Tom Clancys H.A.W.X. 2

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 6. september 2010 - kl. 20:18
Del denne artikel:
5 0

Er du ikke lige Tom Cruise typen? Er du en smule højdeskræk? Fortvivl ikke, du kan stadig give den gas i højteknologiske jagerfly, bare hjemme fra den sikre sofa. Læs med her.

Er du ikke lige Tom Cruise typen? Er du en smule højdeskræk? Fortvivl ikke, du kan stadig give den gas i højteknologiske jagerfly, bare hjemme fra den sikre sofa. Læs med her.

Efter at have spillet det første H.A.W.X. synes man måske ikke lige, at en efterfølger var det mest oplagte, men Ubisoft synes åbenbart, at der var grobund for en efterfølger, og den er nu udkommet. H.A.W.X. 2 er udviklet af Ubisoft i Rumænien, som også stod bag det første spil i serien og før det, de glimrende Blazing Angels flyspil.


Historien er, selv om Tom Clancy-navnet er påklistret, ikke noget specielt, og den virker mest som bindeled mellem de 20 missioner, som historiedelen består af. Man tager i starten igen rollen som David Crenshaw, som vi stødte på i det første spil, der under et angreb på hans base styrter ned og bliver taget til fange af en gruppe oprører – og på samme tid bliver tre atomsprænghoveder stjålet i Rusland, og så har vi alle ingredienserne til en ægte Clancy-historie. En historie, som i øvrigt deles med det kommende Ghost Recon Future Soldier, hvor vi formentlig kommer til at se plottet fra nogle andre vinkler. I H.A.W.X. 2 ses konflikten fra tre forskellige vinkler, da man spiller både den engelske løjtnant Colin Munro fra Royal Air Force, den amerikanske pilot major Alex Hunter og endelig den russiske kaptajn Dimitri Sokov, som alle tre på en eller anden måde er blandet ind i spillets overordnede plot.

H.A.W.X. 2 fortsætter meget i samme spor som forgængeren; man bliver sendt ud på en række forskellige missioner, og efterhånden som man kommer igennem spillet, får man adgang til flere og mere højteknologiske kampfly og en lang række forskellige våben. Missionerne kan spænde lige fra offensive missioner mod mål både på jorden og i luften – men kan f.eks. også være eskorteringsmissioner. Dogfight missionerne, altså missioner, hvor man kæmper mod andre fly højt over landjorden, er præcis lige så kedelige, som de var i det første spil, og nogle af dem er desværre desuden noget rodet og uoverskuelige, så disse missioner er klart spillets svageste del – og desværre er det dem, der er flest af.


Heldigvis krydres disse missioner med f.eks. præcisionsbombninger af mål både på landjorden og på havet, og man får f.eks. også kontrol over kanonerne på et stort gunship samt over UAV-droner, som hænger højt over skyerne og overvåger og evt. angriber mål på landjorden med stor præcision. Man kommer f.eks. også ud for, i udvalgte missioner, at skulle både starte og lande (både på landjorden og på hangarskibe), og man skal tanke sit fly i luften ved hjælp af store tankfly. Disse ting er med til at gøre de 20 missioner lidt lettere at komme igennem, men desværre føles det mod slutningen mere som hårdt arbejde end som underholdning, og det er jo ikke gode tegn.

Der er en række forskellige spilmuligheder, som nok skal holde flyentusiaster beskæftiget i et stykke tid. Foruden historiedelen er der online multiplayer modes for op til otte spillere og en co-op mode for op til fire spillere. Derudover kan man nyde de flotte omgivelser og lære flyene bedre at kende i Free Flight, hvor man ikke skal bekymre sig om missioner eller om at blive angrebet, og i Survival skal man på tid forsøge at overleve 10 angrebsbølger fra utallige fjender. Endelig er der Arcade mode, hvor man spiller modificerede udgaver af historiemissionerne. Det kan f.eks. være, at man skal fuldføre en given mission kun ved brug af f.eks. ens maskinkanon, ved kun at bruge et bestemt fly eller andet. Historiedelen er spillets hjerte, og multiplayerdelen fungerer fint, men virker lidt tyndbenet, mens Arcade, Survial og Free Flight er fine spilmuligheder, men de tilfører ikke spillet ret meget.


Stjernerne i et spil som H.A.W.X. 2 er naturligvis flyene, og de ser da også ganske flotte ud alle sammen. Lyset spiller flot i overfladerne, og de ser bare helt rigtige ud. Detaljerne på landjorden er ofte problemet i et spil som dette, da de kan se fine ud fra afstand men blive utydelige og gnidrede, når man kommer tæt på. Problemet er der stadigvæk, men da Ubisoft har allieret sig med GeoEye Inc., som specialiserer sig i professionelle og højtopløselige satellitbilleder af Jorden, har landskabet i H.A.W.X. 2 en uhørt høj detaljegrad, og det ser for rigtig flot ud det meste af tiden.

Lydsiden kan desværre ikke helt følge med og lider af præcis de samme problemer, som med forgængeren. Jeg savner stadig, at der var noget mere lyd fra flyenes motorer, som desværre lyder noget fesne, og så ville jeg ønske, at mine allierede piloter kunne holde deres mund, da de snakker som en flok sludretanter over radioen hele tiden. Det er blevet en smule bedre i forhold til forgængeren, men problemet er stadig, at indimellem al snakken kommer der vigtige informationer om den aktuelle mission, men der er stor risiko for, at man ikke hører det, da det drukner i mere eller mindre ligegyldig sludder piloterne imellem.


Tom Clancy’s H.A.W.X. 2 er et fint flyspil, som dog ikke sætter nogle nye standarder for, hvordan sådanne spil skal laves. Selv om H.A.W.X. 2 er forbedret på en række punkter i forhold til forgængeren, så kunne man alligevel godt have ønsket sig lidt mere, da det ofte føles lidt for meget som det gamle spil. Gameplayet krydres denne gang af mere specielle missioner og små minigames, men hovedparten af missionerne og gameplayet er noget kedeligt og har ikke udviklet sig siden det første spil. H.A.W.X. 2 er fin underholdning for flyentusiaster, men vil formentlig ikke vinde nye fans over til serien.
Fakta
Tom Clancys H.A.W.X. 2

Tom Clancys H.A.W.X. 2

PlatformXbox 360
UdviklerUbisoft Romania
UdgiverUbisoft
Spillere1-8
Udgivelsesdato02-09-2010
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 12
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:7.0
Grafik:8.0
Online:7.0
Holdbarhed:7.0
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.