Nu har Telltale så smidt deres, med spænding ventede, version af fortællingen på gaden. Udviklerne der efterhånden har skabt sig et ganske habilt navn med deres mange eventyrtitler. Seneste forsøg fra dem var dog det mindre gode Jurassic Park, hvilket har fået fan til at frygte lidt for zombiernes indtog. Som man nok allerede har kunne gætte sig til ved at skue på karakteren, så har der dog intet været at frygte. Du inviteres til et stærkt personligt eventyr, hvor man fokuserer helt skarpt på den gode historie.

Udgangspunktet er en smuk dag, hvor solen skinner fra en skyfri azurblå himmel. Snart er vi inde i en politibil, hvor vi indtager rollen som Lee Everett. Man er tydeligvis fange, og politimanden på forsædet forsøger at stampe en samtale op. Her dukker spillets vigtigste mekanik op: Nemlig når man skal svare på spørgsmål. Man har ingen baggrundshistorie at læne sig op af, i stedet bliver vores hovedperson og ikke mindst omgivelsernes opfattelse af samme formet af de svar man giver. Vi lærer dog, at man selv har været universitetsunderviser, og man står anklaget for et drab af ens kones formodede elsker.
Imens man dribler sig igennem de tidsbegrænsede svarmuligheder bemærker man, at politibiler samt helikoptere er i rutefart i modsat retning. Samtidig spyer politiradioen konstant meddelelser ud omhandlende optøjer. Inden længe kolliderer man frontalt med en person, som er stavret direkte ud midt på kørebanen. Uheldet fyrer en ud over rabatten, og man vælter rundt sammen med bilen. Herefter indhylles man i mørke.

Nu tager begivenhederne så mere fat. Efter man kommer til bevidsthed igen, finder man langsomt ud af, at alt ikke er som det skal være. Bilens fører viser sig hurtigt ikke at være så død, som han ellers så ud til, og man kastes ud i spillets første quick time sekvens hvilket er fortællingens andet bærende punkt. Efter at have blæst hovedet af zombie-bæstet kastes man ud i en flugt, som kommer til at involvere en masse andre menneskeskæbner, der af forskellige årsager befinder sig i samme situation. Til trods for forskellige indgangsvinkler er samarbejde essentielt for den videre overlevelse.
Man skal være fuldt bevidst om, at det her mest af alt er en interaktiv tegneserie. Tilhængere af actionspil vil højst sandsynligt sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt det overhovedet er et spil. Går man ind med det udgangspunkt, finder man til gengæld en stærkt fokuseret fortælling, hvor man har taget det bedste fra flere verdener. Man har den gode historie, nogle utroligt gode personligheder samt enkelte elementer af spænding samt opdagelse.

Som det er tilfældet i serien, er man heller ikke her bange for at lade historiens omdrejningspunkter dø. Det gør mange af ens beslutninger mere vedkommende, og man får hurtigt beskyttertrang til de folk der er omkring en. Man vil blive kastet ud i meget svære valg, hvor der ikke er en decideret lykkelig udgang. Blot et moralsk morads, hvor man skal vægte mellem to nuancer af grå. Det samme gør sig gældende for ens svar. Her er der heller ikke rigtige svar, men til gengæld vil ens valg påvirke hvordan omgivelserne ser en. Noget der angiveligt vil blive båret videre til de følgende episoder.
Grafisk er det meget særegent, hvor man har givet det hele et lækkert tegnet look. Selv om der er lidt teknisk fnidder, og man virker noget kluntet i bevægelserne, så er det samlede indtryk meget positivt. Det matcher tegneserierne utroligt godt (til trods for at det er i farver), og gør faktisk hele illusionen langt mere levende. Det er suppleret af en ganske fin lydside, hvor især stemmeskuespillet er overbevisende. Noget der selv sagt er essentielt, når der skal spilles på følelserne. Især Clementine, som man relativt hurtigt tager ansvar for, fungerer perfekt som sårbar lille pige.

The Walking Dead: Episode One koster 400 Microsoft Points på Xbox Live Marketplace, er første episode af i alt fem og det er en rigtigt lovende start på en ny serie. Det er noget kort varer små to timer men de moralske valgmuligheder undervejs gør det interessant at genspille. Kombinationen mellem god dialog, effektive quick time events og simpel adventure gør det let tilgængeligt og hurtigt fængende. Universet er samtidig flot gengivet, selv om det så absolut ikke er en teknisk magtdemonstration. Leder du efter en god fortælling i et zombieinficeret univers, er det her ikke et dårligt sted at starte.