The Walking Dead: Michonne

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 2. marts 2016 - kl. 21:16
Del denne artikel:
1 2

The Walking Dead: Michonne er en nye miniserie i tre afsnit fra Telltale Games, med den seje sværdsvingende kvinde Michonne i centrum.

Fremover vil vi anmelde episode-inddelte spil lidt anderledes end normalt. Vi vil ikke lave fulde anmeldelser af alle afsnit, da de i mange tilfælde er stort set identiske, blot med en anden handling. Derfor laver vi en overordnet anmeldelse og så tilføjer vi de enkelte afsnit til anmeldelsen, efterhånden som de bliver udgivet. Hvert afsnit får en score, som tæller i den samlede score, der altså tæller alle de anmeldte afsnit.

Læs vores anmeldelse af episode 1: In Too Deep
Læs vores anmeldelse af episode 2: Give No Shelter
Læs vores anmeldelse af episode 3: What We Deserve

Den sværdsvingende mørke kvinde Michonne, har for mig altid været en perifer person i The Walking Dead galleriet, men i den igangværende sjette sæson, må man sige, uden at sige for meget, at hun får en mere og mere central rolle i serien. Denne nye miniserie udspiller sig på et tidspunkt i tegneserien, hvor Michonne pludselig er væk. Telltale har skabt deres egen lille historie omkring, hvor Michonne var henne og hvilke problemer hun går og bokser med.



Spillet er bygget op helt efter den samme skabelon som de andre spil fra Telltale Games og det er på både godt og ondt. Historien er som altid det bærende her og den fortælles igen med en overbevisning, som gør Telltale Games blandt de største historiefortællere i branchen.

Som altid er der tale om en halv-moderne fortolkning af et peg-og-klik eventyrspil, som krydres med action sekvenser, hvor der skal trykkes på de rigtige knapper på de rigtige tidspunkter og ikke mindst stilles spilleren, som altid i The Walking Dead serien, over for en række moralske valg, der former historien og som ikke altid er rare at skulle tage.



Siden det første The Walking Dead fra 2012, har Telltale Games baseret deres spil på den samme spilmotor og det kan efterhånden ses. Teknikken af Michonne serien er opdateret en smule, hvilket kan ses på grafikken, men der er stadig mere eller mindre de samme tekniske bump på vejen, som der hele tiden har været. Spillet kan fryse i et par sekunder og visse sekvenser plages af hakkende grafik. Det begynder at være en smule irriterende at se på.

På den positive side, er dialogen som altid lige i skabet og stemmen til Michonne er indtalt af Samira Wiley kendt fra Orange is the New Black og hun gør det rigtigt godt uden at ødelægge den firgur, som Danai Gurira har opbygget i tv-serien.



Nedenfor kigger vi nærmere på de enkelte afsnit, som vil blive tilføjet til denne anmeldelse, efterhånden som de udkommer. Hvert afsnit får en score, som tæller i den samlede score, der altså tæller alle de anmeldte afsnit.

Episode 1: In Too Deep
I starten af første episode møder vi Michonne, der er presset helt i knæ. Hun er alene, hun er bange og hun bliver jagtet af en grum og mørk fortid, som hun ikke kan slippe. Hun når så langt ud, at hun misunder de døde deres skæbne – og hun overvejer at sende sig selv i den samme retning. Hun bliver dog reddet i sidste øjeblik og finder igen en form for mening med livet om bord på en båd, midt i zombie udbruddet.



Da denne serie kun indeholder tre afsnit, er der lidt mere fart på historien end normalt. Da det er det første afsnit, bruges der noget tid på at introducere en lang række nye personer, som alle iscenesættes fint, med Michonne som den bærende figur lige fra starten.

Afsnittet er en fin start på denne lille serie og som altid er der en dyster og trykkende stemning – på alle måder, starter det i samme fodspor som hele The Walking Dead serien har bevæget sig i. Det er i min bog positivt, da The Walking Dead nok er den bedste serie fra Telltale Games, skarpt forfulgt af Tales from the Borderlands.



Det bliver spændende at se, hvad Telltale Games kan gøre med denne korte serie, forud for tredje sæson af The Walking Dead og den ender nok med at kunne sammenlignes lidt med brobygger-serien 400 Days, som byggede bro mellem sæson 1 og sæson 2, selv om Michonne-serien historiemæssigt næppe kommer til at have noget tilfælles med den kommende sæson 3.

