Warhammer 40.000: Space Marine

Anmeldt af: Nicolai Hansen - 21. september 2011 - kl. 16:07
Del denne artikel:
4 0

Relic Entertainment har gennem de sidste mange år, haft stor succes med deres strategi spilserie Warhammer 40.000: Dawn of War. Kan de fortsætte denne succes i en helt ny genre?

Warhammer 40.000: Space Marine er groft sagt Gears of War, men uden coversystemet og tilsat såkaldte hack and slash elementer. Sådan, det var den anmeldelse. Okay, så nemt lader min kære redaktør mig nok ikke slippe, så læs videre og find ud af om ovenstående udtalelse er en god eller en dårlig ting.

Warhammer 40.000: Space Marine er et tredje persons skyde- og hack and slash spil, hvor fokus er på konstant action. Kuglerne flyver til alle sider, eksplosioner ryster skærmen og blodet sprøjter fra det øjeblik disken sættes i konsollen og man trykker start.

I rollen som Kaptajn Titus, en såkaldt space marine, skal man med støtte fra to krigskammerater forsinke en massiv Ork invasion af industriplaneten Graia, indtil forstærkninger kan nå frem. Opgaven vanskeliggøres af, at Orkerne allerede har kontrol med Graias forsvarsværker, og med Warboss Grimskull i spidsen, er de tæt på at få fingre i et enormt altødelæggende våben kaldet Warlord Class Battle Titan. En simpel historie uden for mange dikkedarer, der på udmærket vis binder de forskellige missioner sammen, uden at forstyrre med indviklede underhistorier, der blot ville flytte fokus fra det hele spillet går ud på; at slå så mange fjender ihjel så hurtigt som muligt. Når det er sagt, så savner man lidt en introduktion til hele Warhammer 40.000 universet. Ikke nogen længere afhandling, blot et minuts tid til at ridse de overordnede linier op. Hvem Space Marines er, og hvorfor de er i kamp med Orkerne. Alle kan sætte spillet i og så gå amok fra punkt A til punkt B, men det havde helt sikkert hjulpet på indlevelsen med førnævnte introduktion.


Nå, vi skal tilbage til det spillet drejer sig om, at slå fjender ihjel. Dette gøres kort og godt ved at skyde skidtet i stumper og stykker. Det er bare nemmere sagt end gjort, for til tider er der så mange Orker, at man føler, at man er kommet til at stille sig i kø til ølteltet på Roskildefestival. Dette skal forstås positivt, for det er en fed fornemmelse at tømme sin Bolter ind i de første bølger af fjender. Nej, Bolter er ikke håndværkerslang, det hedder dit standard skydevåben, nå du er en space marine i Warhammer 40.000 universet.

Nu er Space Marine ikke sådan indrettet, at man blot kan stille sig i et hjørne og holde aftrækkeren inde. Det er fjenderne alt for hårdføre - og i nogle tilfælde, alt for smarte - til, og selvom du måske får lagt de første fem, seks stykker ned, så kommer deres venner stadig stormende med fråde om munden, og de VIL nå hen til dig, før du får sat et nyt magasin i din Bolter. Det er lige omtrent dér du bliver overordentlig glad for dit kædesværd. Ja, enhver gør-det-selvmands våde drøm, en kombineret kædesav og sværd, som med et par hurtige tryk på X og Y knapperne garanterer kø på den nærmeste skadestue. Selvfølgelig slår fjenderne igen, men de fleste fodsoldater er forholdsvis nemme at ekspedere videre.

Det samme kan ikke siges om deres større brødre, der i nogle tilfælde fungerer som en slags mini-bosser. En nærkamp med en af dem betyder med statsgaranti overtræk på helbredsmeteret. Med andre ord, Titus vil komme til skade. Dette kan selvfølgelig lappes og det har Relic implementeret på meget sublim vis. Udfør en henrettelse på en fjende og helbredsmeteret får et hop opad. Jo større fjenden er, jo større er hoppet. Det betyder at henrettelser får en dobbelt-funktion, hvor man ikke kun slipper af med en fjende, men også kan komme tilbage til fuldt helbred. Virkelig god idé og så er der noget basalt tilfredsstillende ved at trampe hovedet af en digital fjende.


Knap så tilfredsstillende er kombo-systemet. Som nævnt benyttes kun X og Y knapperne og udvalget af komboer er begrænset til en håndfuld. Ingen af dem gør brug af skydevåben, hvilket ellers virker oplagt. Derfor bliver hack and slash delen også en kedelig affære omkring halvvejs gennem spillet, da man har set alle kombinationer flere gange, og pr. automatik blot udfører den mest effektive igen og igen.

Det er faktisk en af singleplayer delens største svagheder. Gentagelserne. Komboerne er de samme, men det er missionerne desværre også. Hele spillet kan koges ind til følgende skelet; saml ammunition, åben et par døre eller tag en elevator, nedkæmp en flok fjender, gentag. Det er synd, for der ligger et ganske godt spil nedenunder alle gentagelserne. Glimtvis løfter spillet sig ud af ensformighedens grå masse og leverer befriende afbræk i form af segmenter hvor gameplayet ændres drastisk, men lige som man har det sjovest, er det tilbage til den ensformige hverdag på ”kontoret”.


