Titanfall

Anmeldt af: Morten Skou - 16. marts 2014 - kl. 21:53
Del denne artikel:
7 0

Kan Respawn Entertainment leve op til forventningerne med deres første spiludgivelse nogensinde? Vi kigger på spillet som Microsoft håber på kan sælge flere Xbox One konsoller.

Indtil videre har Microsoft måtte se Xbox One ligge på andenpladsen, når det kom til salgstallene for den nye konsol, mon Respawns nye Titanfall kan være med til at rette op på tallene og få spillere over hele verden til at spendere deres sparepenge på en Xbox One? Vi kigger på den meget ventede titel, og ser om den kan leve op til alle de forventninger, som er blevet bygget op omkring spillet inden udgivelsen.

Titanfall er det første spil fra det nye studie Respawn Entertainment, som blev dannet for et par år tilbage af nogle af folkene fra spilstudiet Infinity Ward, som blandt andet var med til at lave nogle af de mest populære Call of Duty-spil, som eksempelvis Call of Duty 2 og Call of Duty: Modern Warfare. Netop historien bag Respawn og de folk, som har stiftet firmaet, har uden tvivl også været en af årsagerne til, at forventningerne til det første spil fra denne udvikler er så usandsynligt høje.




Det første som jeg vil nævne om Titanfall er, at det er et futuristisk førstepersons-skydespil, der udelukkende kan spilles online. Det betyder, at selvom der rent faktisk er en historiedel i spillet, så skal denne gennemføres online sammen med – og imod – andre rigtige spillere. Det er en af de første gange, man har set, at et så stort spil overhovedet ikke indeholder muligheden for at spille alene. Dermed også sagt, at hvis man ikke kan lide at spille online, så er Titanfall absolut ikke spillet, som du skal investere i.

Første gang man starter spillet op, bliver man tvunget til at gennemføre en række oplæringssekvenser, der stille og roligt gennemgår de forskellige aspekter af spillet. Her lærer man blandt andet, hvordan man bruger det parkour-inspireret trick med at kunne løbe hen ad og op af omgivelserne, der er nemlig rig mulighed for at bestige selv de højeste bygninger og virkelig udnytte omgivelserne. Man lærer også, hvordan man bruger de store robotter, ”Titans”, som er en stor del af spillet.

Selvom spillet som sagt udelukkende er multiplayer, så har Respawn alligevel valgt at inkludere en relativt kort og desværre også ret uimponerende historiedel, hvor man ret hurtigt risikerer at gå glip af, hvad historien egentlig handler om, fordi det hele går så hurtigt og noget af den bliver fortalt, imens man sidder i lobbyen og venter på, at kampene skal gå i gang. Historiedelen er fordelt over i alt 9 forskellige baner, hvor man altså spiller forskellige multiplayer-spiltyper imod andre rigtige spillere. Egentlig fristes jeg til at sige, at historiedelen i virkeligheden bare er en udvidet slags træning, som man kan vælge at gennemføre, før man kaster sig over den rigtige multiplayer.

En af de ting som gør, at Titanfall er forskellig fra de mange andre spil i samme genre, som eksempelvis Call of Duty og Battlefield-serierne, er, at spillet byder på kampe, hvor det hele foregår utroligt hurtigt, og en stor del af det taktiske element handler om de store Titan-robotter, som man i samarbejde med sit hold kan udnytte på forskellige taktiske måder ved eksempelvis at indsætte dem samtidig.




Når man eventuelt er færdig med at spille historiedelen, så er det tid til at kaste sig over de rigtige multiplayer-kampe. Her byder spillet, på samme måde som de fleste andre spil i denne genre, på en række forskellige spiltyper som Attrition (Team Deathmatch), The Last Titan Sanding, Hardpoint, Capture the Flag, Pilot Hunter og Variety Pack, som er en playliste, der selv skifter imellem alle de tilgængelige spiltyper og baner. Der er i alt 15 forskellige baner, og efterhånden som man spiller mere og mere, så stiger man i rang, får låst op for nye slags våben og tilbehør til disse samt nye og mere avancerede Titan-robotter og udstyr til dem.

En omgang multiplayer i Titanfall foregår på den måde, at man sammen med sit hold selvfølgelig skal bekæmpe modstanderne, men udover de andre normale spillere er der også nogle computerstyrede modstandere på det andet hold. Det giver point at skyde både de computerstyrede modstandere og de rigtige spillere – selvfølgelig får man flest points for at skyde de rigtige modstandere, men samtidig giver det også en ekstra bonus at skyde dem, fordi man får mulighed for at bygge en Titan-robot hurtigere, jo flere modstandere man skyder. Imens man spiller, kan man hele tiden se, hvor lang tid der er tilbage, før man kan sætte en Titan ind på banen, og i mange tilfælde kan dette give et taktisk forspring, da robotten har kraftigere våben og selvfølgelig kan tage imod en del flere skud end en normal spiller kan. Der er mulighed for, at man selv kan overtage styringen af robotten ved at sætte sig ind i den, eller man kan lade den følge dig rundt eller vogte et bestemt område.

