Wolfenstein

Anmeldt af: Jesper Thuesen - 6. september 2009 - kl. 20:20
Del denne artikel:
8 0

Tag endnu et gensyn med B. J. Blazkowicz i det nyeste Wolfenstein spil til dato.

”The Godfather of all shooters”. Sådan brander folkene bag Wolfenstein deres verdenskendte spilserie, hvor man endnu engang tager turen tilbage til nazi-tyskland som agenten B. J. Blazkowicz.

Hvis man ikke har levet i en jordhule de sidste årtier, og i øvrigt er glad for computerspil, så har man i et eller andet omfang stiftet bekendtskab med spilserien Wolfenstein. Serien, der startede helt tilbage i starten af 80’erne, er, efter et par platformsforsøg i starten, blevet kendt som en af de mest trendsættende shooters på markedet og i særdeleshed ved udgivelsen af Wolfenstein 3D, som også kan købes på markedspladsen. Nu er Wolfenstein tilbage igen i et spritnyt next-gen forsøg fra ID og Raven Software, samt udgiveren Activision.

Wolfenstein foregår midt under anden verdenskrig i byen Isenstadt. B. J. Blazkowicz er endnu engang vores helt, som forsøger at infiltrere det berygtede tyske krigsmaskineri og i særdeleshed SS, og deres planer om endnu engang at benytte sig af de okkulte kræfter – denne gang fænomenet kaldet Black Sun.






Dette bringer tidligt i spillet B. J. i besiddelse af en magisk krystal kaldet ”the Veil”, som lader ham springe ind i en helt anden subdimension, hvor de tyske soldater stadigvæk kan skade ham, men alligevel indeholder mærkelige skabninger og gigantiske muligheder for at tage livet af dine fjender på diverse bestialske måder.

Hele spillet er i sin indpakning ”blot” et ganske almindeligt FPS-eventyr, hvor man naturligvis skal tage livet af nazi-soldaterne med et væld af forskellige, tyske våben fra anden verdenskrig, som kan opgraderes via betaling af guld, som kan findes overalt på de forskellige missioner. Selve knap-opsætningen fungerer som de fleste FPS’ere, så der kan benyttes iron-sight, dukke-funktion og løb efter behov.

Som de fleste nok har gættet er spillets twist, den magiske krystal, the Veil, og det er via denne, og dets opgraderinger, at Wolfenstein skiller sig ud. I starten kan Veil alene benyttes til at skifte frem og tilbage mellem den normale verden og Veil-dimension, som blandt andet kan vise nye smutveje, stiger, trapper og andre ting, som gør at B. J. Blazkowicz kan komme frem til hidtil utilgængelige steder. Derudover løber B. J. hurtigere når han befinder sig i Veil-dimensionen.






Efterhånden som man kommer længere ind i spillet kan Veil opgraderes yderligere, enten via opgraderingskøb på det sorte våbenmarked, eller via krystal-opgraderinger som er historiebestemte. Disse indeholder blandt andet en funktion der kan stoppe tiden, et skjold samt en funktion der gør dine våben kraftigere og hurtigere dræbende. Dog fungerer the Veil alene hvis man har tanket energi op, så løber man tør, så må man finde en kilde som blandt andet kan være beholdere eller forskellige sprækker i vægge og gulve, hvor energien løber ud fra.

Selve omdrejningspunktet i spillet er byen Isenstadt, hvorfra man får uddelegeret missioner som foregår såvel til lands som i luften. Der er masser af intels, guld og andre pick-ups at lede efter, så hvis man er en achievement jæger, så er der masser at bruge tid på.

Og det kan blive nødvendigt, for Wolfenstein er ikke nogen top-shooter men derimod et spil i det bløde sving lige over middelkarakteren. Fjendernes AI er ikke eksisterende og ofte bliver det trivielt at løbe rundt og nedskyde de levende skydeskiver, som mildest talt virker tiltrukne af den fjendtlige ild. Banedesignet er middelmådigt, men der er dog et par lyspunkter som for alvor liver spillet op til den standard, som udviklerne havde i tanke. Jeg vil ikke komme ind på disse, da de skal opleves og gerne overraske.






Boss kampe er der også og disse er for det meste ganske godt skruet sammen. Bosserne er brutale og skal nedkæmpes via forudbestemte strategier, og som de fleste af disse typer bosser, så bliver det relativt nemt at gøre kål på de bidske sataner, når først man kender deres svage punkter.

Grafisk set er Wolfenstein ganske godt sammensat. Miljøerne er pæne og Veil-dimension er på én gang skræmmende og imponerende. Fjenderne er pæne på såvel textures som animationer, og det ser ganske realistisk ud, når man splatter blod ud på de nærliggende vægge, eller skyder hovedet af sine onde forfølgere. Der er god afveksling i miljøerne, så udseendemæssigt når banerne aldrig rigtigt at blive kedelige.

Lyden er en lidt halvblandet fornøjelse. Selve in game lydene og baggrundsmusikken fungerer virkeligt flot og til trods for enkelte deciderede fejltagelser i våbenlyden, så er der virkelig god kraft bag de mange eksplosioner og andre lyde. Stemmeskuespillet derimod er en tynd kop te. Af en eller anden grund har udviklerstudiet besluttet sig for at de tyske soldater skal snakke engelsk, men for nu at lyde tyske, så gør de det med en irriterende Arnold Schwarzenegger accent der nærmest virker grinagtigt. I stedet burde man have lært af f.eks. Velvet Assassin og benytte tyske stemmer med undertekster – det virker bare mere naturligt og realistisk.






Hvor singleplayeroplevelsen er en habil omgang er multiplayer decideret skrækkeligt. Der er ellers masser af gamemodes og baner at boltre sig på, men af en eller anden grund virker multiplayeroplevelsen kantet og upoleret, og det virker endvidere som om, at udviklerstudiet har skåret ned på animationer og den grafiske linje, for at få spillet til at køre nogenlunde som smurt.

Desværre er dette ikke tilfældet og det kan være mere end ualmindeligt svært at finde et onlinespil der ikke er præget af lag og andre tilslutningsmæssige forstyrrelser. Dog giver the Veil nogle muligheder som nærmest fungerer som en slags perk, og det er jo altid underholdende at skaffe sig et forspring over sin modstander for derefter at skyde ham i smadder. Man kan, som i singleplayerdelen, opgradere sine våben, som iøvrigt bestemmes af, hvilken class man vælger ud af de tre mulige.

Alt i alt trækker Wolfenstein sig op i den øvre ende af skalaen, uden dog på nogen områder at blive skelsættende for genren. Dertil er idéen om the Veil for uoriginal og til trods for, at plottet er godkendt, Veil funktionerne fungerende og gameplayet generelt er i orden, så virker det som om, at der var tiltænkt en højere mening med alle disse funktioner.






Misforstå mig ikke – Wolfenstein er bestemt ikke dårligt men på den anden side slet ikke godt nok til at kunne begå sig med shooter mastodonterne som f.eks. Call of Duty. Multiplayeroplevelsen er virkeligt skuffende og det der var tiltænkt en funktion som levetidsforlænger bliver i stedet en frustrerende oplevelse.

Dette ændrer dog ikke på, at hvis man sluger alt der hedder FPS råt, og samtidigt godt kan lide en smule nytænkning, ja så kan Wolfenstein sagtens vise sig at give timevis af underholdning og dermed være hver en krone værd. For den mere kræsne skare er der sandsynligvis mere at hente i at vente til længere ind i efteråret hvor der for alvor kommer knald på udgivelserne.
Gameplay:7.0
Grafik:7.5
Online:6.0
Holdbarhed:7.0
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.