Gameplay
Det første, der møder dig, når du sætter Tiger Wood PGA Tour 07 i 360eren er en munter jonglerende Tiger Woods og fairway og green så langt øjet rækker. Electronic Arts har forsøgt at ramme den løsslupne golfstemning, som hører sig til, når tigeren går på teeen.

Golf er et spil, hvor modstanderen først og fremmest er spilleren selv, derfor skal det være udfordrende, og der skal være komplekse styremuligheder, der muliggør, at spilleren kan udvikle sig mærkbart. Det mangler Tiger Woods PGA Tour 07, der forsøger at kompensere ved at have en række lækre muligheder på sidelinien i form af online spillemodes, nyheder fra ESPN og nyopfundne arkade-spil. Det bidrager alt sammen til en større spiloplevelse, men hele essensen i spillet er nu engang på fairwayen med spilleren som centralt omdrejningspunkt, og der skuffer EAs bud på et næstegenerations golf-spil.