Tiger Woods PGA Tour 10

Anmeldt af: Jakob Tofte - 7. juli 2009 - kl. 18:17
Del denne artikel:
9 0

Konsollernes ubestridte konge indenfor golfspil er tilbage. Vi har sat os ned med Tiger Woods PGA Tour 10 for at finde ud af, om EA giver os nok til at retfærdiggøre et nyt køb af det årligt tilbageve

Traditionelt er sportsspil, hvad enten de kommer fra det ene eller det andet af de store firmaer, spil, der årligt udkommer med meget små justeringer og forbedringer. Tiger Woods er ingen undtagelse. Dog er der ændringer og tilføjelser til det nyeste i serien, som er værd at nævne.

EA Sports kører den sikre stil, idet der er genvalg til mange af de gamle og efterhånden velkendte spilfunktioner, såsom de forskellige minigames, blandt andet T.I.G.E.R. og Closest to the Pin, samt de traditionelle spilfunktioner, som lader op til fire spillere spille imod hinanden i slagspil, hulspil, skins, best ball med videre. Den velkendte Tiger Challenge er i år dog forsvundet. Tiger Challenge er erstattet af Tournament Challenge, som stadig lader spillere gennemføre en række forskellige udfordringer på forskellige golfbaner. Men at det ultimative mål, som tidligere var at besejre mesteren selv, er forsvundet, er en overraskelse i EA Sports\' eneste spil, som er opkaldt efter en specifik spiller og ikke bare en liga eller et forbund. Alle udfordringerne i Tournament Challenge tager udgangspunkt i historiske begivenheder, og det er så spillernes opgave, at enten slå eller matche disse begivenheder. Flere af dem er krydret med herlige videoklip, der bringer minderne tilbage for sande golffans.






Det hele kan stadig spilles med ens spillerskabte golfer, og i karrieredelen er der naturligvis stadig mulighed for at deltage i PGA Toursæsonen, som denne gang desuden har fået fint selskab i form af den traditionsrige U.S. Open. Generelt er det tydeligt, at fokuspunktet for dette års spil har været turneringer og turneringsstemning. Dette kommer, som nævnt allerede, til udtryk ved ændringen af Tiger Challenge til Tournament Challenge, men også i den generelle stemning, der bliver skabt på banerne under runderne. Antallet af tilskuere er skruet voldsomt i vejret, og visse steder kan de afgørende greens være omgivet af deciderede menneskeskarer, ligesom lydkulissen også bidrager til en mere intens og livagtig turneringsstemning, men mere om det senere. Med 16 forskellige golfbaner, heriblandt seks baner, som aldrig tidligere har fundet deres vej til serien (Bethpage Black Course, Hazeltine, Oakmont Country Club, Pinehurst no. 2, Torrey Pines og Turnberry), er der rigeligt med udfordringer at gå i gang med, både offline og online.






Og når nu vi taler om onlinespil. Her brillerer Tiger Woods endnu en gang. Simultaneous Play, som lader op til fire spillere dyste imod hinanden simultant, tilbage, og det fungerer ligeså upåklageligt og gnidningsfri som sidste år. For dem, der ikke kender Simultaneous Play, kan det lettest beskrives som en runde golf, hvor alle fire spillere spiller samtidig. Modstandernes slag vises som forskellige farvede buer på skærmen, hvorved tempoet i spillet sættes voldsomt op, dog uden at man mister intensiteten og spændingen ved at konkurrere. Takket være denne funktion kan fire spillere færdiggøre 18 huller på omtrent en time. Tilbage er også de anmelder- og fanroste Gamernet Challenges, som lader spillere uploade særligt gode, heldige, lange eller præcise slag til en server. De popper herefter løbende op under almindeligt singleplayerspil, og kan slås til gengæld for en belønning i form af point. Der er ingen tvivl om, at onlinedelen af Tiger Woods PGA Tour igen i år er en af de bedst fungerende, der findes. Det er bare ærgerligt, at den vejer så tungt, at spillere uden livemulighed virkelig misser noget.

Sidste års introduktion af det progressive skillsystem, hvor ens spillers evner svinger både op og ned indenfor kategorierne Power, Approach, Short Game og Putting, er tilbage med Tiger Woods\' rigtige træner, Hank Haney, som tovholder på karakterens udvikling. Desværre er hans stemmeskuespil så indskrænket, at han er et irritationsmoment mere end noget andet. Selve skillsystemet fungerer dog fortsat glimrende, og er med til, at skabe udfordring i alle aspekter af spillet.






Evnen til at bygge sin spiller fra bunden, samt arsenalet af tøj og golfudstyr man kan købe til sin karakter, har i mange år været overgået af få titler. Mange titler er kommet efter det i løbet af de seneste år, og det er efterhånden gået op for spilproducenterne, at kunderne godt kan lide friheden det skaber, at man kan designe sin karakter præcis som man lyster. Tiger Woods fortsætter trenden, dog uden de store ændringer. Der er fortsat masser af muligheder for karaktertilpasning for dem, som synes det er sjovt.

