Tomb Raider: Underworld

Listen over superhelteagtige arkæologer bliver længere og længere. Denne toppes nok ubestridt af Harrison Ford i rollen som Indiana Jones, men Lara Croft er efterhånden ved at gnave sig ind på toppen af denne liste. Nu er hun tilbage i et helt nyt eventyr med titlen Underworld.

Tomb Raider: Underworld er det ottende spil i serien om den veldrejede Lara Croft. Det er Crystal Dynamics der har stået for udviklingen mens Eidos endnu engang er udgiveren, der har sørget for at få spillet fra produktionsbåndet til butikshylderne.

Underworld tager sin begyndelse hvor Legend slap og desværre er Underworld ét af de spil, som er svært at sætte sig ind i historiemæssigt, hvis man ikke har spillet én eller flere af forgængerne. Således er der ofte henvisninger til hændelser fra gamle spil i serien, mens persongalleriet også går igen fra tidligere spil i rækken.






Eventyret åbnes i et flammeædt Croft Manor, hvor Lara ikke bare kæmper for at undgå de altopslugende flammer og det langsomt krakelerende byggeri, men også beskydes af sine tro væbnere Zip og Winston. Man får ikke opklaret hvorfor med det samme, men sendes i stedet en uge tilbage i tiden til Middelhavet, hvor Lara er på jagt efter Avalon, Kong Arthurs grav, for at finde hendes moder.

I stedet finder Lara en handske, som efter sigende skulle tilhøre den nordiske gud Thor og derefter går den vilde skattejagt for at finde den resterende handske, et bælte og ikke mindst Mjølner, Thors legendariske hammer. Dette bringer Lara til Thailand, Mexico, Norge m.m. og stiller hende overfor gamle bekendte, såvel venner som fjender.






Lara er, som altid i serien, fantastisk smidig, og netop hendes akrobatiske evner er det, der er nøglen blandt langt størstedelen af de efterhånden velkendte puzzles. Der skal dermed hoppes, kravles, klatres og balanceres konstant og man bliver i hele tiden sat på nye kropslige udfordringer som tester enhver kropsdel af den veldrejede Lara til det yderste.

Til sin hjælp har Lara en fangeline, som kan bruges til at svinge sig over større afstande, klatre op af mure, hvis hun da kan finde noget at fastgøre linen til, eller også til at trække og skubbe genstande. Alt sammen noget der skal mestres til det yderste, hvis man vil gøre sig nogen formodninger om, at komme levende igennem Tomb Raider: Underworld.






Derudover har man naturligvis også sine tro følgesvende i form af to pistoler og ét af flere mulige alternativvåben, som varierer fra shotgun til en dykkerriffel, der skyder med små spyd. Disse, samt forskellige nærkampsteknikker, er Lara’s værn mod fjender og formår man at lade sit adrenalin meter op, så vil man kunne udføre et dræbende headshot.

Der er skåret ned på hjælpemidler i Tomb Raider: Underworld og man vil således ikke blive overbebyrdet med forskellige indikationer om, hvor og hvordan man skal komme videre på banen. Dog kan man altid benytte sig af sin lomme-PC som bl.a. kan bruges til at få hjælp til, hvad det næste mål på banen er.






Til forskel fra tidligere spil i serien, er miljøerne i langt højere grad interaktive. Man vil ofte skulle ødelægge, fjerne eller omrokere diverse objekter på banen for at komme videre, og denne forøgede fokus på miljøerne er i allerhøjeste grad positivt. Dog er det stadigvæk de akrobatiske puzzles, der sammen med de mere intellektuelle opgaver udgør størstedelen af spillets opgaver.

Den grafiske side er blevet finpudset, og Lara efterlader sig nu spor i mudderet, bliver beskidt når hun bevæger sig i grottemiljøer og dette snavs vaskes så igen af, når hun bevæger sig ud i regnvejret. Selve miljøerne er gennemarbejdede og specielt udendørsbanerne i Thailand og Mexico er fantastisk flotte sammenlignet med andre spil i genren. Man oplever ikke problemer med framedrops, screentearing eller pop-ups, ligesom animationerne er gennemarbejdede og kører flydende. Lyssætningen skal fremhæves da denne er utrolig flot.






Lydsiden følger flot trop og sætter en sublim stemning via fængende baggrundsmelodier og veltilpassede effekter som en løves brøl i det fjerne eller regnen der trommer mod tropeskovens bund. Stemmeskuespillet er solidt, men man kan dog opleve enkelte problemer med synkroniseringen, men dette er dog sjældent.

Til gengæld er kameraet decideret håbløst til tider, specielt når man bevæger sig i snørklede områder, eller skal lave krumspring mellem tætte bygninger. Problemet er, at kameraet tvinges til at zoome helt op i nakken på vores heltinde, hvilket stort set umuliggør de akrobatiske strabadser, som man ønsker at udføre. Dette er virkeligt et markant problem i et spil, som kræver enorme mængder præcision og ikke mindst muligheden for at skabe sig overblik.






Derudover vil man opleve, at specielt nærkampssystemet halter, og targeting funktionen ofte efterlader Lara sparkende ud i luften, mens modstanderen som var tiltænkt et velplaceret cirkelspark i stedet får frit lejde til at give Lara nogle uundgåelige blå mærker.

Sidst men ikke mindst kan man komme ud i nogle irriterende situationer, hvor Lara eller modstanderne simpelthen kommer til at sidde fast i miljøerne. Dette er virkeligt ærgerligt, da miljøerne ellers er flotte og stemningsfulde. Det ødelægger bare glansbilledet, når en fjendes arm stikker ud fra en massiv betonvæg.






Generelt er Tomb Raider: Underworld en glimrende oplevelse som varmt kan anbefales, hvis man i forvejen er fan af Tomb Raider serien eller adventure-platform-puzzlere generelt. Der er en god levetid i form af gemte skatte og sværhedsgradsindstillinger som løbende kan justeres og singleplayerdelen generelt har bestemt en acceptabel levetid.

Der er ikke voldsomt meget nyt at hente til forskel fra de tidligere Tomb Raider spil, men det ændrer ikke på, at Tomb Raider: Underworld isoleret set er en solid titel, som man dog kan frygte vil drukne lidt i det allerede huserende julemarked, hvor antallet af titler er eksploderet.