The Urbz: Sims In The City

Anmeldt af: Tobias Møller (Buktu) - 13. december 2004 - kl. 14:23
Del denne artikel:
1 0


Tag to dele MTV, tilføj en del The Sims, og du står tilbage med The Urbz: Sims in the City. EA har nu for alvor bragt The Sims navnet til konsol. Men er det vellykket? Hvis man er hardcore MTV og The Sims fan, så kan man læse videre. Alle andre kan også godt læse videre; men det er på eget ansvar!

The Sims står i øjeblikket som det mest solgte Pc-spil nogensinde. Med sine 5-10 udvidelser, og enorme fanbase har EA skabt et brand som sjældent er set magen til i spil industrien. For nylig udkom The Sims2 som fik en god modtagelse, med fine karakterer i anmeldelser over hele internettet. De har før prøvet at få The Sims overført til konsol, men uden det store held. Det er det der ligger til grund for The Urbz: Sims in the City for foruden navnet er der sket store ændringer i gameplayet. Det er et forsøg fra EA, og Maxis’, side på at lave en ordentlig konsol version.

Gameplay
The Urbz går ud på at blive kendt. Det er alt. Det er målet med hele spillet.
Du styrer en Urb (som du selv bestemmer udseendet af i starten af spillet), eller rettere sagt, en karakter hele vejen igennem spillet. Når man står med spillet i hænderne første gang, og skal til at sætte det i Xboxen har man en forventning om at man styrer sin figur i tredjepersonsperspektiv. Dette er ikke tilfældet. I stedet for at tage den åbenlyse beslutning om at give spilleren lov til virkelig at styre karakteren har de besluttet sig for at simulere en computer mus, og lade os styre en af de velkendte kolber, som alle figurerne havde hængende over hovedet i pc spillene. Med den skal du styre hen til et objekt, trykke på det, og så bestemme hvad du vil med det. Først derefter begynder din Urb at bevæge sig hen mod tingen, for at gøre hvad du beder den om. I starten er det ret frustrerende, men man vænner sig heldigvis hurtigt til det. Den største fordel ved det system, er at det giver et langt bedre overblik over det område du befinder dig i. På samme tid har du nemlig kontrol over kameraet så du er i stand til at zoome ind og ud, og panorere rundt om kolben.





Verdenen du befinder dig i er delt op i forskellige områder, som hver har deres særpræg. Et sted går snobberne rundt med næsen i sky. Et andet er bybilledet præget af Urbz med tøjstilen Goth. Men underligt nok opfører de sig ikke forskelligt, lige meget hvor du kommer hen. En Snob reagerer på fuldstændig samme måde, som en Goth eller en Hiphopper. Ikke noget man i særligt høj grad ligger mærke til, men faktisk er det på sin vis med til at ødelægge spillet. Grunden til det er at The Urbz ligger enormt stor vægt på det sociale. Så når du snakker med mennesker får du altid den samme reaktion. Hvilket i længden gør det ensformigt.
Du er udstyret med en måler, som fortæller dig hvor kendt du er. For at komme videre fra et område til et andet, eller til at komme ind til festen omkring midnat (der står en stor, grum dørmand udenfor) er du nødt til at snakke med andre Urbz, og blive mere kendt. Dette gøres fuldstændig ligesom i PC spillene. Du vælger den du vil snakke med, trykker på vedkommende, og vælger så det du vil sige eller gøre. Der er dog den store forskel at på PC var der altid en risiko for at det du gjorde ikke ville blive modtaget særligt godt. Man skulle bedømme om det var smart at gøre på det tidspunkt ud fra hvordan personen havde det. Det risikerer du ikke i Urbz. Hver eneste mulighed har en farve; rød, gul eller grøn. De grønne vil blive modtaget positivt, og de røde vil blive modtaget negativt. Og de gule vil blive modtaget ret neutralt. Det fjerner fuldstændig den spænding der var i om den dame du vil giftes med nu gerne vil kysses, eller om det skal vente lidt. Resultatet er givet på forhånd. Al udfordring er brutalt blevet flået væk! En ny ting de har implementeret i det sociale aspekt er de såkaldte ”Power Socials”. De fungerer som et meget lille mini game, hvor det går ud på at trykke A, og så trykke A igen når en pil er så tæt på et lille felt som muligt. Igen; ingen udfordring.

En stor del af Sims konceptet er muligheden for at indrette ens eget hjem. Her i spillet bliver man tildelt en lejlighed. Du får nye større lejligheder gennem spillet jo længere du kommer, men hovedsagen er at du er i stand til at indrette dem. Inde i byen kan du købe nye ting, som sofaer, stole eller maskiner til at udvikle dine evner med. Du får så selv lov til at bestemme placeringen af de forskellige indkøbte ting.




