Trenched

Anmeldt af: Søren Klintrup - 12. juli 2011 - kl. 17:44
Del denne artikel:
2 0

Så er der igen nyt fra Double Fine; denne gang en sjov blanding af Tower Defence og et actionspil. Sjov idé, men fungerer det? Få svaret her.

Der er sket ting og sager med Double Fine, efter de er begyndt at satse på spil til digital download. Fra 2005 og frem til 2009, leverede de to spil udgivet på DVD – og nu, inden for de sidste ni måneder, har de leveret tre spil som digital download på både Xbox Live Arcade og PlayStation Network. Nu er kvantitet jo ingen kvalitet i sig selv, men når spillene også er af høj kvalitet, kan man kun nikke anderkendende til Double Fine.


Trenched er det tredje spil, der udspringer af Double Fines interne projekt kaldet ”Amnesia Fortnights”, som var en række sceancer, hvor Tim Schafer, stifter og ejer af Double Fine, delte firmaet op i fire mindre hold og gav dem 14 dage til at komme op med en spilprototype til et potentielt fremtidigt spil. Costume Quest var det første spil der udsprang af denne øvelse, det glimrende Stacking var det andet og nu er Trenced altså det næste. Det er dog ikke et helt typisk Double Fine spil – det vender jeg tilbage til senere.

Trenched er et humoristisk Tower Defence spil, tilsat en god portion action hvor man selv får lov til at tage en aktiv rolle i kampene med at forsvare strategisk vigtige punkter mod bølger af angreb fra fjenden. Spillet foregår kort efter en alternativ version af 1. verdenskrig, hvor de to krigsveteraner Frank Woodruff og Vladimir Farnsworth bemander en lyttepost og hvor de opsnapper en mystisk transmission, der udrydder det meste af verdens befolkning, men som på forunderlig vis, gør de to soldater supersmarte.

De to herrer bruger deres nyvundne egenskaber meget forskelligt; Vladimir Farnsworth opfinder tv’et, men et eller andet driver ham til vanvid (måske kom han til at se et afsnit af Paradise Hotel?) og han forsøger nu at overtage verden med hans Tubes (eller Monovisions som de også hedder), som er en hær af mekaniske robotter sammenstykket af tv-skærme og andet bras. Woodruff bygger i stedet nogle mekaniske ben (en slags robotter), som skal hjælpe invalide soldater, som ham selv, med at kunne bevæge sig rundt igen. Du tager nu rollen som en soldat under Woodruffs kommando og det er op til dig, at få Farnsworth ned med nakken, inden hans vanvid for alvor griber om sig.


Igennem kampagnens 15 missioner (fordelt over tre verdener), skal man forsvare strategisk vigtige punkter mod angreb fra Farnsworths underlige tv-skabninger, ved at placere forskellige installationer med maskinkanoner, anti-luftskyts og mange andre ting rundt omkring, mens man selv render rundt i en kraftigt bevæbnet kamprobot og skyder løs på fjenderne. Det er en sjov blanding af Tower Defence og action – og action er der masser af, da de forsvars-installationer man har adgang til virker ret dyre, så man kan ofte ikke blot købe sig til et solidt forsvar – nej, man kommer selv på hårdt arbejde.

I løbet af missionerne får man massevis af nye våben og installationstyper. Det kan i starten virke en smule overvældende og man kan hurtigt miste overblikket over de mange forskellige ting og hvad de egentlig kan bruges til. Våben til ens robot spænder lige fra maskinkanoner og langtrækkende sniperkanoner til granatkastere og enorme artillerikanoner. Installationerne man kan placere rundt omkring, er kategoriseret i tre grupper; Lette kanontårne, kraftige kanontårne og støttetårne.

De to første forklarer næsten sig selv, mens støttetårne f.eks. kan være en Dampening Generator, som får fjenderne til at bevæge sig langsomt når de er i nærheden af den, en Repair Crane, som under kampene kan reparere ens robot eller en Collector Pong, som hjælper med at indsamle skrot fra slagne Tubes, der bruges til at lave nye installationer med. Mellem missionerne kan man købe nyt chasis, nye våben, nye ben eller maling til ens robot, samt nye installationer eller nye uniformer til ens soldat.


Før man begiver sig i kamp, skal man sammensætte sin egen robot – og valg af robot, er afgørende for, hvilke våben og installationer man kan have med sig i kamp. Nogle robotter er ikke særligt tungt bevæbnet, men kan så i stedet placere mange typer af installationer og bevæge sig hurtigt, mens andre er meget tungt bevæbnet, men kan så ikke placere ret mange forskellige typer installationer. Det er derfor yderst vigtigt, at man vælger den helt rigtige sammensætning af ens robot, hvis man vil have sucess i missionerne. Woodruff kommer med nogle overfladiske anbefalinger, men det er stadig op til spilleren, at vælge de helt rigtige våben og den helt rigtige robottype. Også dette kan virke en smule uoverskueligt i starten, men efterhånden som man får sat sig ind i spillet, lærer man hvordan det hele hænger sammen og man ender med, at bruge rigtigt lang tid i garagen med ens robot, mellem hver mission.