Grafisk halter Space Marine også en smule. Billedefrekvensen er god, baggrundene er rigtig flotte og farverne er primært holdt i den mørke ende af spektret, hvilket er en selvfølge, når man befinder sig midt i et kæmpemæssigt industrikvarter. Desværre virker teksturerne ikke helt så gennemarbejdede. De er meget ensformige og i nogle tilfælde direkte udtværede i en sådan grad, at det bringer minder om nogle af de første spil til Xbox 360. De visuelle indtryk giver heller ikke indtryk af, at der kort forinden er foregået hårde kampe, hvor mange menneskeliv er gået tabt. Jo, der er da ødelagte facader og ruiner over alt, men kun sjældent finder man lig eller ser en enkelt udtværet blodplet på en væg.

Hvor der visuelt mangler lidt for at sætte spilleren i den rette her-kan-det-godt-blive-farligt-stemning, så sørger lyden for at gøre det. Underlægningsmusikken er godt tilpasset alle situationer og trænger sig ikke unødigt på. Dertil kommer alle replikker, der leveres sikkert og ikke virker overspillede eller malplacerede. Replikkerne alene får virkelig spilleren ind under huden på samtlige karakterer i spillet. Havde resten af spillet været lige så gennemarbejdet som lyddelen, havde vores score til Space Marine set helt anderledes ud.


Onlinedelen brillerer ved at have kampdragt-udstyr og tilpasningsmuligheder for spillets karakterer, der kan gøre selv Barbie jaloux. Efterhånden som man stiger i rang, åbnes der for flere og flere beklædningsgenstande, der alle kan farves individuelt. Helt i tråd med de små metalfigurer, som Warhammer fans bruger oceaner af tid på at male – en rigtig god feature. Hører man til den dovne type, der ikke vil bruge en masse tid på at skabe et personligt udtryk gennem sin karakter, kan man vælge at benytte en af de mange fulde kampdragter fra omkring 20 forskellige Space Marine enheder. Alle disse tilpasninger har dog kun kosmetisk betydning, men der er selvfølgelig også mulighed for lave tilpasninger, der har direkte indvirkning på hvilke våben og evner man tager med i kamp. Disse tilpasninger er baseret på tre forskellige klasser af soldater.

Tactical er altmuligmanden, der kan lidt af det hele uden at være den bedste. Devastator er den tunge klasse, hvor de hårdtslående våben findes. Det har dog sin pris, da denne klasse er den langsomste og også er den mindst mobile. Sidste klasse, ja der er kun tre klasser, er Assault Marine, der med en jetpack på ryggen, kan komme hurtigt rundt på banen og foretage overraskelsesangreb. Til gengæld har denne klasse kun adgang til håndvåben, hvilket dog opvejes af de suverænt mest brutale slagvåben, som vinder næsten alle nærkampe. Alle tre klasser har også adgang til evner, også kendt som perks, til både karakteren selv og til det våben man tager med i kamp. Ikke noget banebrydende, men som forventet ekstra bonusser i form af højere skade, større magasiner og lignende. Balancen mellem de tre klasse virker rigtig god. De fungerer indbyrdes efter sten-saks-papir princippet forstået således, at Tactical er bedst mod Assault, Assault er bedst mod Devastator, og, du har nok gættet det din snedige rad, Devastator er bedst mod Tactical.


Selve gameplayet i onlinedelen er underholdende. Der er masser af action, banerne er godt designede og har en tilpas god størrelse til 8 mod 8 spillere, desværre er der bare ikke så mange af dem. Faktisk er der kun fem baner, hvilket er lige i underkanten, og det bliver ikke bedre af, at der kun er to spiltyper; Annihilation og Seize Ground. Det første kender man fra andre spil under navnet Team Deathmatch, eller direkte oversat; der er de andre, skyd dem! I Seize Ground må man også godt skyde sine modstandere, men målet med spiltypen er at erobre tre strategiske punkter på banen og så holde fjenden fra dem. Hvert punkt man holder genererer point til holdet, og når et hold når X antal point, har det vundet kampen (ja, det er ligesom Domination i Modern Warfare). I det store hele er onlinedelen ganske sjov, men trækkes ned af mangel på både spiltyper og især baner.

Måske kan du huske tilbage til starten af denne anmeldelse – der hvor jeg sammenlignede Warhammer 40.000: Space Marine med Gears of War? Det var ikke for sjov, for Space Marine minder på mange områder om Gears Of War. Sammenfald i perspektiv, nogle våben og typer af fjender er blot en lille del af denne sammenligning. Både styring og animationer føles så bekendte, at man ind i mellem får en kraftig fornemmelse af deja vu. Jeg greb mig selv i, ved flere lejligheder, at dobbelt-trykke på højre bumper-knap på joysticket for at lave et perfekt reload af mit våben. En feature, der ikke er med i Space Marine, men som de fleste Gears of War fans nok kan nikke genkendende til.

Det er selvfølgelig flot at blive sammenlignet med en af de største Xbox 360 titler på markedet, men i dette tilfælde bevirker gentagelser og ensformighed dog, at sammenligningen ikke kun bliver positiv. Warhammer 40.000: Space Marine føles desværre som en discount udgave af Gears Of War, hvilket er synd, for et mere finpudset slutprodukt med noget mere indhold kunne have løftet dette spil op over gennemsnittet.
Gameplay:7.0
Grafik:7.0
Online:7.0
Holdbarhed:6.5
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.