
Historien udspiller sig altså som én lang telefonsamtale, hvor man har en række forskellige svarmuligheder, mens man taler med Kellys mor, hendes lidt for tørstige far og hendes lidt specielle lillebror, Ben, som skriver lange historier på sit værelse. Samtalerne er dybe og kredser hele tiden omkring familiens medlemmer og deres forhold til hinanden – og det virker som om, at der ligger et par tragedier og lurer under overfladen. Samtalerne er godt skrevet og selv om de udelukkende foregår via tekst på skærmen, er de interessante og til tider rørende.
Three Fourths Home er et simpelt spil – meget simpelt. Det er svært at vurdere gameplayet, for der er stort set ikke noget. Man kører i en bil og fører en samtale ved at vælge mellem nogle svarmuligheder - man kan tænde og slukke for lyset på bilen og fifle lidt med radioen for at vælge det musik man har lyst til at høre, men det er stort set også det hele. Der er ingenting at låse op for, ingen gemte genstande, som skal findes, ingen udfordringer eller high-scores, bare en samtale, som tager den retning, sådan en nu engang tager baseret på ens svar.

Denne Extended Edition indeholder en redigeret udgave af hovedhistorien og en 20-30 minutter lang epilog, som udspiller sig i Minnesota og også er udformet som én lang telefonsamtale mens Kelly venter på bussen. Der er også en musikafspiller hvor man kan høre spillets soundtrack, en photo viewer hvor man kan se billeder fra epilogen og endelig er der fem af lillebror Bens historier, som man kan læse igennem.
Grafikken i Three Fourths Home er også simpel med alligevel rimelig stilfuld. Den er sort og hvid med få grå nuancer og det hele er lavet som silhuetter. Det er bestemt ikke en grafikstil som vil tiltale alle, men den passer fint til spillets minimalistiske stil. Lydsiden er, ja du gættede det, også meget simpel. Man hører regnen på bilen, tordenbrag fra uvejret og eventuelt musikken fra radioen, hvis man vælger at tænde for den. Igen meget simpelt men også meget virkningsfuldt.

Three Fourths Home: Extended Edition er et meget vigtigt spil, for det viser, at de små indie-udviklere derude, sidder med nogle ganske unikke idéer, som er godt at se at de får ført ud i livet. Simple spil kan mange gange være de bedste, men det her grænser næsten til at være for simpelt. Alligevel er det på en eller anden måde fængende og det hele er overstået på under to timer. Man kan dog spille det igen hvis man har lyst og se om man kan dreje samtalen i en anden retning, end i første gennemspilning.
Har du lyst til at prøve et meget anderledes spil, skulle du prøve Three Fourths Home: Extended Edition, som kan købes på Xbox Games Store for sølle 40 kr., så skulle det vise sig, ikke at være noget for dig alligevel, er skaden trods alt ikke så stor.