Styringen i Tiger Woods PGA Tour fungerer i det store og hele på samme måde som den gjorde sidste år. Dog har EA, i et forsøg på at skabe endnu mere realisme, lanceret det nye Precision Putting System, som ved hjælp af en lodret indikator lader spilleren trække puttet mere præcist tilbage for til sidst at gennemføre slaget. En gul streg viser eventuelle udsving til venstre og højre, man laver i svinget, og dette kan have indflydelse på, hvor skævt man putter. Det fungerer ok, men er alligevel en lidt trist tilføjelse, idet den påkrævede præcision har medført, at man mister noget af det glidende gameplay, der tidligere var i puttingdelen af spillet. Udover Precision Putting er der ingen ændringer til styringen af spillet. Der er fortsat stor medbestemmelse og kontrol når det kommer til fade, draw, spin og slagkraft. Eneste problem, der stadig er tilstede fra tidligere versioner, er kameravinklerne, der sommetider ødelægger spiloplevelsen. Her tænkes der helt specifikt på vinklen ved indspil til greens. Her ændres vinklen en gang imellem til en mere cinematisk kameravinkel, der godt nok er flot, men til gengæld også medfører, at man ikke har en jordisk chance for at bedømme, hvor bolden vil lande. Det kan være til stor frustration, hvis man misser en green med et slag, der kunne have været reddet med den korrekte dosis spin. Dog sker det sjældent og problemet er til at leve med.






Mange har savnet varierende vejr i tidligere versioner af serien, og nu er bønnerne blevet hørt. Ikke nok med, at det nu er muligt at spille i regnvejr. Spillet er koblet direkte op til The Weather Channel, som sørger for, at der er live vejrforhold på runderne. Derfor kan det godt betale sig at tjekke vejrudsigten for Skotland og St. Andrews inden man tænder maskinen og går i gang, for hvis det regner i Skotland, så regner det i Skotland. Hvis man bliver træt af livevejret eller bare gerne vil have regn i Florida om sommeren, så kan man også manuelt justere vejrforholdene som man har lyst til.

Grafisk har Tiger Woods PGA Tour i mange år været utrolig flot, og det er bestemt blevet bedre igen. De mange tilskuere er stadig bare passive figurer, der ligner hinanden over en bred kam. Her kunne man godt have ønsket sig lidt mere arbejde fra EA\'s side. Men når det kommer til det, som spillet handler om, nemlig spillet på banerne og banernes gengivelse, så stråler Tiger Woods PGA Tour 10. Udover de flotte banegengivelser og smukke gengivelser af sand, vand og en stor variation i bevoksningen, så skal især spillerne fremhæves. Gengivelsen af karaktererne i spillet og deres bevægelser inden, under og efter deres sving, er intet mindre end fantastisk. Meget få spil magter på ligeså flot måde at gengive rigtige bevægelser på en så realistisk måde.






Lydsiden i Tiger Woods er fortsat ganske udmærket og levende, med masser af dyrelyde, tilskuerjubel og anden stemningsskabende lyd. Som tidligere nævnt er der stor vægt på turneringslivet i Tiger Woods 10, og her har man nu sørget for, at lyden fra de forskellige huller kan høres på tværs af banen. Det giver altså et ekstra moment af stress, hvis man står på hul 17 og skal putte et vigtigt birdie-putt, og så kan man pludselig høre publikum juble i det fjerne ved 18. green, måske fordi ens nærmeste konkurrent har bragt sig et ekstra slag foran. Kommentatorerne er fortsat godkendte. De kommer som regel med veltimede og passende kommentarer, men efter længere tids spil vil man høre, at de af og til kommer til at gentage sig selv en smule. Endnu engang suppleres en EA Sports titel med et soundtrack med diverse kunstneres musik. Der er her måske tale om et af de mindre gode i serien, men musik er en svær størrelse af bedømme, idet det er smag og behag. Det virker bare en smule mere kedeligt end tidligere soundtracks fra EA Sports. Bedøm selv.






Konklusionen er, at EA Sports med Tiger Woods PGA Tour 10 bringer den ypperste af golfsserier et niveau videre, dog uden at tage kvantespring. Med en nogenlunde sikker opskrift på succes, og nogle få, men kærkomne tilføjelser, i form af live vejr og mere intens turneringsstemning, er Tiger Woods PGA Tour 10 et spil, som sikrer god underholdning i lang tid fremover. Og med de to første baner på salg som ekstramateriale allerede (Spyglass Hill og fantasibanen The Predator), lader det til, at EA Sports er indstillet på at sørge for løbende lækkerier til de golfglade. Onlinedelen bliver aldrig kedelig, og på singleplayersiden er der masser at tage sig til. Fans af serien har formentlig allerede købt spillet. Ellers kan det kun anbefales, at de skynder sig at gøre det. Til dig, som godt kan lide et golfspil, men ikke nødvendigvis behøver at købe det nyeste hvert eneste år, du kan roligt vente til næste år, såfremt du allerede har \'09 eller måske også \'08.
Fakta
Tiger Woods PGA Tour 10

Tiger Woods PGA Tour 10

PlatformXbox 360
UdviklerEA Sports
UdgiverElectronic Arts
Spillere1-4
Udgivelsesdato02-07-2009
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:9.0
Grafik:8.5
Online:9.0
Holdbarhed:9.5
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.