The War of the Worlds

Anmeldt af: Morten Jansen - 1. november 2011 - kl. 23:01
Del denne artikel:
1 0

Other Ocean har, i synergi med Paramount Digital Entertainment, fortalt deres fortolkning af H.G. Wells’ sci-fi roman.

Umiddelbart skulle man mene at H.G. Wells’ War of the Worlds er blevet fortolket nok gennem tiden. Vi skal ikke længere tilbage end til 2005, hvor Tom Cruise fik æren af at løbe om hjørner med de ubudne gæster på det hvide lærred. En fornøjelse jeg personligt gerne havde været foruden.

Jeg var derfor en lettere skeptisk anmelder, der får startet The War of the Worlds op i Xboxens arkade version. Opstartsbilledet og menuen i det hele taget imponeret mig ikke synderlig, hvilket jo så bare yderligere underbygger min påstand om at det her meget vel kunne gå hen og blive en stor skuffelse.




Fra spillets start bliver vi guidet igennem den fantastiske 2D-platforms fortælling om invasionen af Jorden, af selveste Patrick Stewart, som oplæser essentielle passager i historien. For de der ikke ved det, er Patrick Stewart nok bedst kendt fra Star Trek og X-Men universet. Jeg kan personligt ikke komme i tanke om hvem, der ville have været mere rigtigt til at løse netop denne opgave. Jeg synes det fungerer super godt med stemmen i baggrunden, mens du i mørke opgivelser bevæger dig gennem de hårde strabadser.

Efterhånden som spillet starter, tænker jeg lidt over det gamle udtryk, om ikke at dømme bogen på dets omslag. Min skepsis var hermed skudt til jorden.

Ligefra du har trykket start i spillet, forvandler den grimme ælling sig til en smuk svane, der folder sig ud til et sandt eventyr på skærmen. Musik, grafik og oplæsning går hånd i hånd gennem hele spillet. Undervejs får du sågar også radio-meldinger om hvad der sker rundt omkring. At du så desværre er nødsaget til at stoppe op og høre sendingen til ende, fordi radioikonet fylder hele din venstre side af skærmen, er jo så hvad det er. Det kan man leve med. Historien, selvom man kender den, bliver jo ikke mindre underholdende af dén grund.




Året er 1953, stedet er London. Invasionen kommer som en tyv i ly af natten for samtlige londonere og du skal som historiens hovedperson, Arthur Clark, sørge for at holde dig i live så du kan blive genforenet med din familie. Selvom denne overlevelse til tider synes nærmet grotesk umulig, er det som om det virker naturligt. For det skal jo ikke være nemt sådan at slippe af sted med livet i behold fra en overlegen teknologisk supermagt.

For at beskrive spillets grafiske stil bedst, hælder jeg mest til at kalde det for Limbo, bare i farver. Stilen er lagt dystert, med kraftige retro-farvelade undertoner, så du virkeligt overbevises om vi altså er knap 60 år tilbage i tiden. Du kastes rundt i Londons undergrund, gader og stræder til rumvæsnernes skib. Det hele kan beskrives som værende decideret smukt. Med sublim oplæsning og lækker sprød musik bliver din tur gennem spillet en oplevelse du sent vil glemme.

Hvis det altså ikke lige var for spillets mangler, der afholder det fra at blive et af årets helt store hits. Det er decideret dumt at, der ikke er flere checkpoints hvorpå spillet ordentligt gemmer din fremgang i banerne. The War of the Worlds kan være uhyggeligt svært, og efter rumvæsnerne har sørget for at komme dig til livs, sørger spillet for at du er tilbage helt i starten af banen. Lad os så sige du lader livet til den samme djævelsk onde alien, på det præcist samme sted, så er forskellen bare, at i stedet for at starte forfra, ender du halvvejs på banen, som du skulle have gjort fra første gang rumvæsnet flåede dig. Det er ikke i orden.




Det er heller ikke i orden at du efter adskillige tæsk på dit legeme, bliver genoplivet i banen hvorefter du med det samme dør igen, fordi spillet mener du skal dukke op, f.eks. på en strømledning. Det er næppe rumvæsnerne, der har bestemt det skal være sådan, men nok nærmere et tegn på dårligt spildesign.

En anden ting jeg har undret mig meget over, er at du på din flugt, ikke virker til at have synderligt travlt. Hvorfor skal Arthur være så langsom og tung i røven? Jeg kan da lige love for, at hvis det var mig, så skulle jeg nok få røven med mig i en fart, i stedet for at insisterer på at hive min tunge krop op af ethvert lille bump på vejen og løse opgaven på en mindre langsommelig måde.

Kan du leve med, hvad jeg vil kalde utilgivelige børnesygdomme i et ellers lovende platformspil, synes jeg helt klart du skal smide de 800 point efter The War of the Worlds. Det er virkeligt fangende kulisser Other Ocean har stillet op. Når det så er sagt, er der næppe meget genspilningsværdi at hente efter første gennemførsel. Det skulle da lige være, hvis man går efter nogen af de ondeste achievements i Xbox Live Arcade-historien. Nemlig de to styk, der gives til de der gennemfører spillet uden at dø, én eneste gang. Lyder dette bare for let? Så er der også en achievement til dig, der ønsker at tage det hele i ét hug, vel og mærke igen, uden at dø. Jeg kan i øvrigt berette at min gennemspilning tog 4 timer, 42 minutter og 19 sekunder. En fiks detalje er at dette alt sammen står på spillets leaderboards, således de der er bidt af et galt konkurrence-gen, får fråde om munden og straks tager sig en tur til. Men dette er desværre ikke nok til at lokke undertegnede til endnu en tur gennem London.




The War of the Worlds er helt klart et af de sværeste spil, jeg nogensinde har spillet på Xbox Live Arcade. Det er der sådan set ikke noget at fortænke nogen i. Det er bare trist at det er spillets langsommelige gameplay, der gør det svært og ikke spillets puzzles.
Spillet har alle ingredienser for at kunne blive en succes, det snubler bare over føromtalte børnesygdomme.
Køb det endeligt hvis du er til svære platformsspil. Hvis ikke, er det nok bedst du springer let og elegant over denne udgivelse.
Gameplay:6.0
Grafik:7.0
Online:-
Holdbarhed:5.0
Overall 6.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.