Tony Hawk's Pro Skater HD

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 18. juli 2012 - kl. 12:24
Del denne artikel:
7 0

Activision vækker nu en ægte klassiker til live, nemlig Tony Hawk’s Pro Skater, spillet der startede hele Tony Hawk seriens sejrsgang. Læs her, om det stadig holder.

Tony Hawk’s Pro Skater udkom for første gang tilbage i 1999 til bl.a. Sega Dreamcast, Nintendo 64 og Playstation. Jeg husker at jeg spillede det til døde på min Dreamcast og det var et af de absolut bedste skateboardspil jeg havde prøvet. Så det var med lige dele nervøsitet og spænding at jeg startede Tony Hawk’s Pro Skater HD op på min Xbox 360.


Activision står stadig bag spillet og de har hyret amerikanske Robomodo til at konvertere spillet til 360. Robomodo blev stiftet tilbage i starten af 2008 og består af tidligere Midway folk – og de har tidligere haft fingrene i Tony Hawk’s serien, da de står bag både Tony Hawk: Ride og Tony Hawk: Shred – hvilke bestemt ikke er blandt de bedre Tony Hawk spil.

Tony Hawk’s Pro Skater HD kan kun købes via Xbox Live Arcade og er det første spil i årets Summer of Arcade kampagne fra Microsoft – spillet kan købes for 1200 MSP og fylder bare lidt over 400 MB. Heldigvis har Robomodo, i hvert fald på gameplayet, holdt sig meget tæt til originalen og det betyder en herlig stram styring og man kan udføre halsbrækkende tricks efter ganske kort tid.

Spillet indeholder 10 professionelle skatere, f.eks. Rodney Mullen, Andrew Reynolds, Nyjah Huston og naturligvis stjernen over dem alle, Tony Hawk. Nogle af de 10 skatere er gengangere fra det originale spil, mens andre er nye. Spillet indeholder syv baner, taget fra både Tony Hawk’s Pro Skater 1 og 2 og kendere vil glæde sig over klassiske baner som Warehouse, The Mall, Venice Beach og Downhill Jam. Banerne har naturligvis fået en HD-overhaling og ser faktisk ganske flotte ud, da der er virkelig lagt noget arbejde i dem og få af dem er også svagt redesignet i forhold til de oprindelige baner.


På hver bane er der ti udfordringer, det kan f.eks. være at finde bogstaverne S-K-A-T-E, man skal opnå en speciel score ved at udføre tricks, finde en gemt DVD-skive et sted på banen (erstatter kasettebåndet fra det originale spil) eller ved at skulle udføre nogle specifikke tricks på nogle bestemte steder på banen. Man har kun 2 minutter til at klare det, så det kræver at man går målrettet efter et par af udfordringerne og genspiller banerne igen og igen for at nå de andre. Nye baner åbnes op, når man klarer mellem 4-6 af de ti udfordringer – og de rigtigt hardcore går naturligvis efter alle ti udfordringer på alle banerne.

Tony Hawk’s Pro Skater HD indeholder en god portion spilmuligheder, der nok skal holde den dedikeret skater fanget i et godt stykke tid. Der er Free Skate, hvor man ikke begrænses af tidspres og hvor man kan finpudse ens tricks. Når man har gjort det, kan man kaste sig over Single Session, hvor man efter de 2 minutter på banen, kan poste ens bedste score til online ranglister, for at se hvordan man klarer sig mod ens venner og resten af verden.

I Career bevæger man sig igennem de syv baner ved at klare udfordringerne som beskevet tidligere. Man kan løbende købe nye tricks og købe nye boards til ens skater. Efterhånden som man kommer igennem spillet, åbnes der op for et par underholdende nye spiltyper, nemlig Big Head Survival og Hawkman. I Big Head Survival vokser ens hoved langsomt og man skal forhindre det i at eksplodere, ved konstant at udføre tricks. Jo længere man kan holde sig i live, jo flere points får man. I Hawkman skal man forsøge at indsamle alle de små lysende bolde, der er placeret rundt omkring. Man skal udføre specielle tricks for at nå boldene og det kan være lidt frustrerende i starten, men når man får styr på ens moves, er det ganske underholdende.


Foruden disse spiltyper, er der også tre online spiltyper for op til fire spillere: Graffiti, Trick Attack og Big Head Elimination. Big Head Elimination er det samme som Big Head Survival, bare mod andre spillere over Xbox Live – den spiller, der står tilbage med sit hoved stadig placeret på skuldrene, vinder. I Graffiti skal man tagge så mange objekter på banen som muligt ved at lave et trick på dem. Man overtager andres tag, ved at lave et trick, der giver flere points end da tagget oprindelig blev sat – og den spiller med de fleste tags når tiden løber ud, vinder. Man kunne måske godt have ønsket sig lidt flere online spilmuligheder, men dem der er, fungerer fint. Det er dog underligt, at der ikke er en splitscreen mulighed – det ville ellers have været oplagt i et spil som dette, der sikkert ville være god underholdning side om side med en ven i sofaen.

Gameplayet fungerer rigtigt godt, selv om man visse steder godt kan mærke, at det er et gammelt spil, der er blevet vækket til live igen. Det er fængende og spillet har den der jeg-skal-lige-prøve-igen faktor og går man efter at klare alle ti udfordringer i hver bane, er der en god portion timer gemt i spillet.

Grafisk er Tony Hawk’s Pro Skater HD en af de flottere HD-opdateringer jeg har set. Grafikken er flot og tydelig og der er visse steder ganske flotte lyseffekter. Det hele kører flydende og de forskellige skatere er detaljeret, så alt i alt er grafikken bestemt godkendt. Soundtracket består, lige som udvalget af skatere, af en blanding af nyt og gammelt. Det består af rock numre, som dog ikke lige tiltaler mig specielt meget, men soundtracket fungerer og passer godt til spillet. Lydeffekterne er også gode og speciel skateboardets hjul mod de forskellige typer af underlag, lyder godt.

Tony Hawk's Pro Skater HD trailer

Tony Hawk’s Pro Skater HD er en fin opdatering af en gammel klassiker, krydret med online multiplayer og et par nye og ganske underholdende spilmuligheder. Der er mange timer gemt i spillet og til en pris på 1200 MSP, som dog er den dyrere ende af prisskalaen for Xbox Live Arcade spil, er der alligevel tale om god valuta for pengene. Fans af det originale spil, vil opleve nostalgien bruse ind over dem, elske det og med det samme føle sig hjemme i Tony Hawk’s Pro Skater HD.
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:7.5
Holdbarhed:8.5
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.