Turok

Spænd buen og send dine dødbringende pile gennem luften. Jægeren vender tilbage til slagmarken, og denne gang har han vennerne med. Turok ser dagens lys på Xbox 360, men blænder det?

Det er 11 år siden det første spil om indianeren Turok så dagens lys på Nintendo 64 og PC, og siden er det blevet til 6 efterfølgere. Den seneste, blot kaldet Turok, er det første i serien udviklet af Propaganda Games og udgivet af Touchstone Games. Tidligere var det udviklere som Iguana Entertainment, Bit Managers og Acclaim Entertainment der stod bag.






Spillet foregår i en nær fremtid, hvor du spiller rollen som Joseph Turok, en efterkommer af Tal’Set fra det originale spil. Du er blevet indlemmet i Whiskey Company og sendt på jagt efter en undsluppen krigsforbryder ved navn Roland Kane. Under indflyvningen til den planet, hvor Kane formodes at opholde sig, bliver du og dine holdkammerater skudt ned, og du befinder dig nu på en fremmed planet beboet af dinosaurer. Kane’s håndlangere, alle medlemmer af det såkaldte Wolf Pack, befinder sig imidlertid også på planeten, og de leder efter dig. Efterhånden som historien skrider frem bliver man bekendt med, at Turok selv engang var en del af Wolf Pack og den eneste overlevende fra en mission, der fik din nuværende holdkammerat Slade’s bror dræbt. Derfor vækker det ikke just varme følelser for ham at se dig på samme hold som ham.

Historien er som revet ud af et dårligt filmmanuskript, og det er tydeligt for mig at se Steven Segal i den åbenlyse rolle som den tavse indianer med kampevner som en mindre hær. Det er ikke just baggrundshistorien, der er den drivende kraft bag dette spil og gud ske tak og lov for det.






Spillet er først og fremmest en first-person-shooter med alt hvad dertil hører. Dinosaurerne er dog ikke længere den primære fjende men fungerer nærmest som en neutral forhindring, der er lige så opsat på at spise dig som hvem som helst anden, der tilfældigvis kommer forbi. Dette kan du så bruge til din egen fordel ved at forsøge at tiltrække disse omvandrende tandsæt til fjendens lejr og lade dem gøre arbejdet for dig. men det sker ligeså ofte, at det er dig selv, der ender på menuen. Så er gode råd dyre og ammunition noget man bekymrer sig om senere. Men i løbet af spillet går det hurtigt op for de fleste, at specielt de små og hurtige dinosaurer er næsten umulige at ramme, og det derfor er en endnu bedre idé at hive din overkompenserende jagtkniv frem og fare i flæsket på dem. De fleste større dino’er kan klare en 20-30 skud fra dit skydevåben men falder kaglende omkuld, når blot du begraver din kniv dybt i halsen på dem.

Nu kunne man godt tro, at det ville være svært sådan at løbe op til en kødædende fortidshest og dolke den i luftrøret, men nej. Det er faktisk bare et spørgsmål om at komme indenfor rækkevidde og trykke på den rigtige knap, når et ikon dukker op på skærmen. Skulle dinoen mod forventning overmande dig, så præsenteres du for et antal knapper eller bevægelser, du skal foretage for at slippe fri. Disse skifter tilfældigt for hver gang, så der skal hurtige reaktioner til for at slippe uskadt fra overfaldet. Bing-bang, færdigt arbejde. Selv en enorm dinosaur, der kommer dundrende mod dig med åben mund og polypper, standser brat, når du stikker lidt til den. Ikke specielt overbevisende.






