Virtual On-OT

Anmeldt af: Jesper Thuesen - 26. juli 2009 - kl. 19:56
Del denne artikel:
1 0

Gigantiske robotter med sværd og skydevåben?!? Jeg er game!

Gigantiske robotter der bekæmper hinanden med sværd og skydevåben?!? I\'m in!

Vores japanske venner laver til tider nogle seriøst underlige opfindelser. Pokémon, sushi og en lille hvid konsol hvor man rent faktisk skal løfte sin bagdel fra sædet og bevæge sig (jo jo, den er god nok). Men nogle gange overgår de sig selv i underligheder, og det kommer der spil som for eksempel Virtual On-OT ud af. Det er SEGA der genoplever den gamle Dreamcast klassiker til Xbox Live Arcade.

Dette afsnit er som regel reserveret til at beskrive spillets historiedel. I dette tilfælde er dette dog overflødigt, da historien er ikke-eksisterende. Det er muligt at en selvretfærdig udviklerknægt fra SEGA strengt vil påpege, at der er en eller anden form for historie, men faktum er, at den ikke har nogen relevans.

I stedet springer vi direkte til det gameplaymæssige aspekt, for her er der til gengæld nok at tage fat i. Virtual On-OT er et såkaldt mech spil, hvor man styrer gigantiske robotter, som bekriger hinanden via alskens former for våben. Den ellers obligatoriske custom del er klippet ud i Virtual On, så der er ikke mulighed for selv at designe sine krigere. Til gengæld er der masser af dem.

Samtlige kampe er 1 vs. 1, så der er altså højest to kombattanter i ringen samtidigt. Disse skal så forsøge at tage livet af hinanden via deres arsenal af våben, som afveksler fra robot til robot. Fælles for dem alle er dog, at alle er bevæbnet med et form for skydevåben som varierer fra en laserpistol til raketkastere, en granattype samt et sværd som kan bruges i de hektiske infights, når robotterne kommer lidt for tæt på hinanden.

Foruden det store arsenal af våben kan robotterne flyve med korte intervaller og lave et hurtigt sidestep boost, som blandt andet kan bruges til at undvige fjendens ild. Og tro mig, det får man virkeligt brug for, for Virtual On-OT er den type spil, der ikke alene kræver tilvænning, men også ekstremt hurtige fingre, og undertegnedes robot endte da også som skydeskive de første 3-4 timer indtil jeg fik styr på strategierne (og justeret sværhedsgraden).






Der er en række forskellige modstandere som varierer hele vejen op til de obligatoriske bossfights. Mens de indledende runder er nogenlunde overkommelige, er de forskellige bossfights til tider hysterisk svære. Ja faktisk minder de mest af alt om et fejlslagent forsøg med at stille sig ud foran et godstog, lukke øjnene og håbe på det bedste; uanset hvad man gør, ligger man i flere stykker spredt over et pænt areal.

Dette vil sandsynligvis afskrække en del spillere, og hvis man ikke er mere end ualmindelig hardcore indenfor netop fighting/shoot em up/mech genren, så vil man hurtigt få et gedigent rap over nallerne og for alvor få testet frustrationsterskelen, for jeg overdriver altså ikke, selv på normal er Virtual On-OT noget sværere end et gennemsnitsspil.

Dette gøres ikke nemmere af, at styringen til tider er ualmindeligt sløv, specielt når man er vant til at spille nymodens third person shootere, hvor specielt vendinger kører noget hurtigere end Virtual On-OT.

Spillet er en port af spillet af samme navn til Dreamcast, og desværre har SEGA ikke brugt synderligt meget tid på at opgradere den grafiske eller lydmæssige side. Eksplosioner ligner noget fra de tidlige 3D dage, hvilket også gør sig gældende for figurgalleriet og miljøerne. Dette har en vis charme, men man forventer dog, at et spil til 1200 Microsoft Points havde fået lidt af en overhaling, når nu det blot er en port. Dette er ikke tilfældet, men nostalgikere vil til gengæld nyde spillet i sin rene form.

Lyden er som allerede nævnt heller ikke opgraderet og igen slår det japanske virkeligt igennem. Nogle gange er lyden grum, hektisk og hurtig, som f.eks. i de svedfremkaldende boss-fights, mens musikken andre gange virker som intro melodien til børnetimen. Grinagtigt, men samtidigt en del af den underfundige, japanske stil, som vi må leve med når vi nu sætter fødderne indenfor i deres spilterritorie.

Har man en ven der er lige så tændt på gigantiske, japanske kamprobotter, så er der mulighed for at få afgjort hvem der er bedst på Xbox Live, hvor man kan udkæmpe drabelige head-to-head kampe. Spillets opbygningen og generelle gameplay gør det ikke muligt at spille flere, hvilket egentligt er okay, da det ville blive et frygteligt rod.

Jeg havde på forhånd ingen forventninger til Virtual On-OT, da jeg ikke havde nogen som helst anelse om, hvad det egentligt var for et spil, og indrømmet, efter den første time havde jeg lyst til at ringe til SEGA og kræve mine penge tilbage. Men når man først får styr på kontrollen og gennemluret strategierne, gemmer der sig faktisk et udmærket Arcade spil under den til tider uoverskuelige overflade.

Eneste seriøse minus er, at der simpelthen er for lidt værdi i prisen, og i særdeleshed, hvis man ikke har nogen at dele fornøjelsen med over Xbox Live. Så derfor vil anbefalingen primært gå til dem, der har en kammerat som er lige så hooked på spillet som man selv er - for ellers vil man næppe føle at Virtual On-OT er pengene værd.
Gameplay:7.0
Grafik:4.0
Online:7.0
Holdbarhed:5.0
Overall 6.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.