The Walking Dead: Michonne – Episode 1: In Too Deep kan gennemføres på 90 minutter og modsat andre afsnit fra Telltale Games, ser det ikke ud som om, at man kan købe dette første afsnit alene, men kun som en del af hele serien, som koster 115 kr. på Xbox Games Store.
Score: 7,5

Episode 2: Give No Shelter
Give No Shelter fortsætter hvor In Too Deep slap og uden at afsløre for meget kan jeg sige, at der begynder at komme fart på handlingen og ikke mindst action-sekvenserne, hvor man ser Michonne træde i karakter som den stærke handlekraftige kvinde udstyret med et stort sværd, vi kender så godt fra tv-serien.



Dette andet afsnit indeholder faktisk alt hvad man forventer sig af et afsnit i The Walking Dead serien; vi ser blandt andet hvordan Michonne anskaffer sig de to efterhånden ikoniske zombier uden arme og underkæber og med kæder om halsen, som de fleste nok vil huske fra tv-serien. Der er også en god drømmesekvens hvor Michonne tænker tilbage på hendes forsvundne piger fra før udbruddet og så er der den altid ubehagelige operations-scene, hvor en skadet allieret skal reddes fra døden på et interimistisk operationsbord.

Episode 2 er en fin fortsættelse af miniserien om Michonne og den lægger op til en finale, for tingene bliver sat endeligt på plads. Der er de sædvanlige tekniske problemer som vi kender fra Telltale spillene, men tredje sæson af The Walking Dead skulle køre på deres nye spilmotor, så de er selv godt klar over de udfordringer de har.



The Walking Dead: Michonne – Episode 2: Give No Shelter kan gennemføres på under 90 minutter og ligesom med det første afsnit, ser det ikke ud som om, at man kan købe dette afsnit alene, men kun som en del af hele serien, som koster 115 kr. på Xbox Games Store.
Score: 7,5

Episode 3: What We Deserve
De første to episoder af The Walking Dead: Michonne var fine afsnit, men man savnede lidt af det som Telltale er så gode til; nemlig til at fortælle en historie på en gribende måde og til at stille os over for nogle valg, som man synes er stort set umulige at tage. Det roder tredje og sidste episode bod på.

Denne episode fokuserer meget på Michonne og de dæmoner fra fortiden som hun går og slås med. Afsnittet her er mere fokuseret end de to første og der er en god portion vold og ubehagelige scener, som vi kender det fra The Walking Dead universet. Telltale runder Michonnes fortid og selve handlingen i denne miniserie fint af, med et nærmest umuligt valg, som skal tages til sidst – præcis sådan som vi kender og elsker The Walking Dead serien.



The Walking Dead: Michonne er en fin miniserie, men den viser også, at hele Telltales spilkoncept er ved at være lidt tyndslidt. Selv om det er meget få, der kan fortælle en historie som Telltale kan, så mangler vi snart lidt fornyelse, både i gameplay og ikke mindst på den tekniske side, hvor det på sidstnævnte efterhånden halter en del. Vi har dog troen på, at Telltale fornyer The Walking Dead serien når tredje sæson udkommer senere i år, kørende på en ny spilmotor.

Om The Walking Dead: Michonne bygger bro til tredje sæson bliver spændende at se – den spændende og noget dramatiske afslutning på miniserien lægger da i hvert fald op til, at nogle af personerne og hændelserne sagtens kunne tages med over i den nye sæson.




The Walking Dead: Michonne – Episode 3: What We Deserve kan gennemføres på under 90 minutter og hele serien kan købes på Xbox Games Store for 115 kr. – og det bør du gøre, hvis du har været fan af The Walking Dead serien. Michonne miniserien rykker ikke spilserien fremad, men tredje afsnit redder det hele en smule og set over alle tre afsnit, så er det god og velkendt underholdning.
Score: 7,5
+ God dialog, svære moralske valg, god historie, intens stemning
Tekniske ujævnheder, lidt klodsede animationer
Gameplay:8.0
Grafik:7.5
Online:-
Holdbarhed:5.0
Overall 7.5
Log ind og stem
2
Der er 2 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.