Imellem kampene har man mulighed for selv at definere forskellige karakterklasser, forstået på den måde, at man selv kan sammensætte det udstyr, som både ens pilot og Titan skal have med ud. Det er muligt at definere flere forskellige klasser, som man efterfølgende kan vælge imellem, når man spiller. Hvis man bare vil spille uden så meget ekstra, er det selvfølgelig også muligt at bruge en af de foruddefinerede klasser.




Tidligere har jeg egentlig ikke været særligt begejstret for spil, hvor der var disse ”mech”-robotter i, men jeg synes faktisk, at det fungerer ganske udmærket med Titan-robotterne. Det at man ikke rigtigt får noget ud af at skyde på dem med sit almindelige våben, men i stedet skal bruge et specielt våben beregnet til at bekæmpe Titanerne med, gør, at man samtidig er mere sårbar overfor angreb fra almindelige spillere.

Helt generelt fungerer spillet rigtig godt, men jeg savner lidt, at der er flere forskellige våben at vælge imellem, så man bedre kan variere sin spillestil. Derudover synes jeg, at det kan være et problem, at de hold, som er i en lobby, er de samme fra kamp til kamp, så spillerne altså ikke bliver blandet imellem kampene, som vi ellers ser i andre spil. Dette betyder, at hvis du er uheldig at komme op imod et virkelig dygtigt hold, så vil man opleve at tabe igen og igen, indtil man vælger at hoppe helt ud af lobbyen og ind igen. Det virker underligt, at holdene ikke bliver blandet imellem kampene.

Det er lidt sjovt, at når Respawn bryster sig af, at de har haft fuld fokus på multiplayerdelen i stedet for at have inkluderet en singleplayerdel, at der så stadigvæk er så mange mangler i spillet. En af de helt store mangler er, at der ikke er mulighed for at oprette private kampe. Med mindre det er noget som Respawn får tilføjet hen af vejen, så er det ganske enkelt ikke muligt at afholde turneringer i det, og det er synd i et spil som Titanfall. Jeg synes personligt også, at det er irriterende, at der ikke er en speciel farvemarkering på de spillere på ens hold, som man samtidig er i et party med. Det er måske en lille ting, men alligevel stor nok til, at det er noget, som man bemærker, hvis man er vant til at spille sammen med nogle venner.




Det grafiske i spillet er rimelig pænt og kører flydende det meste af tiden, men set i forhold til, at det er endnu et spil, der ikke kører i den helt høje 1080p HD opløsning, og ligeledes at det skulle være muligt at få spillet til at køre endnu bedre ved rent faktisk at sænke opløsningen til 720p, gør, at det grafiske indtryk ikke er helt det, som man kunne håbe på for et Xbox eksklusivt spil som Titanfall, hvor forventningerne egentlig var, at det her var spillet, som for alvor ville vise, hvad Xbox One kunne præstere.

Der er ingen tvivl om, at holdbarheden er ganske høj i spil, hvor multiplayerdelen er lavet ordentligt, og det tror jeg for manges vedkommende også bliver tilfældet med Titanfall. Personligt er jeg nok lidt splittet omkring spillet, måske fordi det er meget fremtidsagtigt, måske fordi der ikke er et større udvalg af våben, men helt generelt har jeg faktisk været ret godt underholdt, når jeg har spillet Titanfall.




Med det sagt, så synes jeg egentlig, at Titanfall har et potentiale, der er langt større end hvad vi har fået at se med spillet her i første omgang. Til trods for, at fokus har været 100% på multiplayer, så mangler det som sagt nogle helt grundlæggende ting, og det er faktisk synd, når nu de ting, som er med i spillet, rent faktisk fungerer så godt, som det er tilfældet.

Der er ingen tvivl om, at Titanfall meget vel kan være en titel, der kan sælge en masse Xbox One konsoller, men jeg synes alligevel ikke, at det kan leve helt op til de forventninger, som både Electronic Arts og Microsofts marketingsafdelinger har brugt enormt meget energi for at få så højt op som muligt inden udgivelsen.
Fakta
Titanfall

Titanfall

PlatformXbox One
UdviklerRespawn Entertainment
UdgiverElectronic Arts
Spillere1-12
Udgivelsesdato13-03-2014
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 16
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Sjovt at spille, nemt at gå til.
Mangler multiplayer muligheder, lille våbenudvalg, dårlig matchmaking.
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:8.0
Holdbarhed:8.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.