Titanfall

Anmeldt af: Jens Nørup - 23. april 2014 - kl. 20:51
Del denne artikel:
5 0

Kamprobotter og intense ildkampe - Titanfall byder på begge dele og kan nu også spilles på Xbox 360, læs anmeldelsen her.

Jeg aktiverer min dragts stealth kappe og er i de næste 25 sekunder usynlig, mens jeg sniger mig ind på modstandernes flag. Som jeg lister mig ned af gangene i den fjendtlige base, kan jeg i det fjerne høre spredte eksplosioner fra kampen udenfor. Jeg griber det røde flag og sprinter af al kraft mod udgangen, mens jeg hører skudsalver bag mig. Jeg springer op på væggen og løber langs med den, og udnytter boostet fra min jetpack til at blive kastet ud i det fri i fuld fart.

"Stand by for Titanfall" lyder det i min øresnegl, mens jeg med kuglerne flyvende om ørerne kaster mig hen mod det markerede område. Jeg når lige at høre det dumpe brøl fra Titanens efterbrænder, inden den lander på jorden foran mig med et drøn. Jeg løber hen mod dens fremstrakte metalhånd, der samler mig op og lukker mig ind i robottens beskyttende indre...



Som du kan læse, er der masser af adrenalinpumpende action i denne udgivelse. Efter godt én måneds forsinkelse kan Xbox 360 ejerne prøve kræfter med Titanfall; det stort anlagte spil, der både skulle vise hvad Xbox One kunne, men også løfte den arv Respawn Entertainment har taget med fra Infinity Ward studiet og Call of Duty serien.

Holdet bag Titanfall er nemlig det nye studie Respawn Entertainment, der består af mange tidligere ansatte fra Infinity Ward, der nærmest revolutionerede 3D skydespillet med Call of Duty 4: Modern Warfare tilbage i 2007. Indtil da havde shooter genren kørt i ring omkring 2. verdenskrigs temaet, men Modern Warfare bød på en tiltrængt vitaminindsprøjtning, der blandt andet indeholdt forskellige klasser man selv kunne sammensætte, systemet med "perks", der gav dig mulighed for at skræddersy din soldats specielle evner og et enormt arsenal af våben, som kunne ændres og modificeres efter behov.

Spillet er et 3D Skydespil, i stil med Call of Duty og Battlefield spillene. Der er dog nogle afgørende forskelle; for det første er alle spillere udstyret med en form for jetpack, der sætter dig i stand til at løbe hen ad lodrette overflader og springe op på høje afsatser. Det er med til at sikre en utrolig bevægelighed i spillet, og man bliver meget hurtig fortrolig med måden at bevæge sig på. Samtidig er mit umiddelbare indtryk, at det ikke er så profitabelt at finde et godt gemmested hvor man kan sidde og campe, da man meget hurtigt vil blive opdaget af modstanderen.



Spillets store slagnummer er dog de alt dominerende titanrobotter, du som spiller kan vælge at bruge i din kamp mod fjenden. Når jeg skriver vælge, er det fordi der er flere måder at bruge sin titan på. Efter cirka to minutters spil, har man første gang mulighed for at tilkalde en titan, der falder til jorden, et sted du har udvalgt. Til at begynde med vil de fleste nok vælge at sætte sig ind i titanen hvor man næsten føler sig uovervindelig, i hvert fald ind til man støder på en anden kamprobot.

Man kan også vælge at bruge titanen som et strategisk instrument, mens man selv kæmper videre som fodsoldat. Med et tryk på d-pad'et kan man sætte titanen i "guard mode", hvor den angriber alt hvad der nærmer sig eller i "follow mode" hvor den følger efter dig og naturligvis angriber hvad den nu støder på undervejs. Dette kan være effektivt for eksempel når man spiller Hardpoint, en spilform hvor det gælder om at indtage tre punkter og holde dem så længe som muligt.

Selvom titanerne fylder meget i spillet, kan du stadig have det sjovt uden en megarobot ved din side. Titanerne er således ikke uovervindelige; andre titaner kan nemt få ram på dem og hver spiller har ved siden af sit primære våben, et titanvåben, der gør specielt meget skade på robotterne. Således kan du, med lidt snilde og teamwork sagtens tage en titan ned, mens du selv er til fods.




