
Dette andet afsnit, er ikke nær så actionfyldt som det første; langt det meste af tiden her, går med at afhøre forskellige skumle typer og undersøge gerningssteder, for at finde hoved og hale i de mange spor man støver op i løvet af de 90 minutter, som episode 2 varer.
I ens efterforskning kommer man igennem de mere dystre miljøer i Fabletown; f.eks. en stripklub med den skruppelløse Georgie, der udnytter de unge piger i nød, skumle hoteller, der lejer værelser ud på timebasis, mørke, og lydtætte, kældre og andet. Faktisk formår episode 2, at opbygge en rigtig god stemning og flere steder minder den trøstesløse og dystre stemning mig lidt om stemningen i filmen Se7en (uden øvrig sammenligning i øvrigt) og det er noget nær den største ros der kan komme fra min side.
Igen støder man på en række velkendte eventyrfigurer i nye omgivelser, både Skønheden og Udyret og Den Lille Havfrue har fremtrædende roller i denne anden episode. Hvis du har spillet The Walking Dead serien fra Telltale, vil du vide hvordan The Wolf Among Us er skruet sammen. Man render rundt og undersøger omgivelserne, det hele krydres med lidt action-sekvenser hvor man skal trykke på de rigtige knapper på de rigtige tidspunkter og i dialogerne vælger man det svar man ønsker og på den måde drives historien fremad. Det har vist sig at fungere i The Walking Dead og det gør det også her.

Grafikken er rigtig nydelig at se på og den har en flot tegnet noir stil og det er en fornøjelse at se et tegneserie univers komme til live på denne måde, som det gør i The Wolf Among Us. Lydsiden er som altid glimrende, med et fint og passende soundtrack og med nogle fremragende præstationer af stemmeskuespillerne, der leverer dialogerne og hele historien med stor overbevisning.
Jeg nævner det hver gang jeg har fat i et spil fra Telltale, nemlig den noget haltende tekniske side. Grafikken kan i perioder hakke voldsomt og kan ind i mellem gå helt i stå i 1-2 sekunder, for derefter at fortsætte. Der var dog et enkelt sted, hvor spillet låste så længe, måske op mod 10-12 sekunder, at jeg var på vej til at genstarte min Xbox, fordi jeg troede at spillet var gået ned. Jeg plejer også at slå disse tekniske problemer hen med, at det ikke ødelægger oplevelsen af et glimrende fortalt eventyr, men nu synes jeg dog efterhånden, at det er ved at blive en belastning for oplevelsen, at det hele skal hakke og hoste så meget som det gør. Det er lidt underligt, at Telltale ikke efterhånden har fået glattet disse performance problemer med deres engine ud. Det er jo noget, som har plaget deres spil i en god rum tid nu.

Overordnet set, er Smoke & Mirrors en god fortsættelse af The Wolf Among Us, der fokuserer på det Telltale er bedst til, nemlig at agere som fremragende historiefortællere og ikke som skabere af actionspil. Jeg var lidt lunken efter første episode, men jeg må sige, at denne anden episode har vækket min opmærksomhed lidt mere og jeg ser frem til, hvordan Bigby i episode tre, vil håndtere den overraskende slutning der er i denne episode.
The Wolf Among Us Episode 2: Smoke & Mirrors kan gennemføres på omkring halvanden time og kan købes på Xbox Games Store til 40 kr. Bemærk, at det kræves at du har købt og betalt Episode 1, før du kan spille denne anden episode.