Men du skal bruge penge til at købe nye ting for. Det lyder da i det mindste som udfordring! Men nej, endnu engang er al udfordring forsvundet, og at tjene penge er utroligt let. Blot utroligt kedsommeligt og ensformigt. Jobs er bygget op som et minigame. Det går i al sin enkelhed ud på at trykke på de rigtige knapper, på det rigtige tidspunkt. Der dukker hele tiden en ny række af op på skærmen, som indikerer hvad du skal trykke på. Altså rækker bestående af A, X og Y. Jo længere tid du bliver ved uden at lave en fejl, jo hurtigere går det. Men laver man en fejl, behøver man ikke bekymre sig. Det har ikke nogle videre konsekvenser. Bortset fra selvfølgelig at rækkerne dukker langsommere op.
I hvert område er der øjensynligt et nyt job. Det er der ganske rigtigt også, men det går ud på fuldstændig det samme. Samme knappetrykkeri igen og igen. Hvis man får skruet sine mentale, fysiske og kunstneriske evner i vejret (gøre ved en maskine i ens lejlighed. Man skal trykke A gentagne gange, så hurtigt som man kan) kan man vælge det næste trin indenfor de forskellige jobs. Det tilføjer endnu en ting man skal gøre. For eksempel er der et sted hvor man skal producere fyrværkeri. Når man selv har fået fyldt sit eget lager skal man hurtigt over og smadre konkurrentens produktionsmaskine. Og så tjener man selvfølgelig også flere penge.





For at kunne klare sig i en verden, der fokuserer ekstremt på udseende, og ydre værdier skal man selvfølgelig være velklædt. Ellers kan man ret hurtigt blive smidt væk af dørmanden, og få en SMS besked fra sin mentor, som har hørt at du går rundt i byen og ligner en idiot. Nyt tøj købes i de dertil indrettede butikker.
Endnu engang er det hele blottet for enhver form for udfordring. Når du kommer til et nyt område og en ny tøj butik, er det fuldstændig lige meget hvad du køber derinde. Alt er godt, og alt kan få dig på rette kurs igen. De kunne i det mindste, for det første have lavet et større udvalg i de forskellige områder, men også overladt det til spilleren at finde ud af hvad der passer til det område man befinder sig i. Det er jo klart at man ikke skal iføre sig en selskabskjole et sted hvor hiphoppere styrer det hele. Et forkert valg kunne jo så eventuelt have konsekvenser for ens spil. Men det har EA og Maxis åbenbart fundet for svært for os små gamere, eller også gjaldt det bare om at få spillet på markedet så hurtigt som muligt.

Grafik
The Urbz er ikke ligefrem nogen visuel lækkerbisken. Det er ikke engang noget der kommer tæt på. Det hele virker på en måde forældet, og lever slet ikke op til andre ting opnået på Xboxen. Det kan betegnes som en mellemting mellem det originale The Sims, og så The Sims2 til Pc.
Rent stilmæssigt så følger det slavisk det MTV Tema som der bliver lagt for dagen helt fra starten af.
Desuden er spillet præget af enormt lange loadingtider og momentvise framerateproblemer. På trods af at de områder man går rundt i er små, er det alligevel ikke lykkedes dem at overkomme de problemer. En loadingtid på et sted mellem 20 og 30 sekunder, når man bevæger sig mellem områder er ikke usædvanlige.
Animationerne er typisk The Sims, og kan indimellem være ret komiske. Men også ofte temmelig latterlige.
En god ting kan man dog sige om grafikken. Det er det eneste element i hele spillet som er varierende! Der kommer et ny udseende for hvert nyt område man kommer til.

Lyd
Se bort fra det simple gentagende gameplay, se bort fra lange loadingtider og forældede textures. Lyden er den absolut værste del af spillet.
Musikken lyder som noget der er blevet mixet sammen i E-Jay på 5 minutter. Et forsøg på at tilføre mere MTV stemning, men det er gået meget dårligt. Det skal dog siges til deres forsvar, at jeg, til min store overraskelse pludselig hørte et Black Eyed Pease nummer blive spillet, mens jeg var ved at vælge nyt tøj til min Urb. Det er den eneste gang overhovedet, at jeg rent faktisk har hørt noget musik som hører hjemme på MTV. Dog synges Black Eyed Pease sangen med Sims stemmer og altså ikke de rigtige sangere.
Simmerne (eller Urberne) snakker stadig ligesom de gjorde i det første The Sims spil. Det lyder meget karakteristisk, og giver det helt bestemte ”Sims-feel”, som nok gjorde pc ugaven en så stor succes. Det er så også højdepunktet i lyden da alle andre lyde som kommer fra videomaskiner når man arbejder, går i bad og alle andre ting der larmer generelt er meget usynlige, og under middel.
For at gøre det hele værre, er det ikke engang muligt med costume soundtracks!





Konklusion
Når du har spillet en time har du prøvet det hele. Det ser ud som om at Maxis har lavet et meget kort spil, kopieret det ti gange, og ellers lagt forskellig sminke på hver kopi. Det giver en enormt elendig holdbarhed, og følelsen af at spille bare bliver ved med at køre i ring.
Langsomme loadingtider, elendig lyd, ensformigt gameplay og middelmådig grafik, gør at dette bestemt ikke er en titel man behøves se nærmere på, medmindre man er meget stor The Sims fan. Det er tydeligt at Maxis har sigtet efter en meget ung, MTV seende målgruppe.
Fakta
The Urbz: Sims In The City

The Urbz: Sims In The City

Platformnone
UdviklerMaxis
Udgiver-EA Games
Spillere1
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI:
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:4.7
Grafik:5.0
Online:-
Holdbarhed:4.5
Overall 4.7
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.