Efter et kort intro-forløb, hvor man bliver instrueret i at bevæge sig med sin nye jetpack og samtidig bliver oplært i styringen af titanerne, kan man vælge at kaste sig ud i spillets historiedel. Det er en forholdsvis kort kampagne, der fortæller en rodet historie om de to fraktioner, IMF og Militia og deres indbyrdes kamp for at få kontrol over universets ressourcer. Kampene i historiedelen består af rigtige spillere på hver side, hvilket er med til at gøre kampagnen knap så generisk som man har set det i andre spil, men samtidig er det svært at adskille historiedelen fra de ordinære kampe, da den eneste forskel er nogle korte mellemsekvenser før og efter en kamp.

På æsken lover Titanfall at være "the future of multiplayer games" - det er store ord og mens træerne ikke vokser helt ind i himlen, er det tydeligt at Respawn har taget nogle af de mest velfungerende dele fra eksisterende skydespil, finpudset dem og tilføjet lidt nyt. Det er stadig muligt at sammensætte sin egen klasse; fem forskellige soldater, eller pilots som de hedder i Titanfall og fem forskellige titaner, Du kan så sammensætte hver af de fem profiler med hver sit våben og specielle evne, så du har en kombination, der passer til alle de situationer du måtte møde.

I stedet for de såkaldte "killstreaks" - en bonus du i andre skydespil kan opnå når du har gjort det af med et bestemt antal modstandere - har Titanfall sit helt eget system hvor du optjener "burn cards". Det fungerer i princippet som et sæt kort du har til rådighed, hvor hvert kort repræsenterer en værdi, der kan giver dig en fordel i spillet; skær 40 sekunder af byggetiden på din titan, en kraftigere version af dit yndlingsvåben eller muligheden for at se alle fjender på minimappet. Man modtager disse kort for at udføre forskellige ting i spillet og ved begyndelsen af hver bane har man mulighed for at vælge tre kort man vil bruge i den næste kamp. Man kan bruge ét kort af gangen, som kan vælges hver gang man respawner. Kortet, eller den fordel dét giver dig, holder så kampen ud eller indtil du dør, deraf navnet "burn card".



Xbox 360 versionen af Titanfall er udviklet af Bluepoint Games og altså ikke direkte af Respawn. Der er dog ikke en finger at sætte på overførslen fra Xbox One til 360. Grafikken er flot og velfungerende og man føler aldrig at man sidder med en nedskaleret version af spillet, i forhold til One versionen - tværtimod synes jeg flere steder at det kan være svært at skelne de to udgaver fra hinanden. Jeg oplevede enkelte framedrops undervejs, men de faldt altid sammen med generelt lag i spillet, så jeg vil vælge at tilskrive det en ustabil internet forbindelse.

Netop internet forbindelsen er et af de afgørende punkter ved Titanfall. Spillet kan kun spilles online, uanset om du spiller kampagnen eller multiplayer delen. Det er modigt valg af Respawn og en naturlig konsekvens af, at de fleste skydespil i dag købes for multiplayer-delens skyld. Men går din egen internet forbindelse ned eller er Titanfalls servere offline - jeg har oplevet begge dele i den seneste uge - står man altså med et spil, der ikke kan spilles.

Som online multiplayer spil er Titanfall virkelig velfungerende, der er masser af action og adrenalinsuset udebliver ikke, når man sprinter hen ad siden på en bygning, bruger jetpackens sidste boost og kaster sig glidende ind under sin titan, for efterfølgende at kaste sig ud i en voldsom duel med modstanderens titaner.

Spillet indeholder 15 baner og 5 forskellige spiltyper, til at begynde med. Jeg synes dog at mange af banerne minder for meget om hinanden, og nogle af dem er ikke helt i balance. På de bedste er symbiosen mellem pilot og titan dog perfekt og du får således et sjovt og udfordrende spil, uanset hvordan du vælger at spille.




Titanfall indeholder tilpas mange nye features, samt masser af genkendelse fra genren til at tilfredsstille de fleste shooter fans, som en kærkommen forfriskning, der giver 3D skydespillet et velfortjent cirkelspark. Hvis du ligesom undertegnede, er træt af hvordan de seneste års skydespil, som for eksempel Call of Duty serien, gentager sig selv gang på gang, er der ingen vej uden om Titanfall.

Fakta
Titanfall

Titanfall

PlatformXbox 360
UdviklerRespawn Entertainment / Bluepoint Games
UdgiverEA Games
Spillere6-12
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 16 Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Tiltrængt fornyelse af genren, aldrig kedeligt, fantastiske titankampe
Kort og uinspireret kampagne, banedesignet kunne være bedre
Gameplay:9.0
Grafik:9.0
Online:9.0
Holdbarhed:9.0
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.