære og tager ingen chancer. Det behøver det heller ikke, for med Wolfenstein’s helt Blazkowicz ved de fleste hvad man får, og det er rigeligt. Skulle man ikke kende til ham, så er The New Colossus et ganske udmærket sted at starte, hvis man altså ikke har sarte nerver og ikke kan tåle synet af blod, for så bør man nok slet ikke starte.
Facebook
Twitter