Gameplayet er altså et Tower Defence spil, hvor de traditionelle regler for et spil af denne typer gælder; man skal placere våbeninstallationer de helt rigtige steder for at beskytte vigtige punkter og man kan i løbet af missionerne, opgradere dem, så man får et næsten igennemtrængeligt forsvar. Installationerne virker dog ret dyre, så man kommer selv til at deltage aktivt i kampene, da man sjældent har råd til at købe sig til at stærkt forsvar. Sværhedgraden er overordnet ret høj, men ikke urimelig, men der er ikke ret mange af missionerne, man kan klare i første forsøg – flere gange, skal man spille missionerne en håndfuld gange, før man har gennemskuet hvordan man forsvarer sig mod Farnsworths hær af underlige tv-monstre.

Kampagnedelen kan gennemføres på omkring 8-9 timer. Derefter kan man kaste sig ud i spillets co-op spilmulighed, hvor spillets regler ændres ens smule. I kampagnedelen kan man f.eks. kun dø, når man mister et af de punkter man skal forsvare, men i multiplayerdelen kan man dø i løbet af kampene og skal derefter genoplives af ens medspillere, hvis man vil være med igen. Den strategiske del bliver en smule lettere, da man kan fordele opgaverne imellem sig når man er flere, men der kommer også langt flere fjender, så det bliver langt mere hektisk end når man er alene.


Teknisk virker Trenched ganske gennemarbejdet; grafikken er nydelig og kører for det meste pænt og flydende – der er dog enkelte steder, f.eks. hvis skærmen fyldes af store eksplosioner, at grafikken kan hakke lidt. Ellers er der ikke meget dårligt at sige om grafikken, som både rent teknisk og stilmæssigt, virker solid og flot. Lydsiden er ligeledes god, med gode lydeffekter fra ens våben og med gode stemmer fra spillets få figurer. Dog bliver visse sætninger gentaget alt for mange gange i løbet af kampene, så de mod slutningen af spillet, hænger en godt ud af halsen.

Som jeg startede med at sige i starten af anmeldelsen, er Trenched ikke et helt typisk Double Fine spil. Hvis man ser tilbage på deres tidligere spil, specielt på Psygonauts, Brütal Legends og Stacking, er Trenced slet ikke så skævt og underligt i dets udtryk som de tre førnævnte. Der er stadig god humor i spillet og historien er lidt halvskør, men der har ikke været den sædvanlige bindegale Tim Schafer malerpensel hen over det hele i samme grad som ellers, da det hele virker noget mere afdæmpet, uden på nogen måde at blive tørt eller kedeligt.

På trods af spillet små problemer, er Trenched det bedste spil som Double Fine har udgivet på Xbox Live Arcade. Gameplayet er en sjov blanding af strategi og hektisk action, det ser godt ud og det spiller rigtigt fint. Det som trækker lidt ned, er at det kan være temmelig uoverskueligt at udstyre ens robot med de rigtige ting og selve menuerne og forklaringen af de enkelte våben og installationer, kunne godt have været lavet mere pædagogisk og tilgængeligt. Desuden kan det være lidt frustrerende, at skulle rende rundt og samle skrot ind – godt nok har ens robot en magnet som tiltrækker skrot, men man bruger alligevel en del tid på at rende rundt og lege skraldemand, mens man hellere vil smadre Monovisions.


Trenched skulle være udkommet her i Danmark den 22. juni, men i sidste øjeblik opstod der problemer med rettighederne til navnet Trenched. Det viser sig, at en portugiser ved navn Rui Alipio Monteiro, manden bag et brætspil med stort set samme tema som Trenced, har rettighederne til navnet – rettigheder, som både dækker brætspil og computerspil. Derfor måtte Microsoft i sidste øjeblik stoppe spillet flere steder i Europa og om de er i gang med at få afklaret rettighederne med Monteiro, eller om Double Fine har travlt med at få rettet spillet til, så det kan udgives i Europa under er andet navn, er i skrivende stund uklart.

Vi krydser fingre for, at Trenched (eller hvad det nu kommer til at hedde), snart udkommer her i landet, for det er endnu en lille perle, som har set dagens lys på Xbox Live Arcade.
Fakta
Trenched

Trenched

PlatformXbox 360 Arcade
UdviklerDouble Fine
UdgiverMicrosoft Game Studios
Spillere1-4
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 12 Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:8.5
Grafik:8.0
Online:8.0
Holdbarhed:7.5
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.