Overbevisende er derimod animationerne, der er tilknyttet både levende og døende dinosaurer. Bevares, jeg har ikke selv personligt set én, men jeg vil tro, at udviklerne her har ramt rimelig godt. Realistiske bevægelsesmønstre og gennemførte dødssekvenser viser, at udviklerne virkeligt har taget sig tid til at studere disse dyr og den viden, vi mennesker har om dem. Desværre er det ikke alle animationer, der falder lige heldigt ud, primært fordi spillet har problemer med at opfange kollisioner mellem karakterer og stationære objekter. Flere gange i løbet af spillet var jeg vidne til en døende dinosaur, der var landet så uheldigt, at polygonerne i hele dens krop blev strukket et par meter over på den anden side af en forhindring. Det virkede absolut smertefuldt, men det var vist ikke helt den animation, udviklerne havde planlagt.

Grafikken i spillet er flot og gennemført, specielt hovedkaraktererne som man ofte får at se i små sekvenser. Teksturer og lyssætning er prangende, men banedesignet giver udtryk for lidt for meget genbrug. I jungleområderne er der mange steder, hvor det er muligt at klatre over forhindringer takket være rødder, der er vokset ud af skrænten du vil forcere, men de er alle ens, uanset hvor du befinder dig. Ja, det gør dem måske nemmere at genkende og dermed banerne nemmere at finde rundt på, men det får dem også til at virke malplacerede.






Som det sig hør og bør er Turok fyldt til randen med det ene fantasifulde våben efter det andet. Helt fra den assault rifle du starter ud med til din trofaste bue og kniven, som du bruger som grillspyd til din dinokebab, er våbnene interessante og vellavede. Men specielt buen og den sniper rifle, du senere bliver udstyret med, er primært til nytte, når dine modstandere ikke er klar over, at du er i nærheden og derfor står helt stille. Når først de bevæger sig, er det mere held end forstand der forhindrer dig i at plante en pind i jorden eller lave huller i luften. Med det sagt, så er det en fantastisk overlegen følelse at spænde buen helt op og spidde en modstander til den nærmeste væg.

Også på lydsiden kan man mærke, at Propaganda Games har lagt en ekstra indsats. Våbenlydene er realistiske og den ambiente støj, der gennemsyrer samtlige baner, giver den rette følelse af, at man befinder sig i et absolut fjendtligt område.

I samme tråd som de seneste 4 inkarnationer af spilserien er Turok også et multiplayerspil. Helt op til 16 spillere kan mænge sig med hinanden i 4 forskellige spilmodes. Banerne er dog ikke kun befolket af menneskelige spillere, men også af op til 4 computerstyrede dinosaurer, der higer efter at sætte tænderne i en af de kæmpende spillere. Dette tilføjer et nyt element til Turok’s multiplayerdel og giver dig lidt ekstra at tænke på, når du løber hovedkuls igennem et område med projektilerne fløjtende om ørerne på dig.






En enkelt af spillets achievements går ud på, at du skal dræbe dig selv, en fjende, en holdkammerat og en dinosaur i samme kamp. Propaganda Games har udtalt, at denne belønning for at slå dine egne holdkammerater ihjel mest af alt er tænkt som en vittighed, idet størstedelen af alle nye spillere på et eller andet tidspunkt vil ende med at slå en ven ihjel med en granat eller lignende. Men massive protester har ført til, at målet med achievementen er blevet rettet i en patch, så et såkaldt teamkill ikke længere er nødvendigt. Men beskrivelsen af målet er dog ikke rettet, og det vil nok bringe en stor del af onlinespillerne i fare for at blive ramt af venlig ild. Ikke helt så gennemtænkt.

Alt i alt er Turok et overraskende spil. Overraskende fordi de foregående inkarnationer ikke har formået at leve op til det originale Turok: Dinosaur Hunter, der i sin tid blev udgivet på PC og Nintendo 64. Det nye Turok klarer heller ikke denne mission men kommer i det mindste tættere på end nogen af de andre. Spiloplevelsen er solid men skæmmes af irriterende fejl, middelmådige grafiske gentagelser og en urealistisk effektiv slagterkniv. Multiplayer er sjovt for en stund men kan ikke konkurrere med de store titler på Xbox Live.